Déjà-vu
Hun ventede altid på breve. Altid. Lige siden barndommen. Hele livet igennem.
Adresserne skiftede. Træerne blev lavere, folk fjernere, forventningerne mildere.
Han troede ikke rigtigt på nogen, og han ventede bestemt ikke på noget. Udenpå var han helt almindelig: solid mand, fast arbejde. Hjemme ventede hunden. Rejser foregik enten alene eller sammen med den firbenede makker.
Hun charmerende, med store, melankolske øjne. En gang spurgte nogen hende:
Hvad glemmer du aldrig, når du forlader lejligheden?
Mit smil! svarede hun, og de små smilerynker på kinderne afslørede, at det var sandt.
Så længe hun kunne huske, var hun altid mest sammen med drengene. De kaldte hende Pirat i nederdel nede i gården. Hun havde dog ét spil for sig selv, når ingen så det: Legede mor med mange børn, en sød mand og et stort, hyggeligt hus, omkranset af en blomstrende have.
Han kunne ikke forestille sig livet uden sport. I garagen stod en papkasse fyldt med pokaler, medaljer og diplomer alt sammen velbevogtet støvsamlertoast. Han anede faktisk ikke, hvorfor han gemte det nok mest af hensyn til forældrene, der altid havde været pavestolte. Ville egentlig gerne aflevere det hos dem. Førstepladserne handlede aldrig kun om at vinde. Han elskede processen: helt indtil man segner, indtil sidste sveddråbe, og så genopstanden. En ny bølge af energi. Anderledes vejrtrækning.
Hendes forældre døde, da hun var omkring syv. Lillebroren og hende blev sendt til hvert sit børnehjem. Sådan voksede de op med hver deres kampe, sorger og glæder. Børnehjemmene var fortid. Nu boede de overfor hinanden i et kvarter med lave bygninger, lune stræder, farverige gårde og lokale torvemarkeder. Broderen var hendes bedste faktisk eneste ven, og familiens anker.
En dag var nervøs Hendes vagt var slut. Hun gik gennem parkeringspladsen. Gamle Henrik nåede op på siden af hende, gav hende et faderligt kram og takkede for wienerbrødet.
Gå hjem og sov, du!
Jeg når det! vinkede hun, plantede et kys på hans kind, og styrtede videre mod bilen.
Åh, du evige knold, sukkede ambulanceføreren efter hende.
Til højtiderne blev hun og et par kolleger altid sat sammen der var ikke mange, der gad arbejde jul og nytår, selv ikke læger.
To mænd i vagten udover hende. Kvinder var ikke populære blandt hendes kolleger hun kunne bedst lide at være velsoigneret og pæn. Stemningen blev som regel bedre, når en læge så nogenlunde oplagt ud, syntes hun.
Han skyndte sig, så hurtigt han kunne. De sportslige trofæer bumpede rundt i bagagerummet, hunden på bagsædet peb bekymret. Faderen havde spurgt, om de ikke skulle fejre nytår sammen for en gangs skyld. Samme dag smed han kassen med trofæer ind i bilen. For opmuntret over, at han for en gang skyld ikke skulle arbejde til helligdagen, men han savnede drengene og trænerlivet i klubben De sjældne besøg hos forældrene sad tungt i hjertet. Et par dage før festlighederne, blev han vækket tidligt af telefonen.
Mor har det dårligt. Faderens stemme dirrede. Gamle major Jensen holdt sjældent vejret ret længe, men de to havde været sammen siden skoletiden og den glød i blikket de måtte kende en eller anden hemmelighed
Hun smilede træt. Nytårsaften betød altid bunker af tærter i ovnen, og bagefter kørte hun dem rundt i byen. I dag havde hun ovenikøbet fået et par timers søvn på vagtstuen. Ellers havde Henrik aldrig ladet hende sætte sig bag rattet han ville hellere selv have kørt hende, glad som et barn over hendes blufærdige smil.
Ti kilometer til forældrenes hus i forstæderne. Pludselig begyndte sneen at danse som en gal. Hun tænkte på for få timer siden, hvor hunden havde nægtet at hoppe ind i bilen, trommen fra kassen bagi, det evige ræs frem og tilbage mor, far, hold ud Der er kun jer
Hunden slikkede hende om nakken, som om den læste hendes tanker.
Undskyld, gamle ven dig også!
Hun sænkede farten. Snetyfonen var dårlig timing. Der var stadig en tærte tilbage. Tre kilometer til, så ind på landevejen, videre til sommerhusområdet, hvor hendes yndlingspatient boede en fantastisk velfriseret, livsglad ældre frue med glimt i øjet det virkede forkert at kalde hende bedste. Og hendes mand en sand soulmate. Godt selskab, aldrig brok. Måske ville hendes forældre have være sådan, hvis de havde fået lov.
