Du er jo fyldt halvtreds, hvem gider dig, grinede min kone ofte, når hun ville drille. Men Lisbeth ville nu teste det.
Lisbeths mand, Henrik Pedersen, var et menneske fuld af teorier. Ikke bare én, selvfølgelig nej, han havde vel tyve stykker, alle lige stædige. Om at en god suppe kun laves på oksekød. Om at katte er klogere end hunde. Om at fjernsynet skulle stå på lydstyrke 42, hverken mere eller mindre. Men hans hovedteori lød: At kvinder over halvtreds ikke er interessante for mænd.
Han formulerede den på forskellig vis, alt efter humør.
Nogle gange sagde han det fagligt: Sådan er naturen, Lisbeth, det er ikke noget personligt.
Andre gange filosofisk: Sådan er livet, det kan vi ikke lave om på.
Men oftest, især når Lisbeth fandt et nyt kjolesæt frem eller malede læberne røde, sagde han bare helt hverdagsagtigt: Du er fyldt halvtreds, hvem gider dig.
Uden spørgsmålstegn. Som et faktum.
Lisbeth var tooghalvtreds. Hun arbejdede som bogholder i et entreprenørfirma, lavede morgengymnastik hver dag, læste bøger om aftenen og bagte kager i weekenden, som Henrik labbede i sig uden at associere dem med spørgsmålet om nogen behøvede hende.
De havde været gift i seksogtyve år. I den tid var Henrik blevet både tykkere og mere skaldet og havde tilført sin samling af teorier. Lisbeth ikke så meget. Eller, jo nok på sin egen måde.
Hendes veninde, Rikke, opdagede det før alle andre.
Lisbeth, spurgte hun en dag under eftermiddagskaffen med et skævt blik, der altid betød: nu siger jeg altså noget vildt. Ved du egentlig, at du er smuk?
Sikke noget sludder, svarede Lisbeth, som hun plejede.
Nej, virkelig. Og prøv at høre, hvorfor registrerer vi dig ikke på en dating-side? Bare som et eksperiment.
Lisbeth satte koppen ned.
Nu rabler det for dig!
Vi laver bare en profil. Finder et pænt billede. Så ser vi, hvad der sker.
Der sker ingenting, fastslog Lisbeth. Jeg er jo fyldt halvtreds. Hvem gider mig.
Men hun fik et sæt; hun kunne høre Henriks stemme der.
Rikke var en kvinde af handling. Overbevisning lod hun sjældent til at spilde tid på. Hun gik bare til handling og gjorde det svært moralsk at sige nej. Så den aften dukkede hun op med laptop under armen, en flaske rødvin og et glimt i øjet, som om alt allerede var aftalt.
Nå, sagde hun fra døråbningen, stillede vinen på bordet. Så får du lavet en profil nu. Hurtigt og uden brok.
Hvad for en profil?
På en dating-side. Det har jeg jo sagt.
Og jeg har sagt nej.
Nej, du sagde hvem gider mig. Det er altså noget helt andet.
De stirrede på hinanden. I Rikkes øjne var en rolig sikkerhed: hun vidste, hun havde ret, og ventede på, at resten af verden også fandt ud af det.
Rikke, jeg er tooghalvtreds.
Det ved jeg da. Jeg har kendt dig i tredive år.
Og?
Og ingenting. Sæt dig nu bare.
Lisbeth satte sig. Ikke fordi hun havde tabt, men fordi benene var trætte. Dagen var lang, regnskabet travlt, og så var der kø i trafikken. Hun satte sig bare. For at hvile.
Find et godt billede, sagde Rikke og åbnede sin laptop.
Hvilket billede?
Har du ikke et godt portræt?
Lisbeth tænkte efter. De nyeste billeder var fra firmajulefrokosten. Hun stod halvt med ryggen til, et glas i hånden, kiggede væk fordi Henrik den aften ringede tre gange for at høre, hvornår hun kom hjem.
Jeg har et fra nytårsaften, sagde hun usikkert.
Lad mig se.
Rikke kiggede længe på billedet.