Skarpt, mørkt skær på tværs af vejen med alt det hvide i baggrunden.
Hvor kom du fra, vovse? Skoven? Eller stukket af? Smukke øjne Hvorfor den klistrede hals?! Vådt sweater Søvn, vil bare sove Jack, Jack gamle ven Hvorfor gør det så ondt? Mor, jeg kommer Far, jeg er tæt på Mørke
Henrik tog ikke telefonen. Han var kørt efter børnebørnene. Nej, ambulancen kom aldrig frem sneen havde lagt gaderne øde.
Bare vent, min ven jeg skal nok få dig ud! For søren! Der er jo også hunden
Hun kørte lidt så fór en grå bil forbi.
Nogen har travlt hjem nåede hun at tænke. Få minutter efter så hun den væltede grå bil snurre ned i grøften. Den sorte hund lå et par meter derfra så vidt hun kunne se, levede den.
Hvad er klokken egentlig? Hun brød sig ikke om brandvarmt vand, men denne aften var det præcis, hvad der skulle til. Hun faldt til ro. Satte sig på gulvet i badeværelset. Lukkede øjnene. Bare en kort lur ville gøre underværker…
Hvordan hev du ham ud? Sikke en stærk fyr! lød broderens stemme i hovedet på hende. Hele kroppen låste sig. Musklerne huskede al smerten.
Hun kørte manden og de to hunde til hospitalet i sin egen bil halvvejs blev hun mødt af broderen, der hjalp. Samme dag kørte hun tilbage til sommerhusvejen, for hun ville aflevere tærten. Af uransagelige grunde havde hun taget kassen, som var faldet ud af bagagerummet i den grå bil, med.
Måske betyder det noget for fyren. Det vigtigste er, at de alle overlevede. Når han kommer til sig selv, afleverer jeg den.
Manden, der åbnede døren, så forvirret ud.
Er der sket noget? røg det ud af ham.
Min kone er på hospitalet. Jeg er på vej derind. Sønnen tager ikke telefonen
Hun nikkede, sænkede blikket.
Er alt okay hos dig? han lagde hånden på hendes.
Jeg kan køre dig? tilbød hun.
Turen forløb i tavshed. Sneen var stoppet.
Kassen på bagsædet hvor har du den fra? majoren kunne ikke holde sig i ro.
Der var et uheld. En mand ville undgå en sort hund, og bilen rullede rundt. Kassen røg ud.
Grå bil en hvid hund indeni sort hund ude fra skoven? han var helt stille.
Hun bremsede, kiggede på ham. Han knyttede næverne og så stift ud af ruden.
Han overlever! Og din kone bliver rask! Hun lagde armene om ham.
Ved du hvad, datter Må jeg kalde dig det?
Selvfølgelig, hun havde tårer i øjnene.
Min kone drømte om en sort hund flere nætter i træk. Min søn har en hvid en. Hvor kom den sorte fra?
Smukke øjne. Ufatteligt smukke. Sørgmodige… var det første, han tænkte, da han vågnede. Hans far sad og nikkede på stolen.
Mor. Ulykken Det hele kom tilbage. Og hendes øjne
Nytåret blev først fejret sidst i januar. Mor var i bedring. Faderen var lykkelig. Jack haltede stadig, men det gik fremad. Drengene skulle allerede aktiveres til den nye sæson, og trænerjobbet ventede. Han blev hængende lidt for længe hos forældrene. Men tanken om pigen slap ham ikke
Han stod allerede i indkørslen, da faren råbte fra loftsvinduet.
Hvad skal jeg hjælpe med, far?
Faren smilede skælmsk. Han kiggede sig om på loftet og så sine sportspokaler stå fint opstillet.
Nå Hvordan har du skaffet dem, hr. major? lo han.
Tænk, du! Jeg går ud med Jack, før du tager afsted.
Hun skyndte sig hjem, tidligere end hun plejede. Hjemme ventede Dina. Hun havde ikke kunnet lade være med at hente den sorte vovse fra dyrlægen, da hun vågnede op. Den var ikke helt sort: Et hvidt hjerte på brystet.
Hun gik ind i opgangen og stak nærmest automatisk hånden ind i postkassen. Ville til at smække den i, da hun opdagede et hvidt brev.
I brevet stod der:
Jeg kommer i aften. Tak, kære!
Kærlighed er som et kompas, der finder vejen hjem.