Den er god! Hvorfor går du ellers altid foroverbøjet, men ikke på det her billede?
På billeder ser ingen mig, svarede Lisbeth, uden selv at vide, hvad hun mente.
Rikke gik stille hen til flasken rødvin.
Profilen tog tid at udfylde. Eller, rette sagt Rikke tastede, Lisbeth protesterede mod hvert felt.
Formål med at date? Lisbeth, skriv selskab.
Jeg gider ikke have selskab.
Det er ligemeget, skriv nu bare.
Om dig selv. Rikke, hvad skal jeg skrive? Bogholder, kan bage kager, lever med en mand, der har en teori om kvinder over halvtreds?
Vi skriver: Aktiv, interesseret, elsker bøger og drømmer om at rejse.
Jeg rejser jo aldrig.
Vil du gerne?
Lisbeth overvejede det.
Ja.
Så lyver vi jo ikke.
Billedet blev, som sagt, nytårsbilledet Lisbeth i vinrød kjole, håret sat op og et levende blik i øjnene. Henrik havde aldrig set kjolen. Han var gået i seng, før hun kom hjem.
Så, sagde Rikke og lukkede laptoppen. Nu har vi en profil.
Hvad så nu?
Nu venter vi.
Venter på hvad?
Du ser det nok.
Lisbeth hældte et glas vin op og stirrede ud i mørket. Udenfor var en stille aften, et gadelys, nøgne grene fra poplen foran huset. Ikke noget særligt. Henrik så fjernsyn inde i stuen lydstyrken på præcis toogfyrre. Fjernsynet mumlede. Alt som det plejede.
Nå, pyt, tænkte Lisbeth. En profil er en profil. Der sker alligevel ikke noget.
Hun drak ud og gik ud i køkkenet for at vaske op.
Næste morgen tænkte Lisbeth slet ikke på profilen. Hun tog på arbejde, sad halv dag med kvartalsregnskabet, spiste kedelig suppe fra personalekantinen, og opdagede klokken tre, at hun sad og talte duer på gesimsen udenfor vinduet.
Telefonen lå nederst i tasken.
Klokken fem fandt hun den frem for at se, om Henrik havde skrevet. Det havde han ikke. Til gengæld var der en notifikation fra datingsiden. Rød prik med et tal.
Tallet var 11.
Elleve beskeder første dag.
Lisbeth kiggede på telefonen. Telefonen lå og ventede. Hun lagde den ned i tasken, sad lidt, tog den så op igen.
Elleve.
Det er nok spam tænkte hun.
Hun tjekkede. Det var ingen spammere. Det var elleve mænd med billeder, navne og beskeder. Nogle skrev bare Hej, spændende profil. Andre længere og mere indholdsfuldt. En, Morten, fireoghalvtreds, havde skrevet tre hele afsnit om bøger, at han ikke havde set et så varmt blik før, og om at han elskede at rejse.
Lisbeth læste det to gange.
Det dér rejse-noget skrev jeg jo også, huskede hun og blev pinligt berørt. Men kun lidt.
Om aftenen ringede hun til Rikke.
Der er elleve, sagde hun i stedet for hej.
Allerede?! Rikke klappede i hænderne. Hvad sagde jeg!
Der er en, der skriver om bøger.
Svar ham.
Jeg vil ikke.
Lisbeth.
Hvad Lisbeth? Jeg er tooghalvtreds og gift.
Svar nu bare.
Lisbeth svarede ikke. Hun vaskede op og tænkte på Morten og hans tre afsnit.
Skør kælling, sagde hun til sig selv.
Om morgenen åbnede hun alligevel appen. Nu var tallet ikke elleve længere.
Atteogtyve.
Lisbeth satte sig på kanten af sengen. Henrik sov stadig.
Atteogtyve mænd havde skrevet på én nat.
Hun bladrede forsigtigt. Anders, otteogfyrre, ingeniør, sjovt billede med en kat. Søren, seksoghalvtreds, i slips: Du er en meget smuk kvinde. Så kom Jesper, enogfyrre og dér stivnede Lisbeth billede med bjerge i baggrunden, han havde skrevet: Hej fortæl lidt om dig selv.
Enogfyrre. Han var elleve år yngre end hende.
Lisbeth lukkede appen. Åbnede, lukkede igen.
Sidst på anden dagen var beskedantallet over halvtreds.
Treoghalvtreds beskeder. Nej, fireoghalvtreds, mens hun talte.
Hun sad i køkkenet med te og læste dem som en, der går efter rugbrød, men finder guld. Klaus, halvtreds, forretningsmand, sendte et digt ganske vist ikke eget, men det var alligevel hyggeligt. Niels skrev: Du virker spændende. Vil gerne lære dig bedre at kende. Jesper med bjergene havde skrevet igen, venligt og uden pres: Er du måske optaget? Helt ok hvis du er.
Lisbeth betragtede hans besked længe.
Henrik talte til fjernsynet inde i stuen. Fjernsynet svarede. Egentlig havde de det meget godt sammen, de to.
Hvem gider dig, sagde Henrik tit.
Fireoghalvtreds mænd på to dage. Nogle på hendes alder, andre yngre. Én sendte digte, én ventede endda på svar.
Henriks hovedteori var begyndt at slå revner. Lidt langsomt, som et skævt gulvbræt under fødderne.
Lisbeth drak sin te ud, lagde koppen i vasken, og for første gang i årevis så hun virkelig rækken af sig selv i det mørke køkkenvindue ikke som noget i forbifarten, men sådan rigtigt.
En kvinde på tooghalvtreds. Rank. Smukke øjne. En kvinde som i løbet af to døgn havde fået fireoghalvtreds beskeder fra fremmede.
Det var alligevel utroligt, sagde hun sagte til spejlbilledet.
Og spejlbilledet nikkede nærmest tilbage.
Telefonen lå på natbordet.
Henrik strakte sig efter sine briller, de lå lige ved siden af, og skærmen lyste op i dét øjeblik: ny besked fra Jesper. Henrik løftede telefonen uden forventning. Kiggede. Rynkede brynene.
Så kiggede han igen.
På skærmen stod: Jesper: Godmorgen! Tænkte på dig
Henrik satte sig op. Langsomt, som én, der har fået en vigtig besked, men endnu ikke ved, om det er godt eller skidt.
Lisbeth, kaldte han.
Hun stod i køkkenet og lavede kaffe. Hun hørte ham, men tog sig god tid.
Lisbeth!
Ja, ja, jeg kommer.
Hun gik ind med koppen i hånden. Ro i sindet. Henrik holdt telefonen, som om han havde fanget en levende fisk og ikke vidste, om han skulle slippe eller holde fast.
Hvad er det her? spurgte han.
Lisbeth kiggede på skærmen, så på ham. Tog en tår kaffe.
Det er bare en notifikation, sagde hun.
Jeg kan da se, det er en besked. Hvem er den der Jesper?
Fra en dating-side.
Pause. En god pause.
Fra hvad for en side?! Henrik rejste sig halvt. Har du meldt dig til sådan noget?
Ja.
Hvorfor?!
Lisbeth satte koppen fra sig, så på ham uden vrede bare undersøgende, som når man ser på et regnestykke, man allerede kender svaret på.
Jeg testede din teori, svarede hun.
Hvilken teori?
Om kvinder over halvtreds. Kan du huske? Hvem gider dig.
Henrik åbnede munden. Lukkede den igen. Kiggede endnu engang på telefonen nu var der tre nye beskeder trillet ind.
Hvor mange Han fuldførte ikke sætningsan.
Fireoghalvtreds, oplyste Lisbeth. På bare to dage.
Fireoghalvtreds, gentog Henrik lavt. Det lød forkert i hans mund.
Flere er endda yngre end mig, sagde Lisbeth og gik tilbage i køkkenet med sin kop.
Henrik Pedersen blev stående midt i stuen med telefonen. Udenfor tegnede morgenen sig som altid: gadelyset var slukket, poplen stod nøgen, spurvene skræppede på gesimsen. Alt var som det plejede. Men hans teori duede ikke mere.
Slet ikke.
