Vi har levet under samme tag i fyrre år, og nu, som treogtresårig, vil du pludselig ændre dit liv?
Gertrud sad i sin yndlingsstol og stirrede ud ad vinduet, mens hun forsøgte at glemme dagens hændelser. For blot lidt siden havde hun travlt med at lave aftensmad, ventede på, at Knud skulle vende hjem fra fisketuren. Han kom hjem men ikke med fisk. Han kom med nyheder, han længe havde villet fortælle, men ikke turdet.
Jeg ønsker at blive skilt, og jeg beder dig forstå, sagde Knud pludselig, mens han undgik hendes blik. Børnene er voksne, de vil forstå. Børnebørnene har ikke noget med det. Vi kan sætte punktum uden skænderier.
Vi har delt hjem i fyrre år, og nu vil du ændre alt? spurgte Gertrud fortvivlet. Jeg har ret til at vide, hvad der sker nu.
Du bliver i vores lejlighed i Odense, jeg flytter ud til sommerhuset på Fyn, sagde Knud, tydeligvis så det for sig. Der er intet at dele, og arven ender hos pigerne uanset.
Hvad hedder hun? spurgte Gertrud resigneret.
Knud rødmede, begyndte at pakke sine ting og lod som om han ikke hørte. Hans reaktion fjernede enhver tvivl, og Gertrud så nu i dag klart, hvad hun aldrig havde forestillet sig i ungdommen: en dag ville hendes mand forlade hende for en anden kvinde.
Måske ordner det sig, forsøgte døtrene at trøste hende. Der er ingen grund til at tage fars opførsel ind.
Der er ikke mere at gøre, sukkede Gertrud. Jeg skal bare leve mit liv færdigt og glæde mig over jeres lykke.
Annemette og Lone tog ud til sommerhuset for at tale alvorligt med deres far. De vendte hjem, bedrøvede, men sagde længe ingenting. Kun ændrede de stemning og begyndte at påstå, det måske ville være godt for Gertrud at leve alene hun behøvede ikke længere tage sig af nogen andre. Gertrud forstod det hele, men lod som ingenting. Det var ikke nemt, for alle slægtninge og bekendte ville vide alt og udtrykte deres nysgerrighed.
Så mange år sammen og på den gamle dag løber manden over til en anden! snakkede de nysgerrige naboer i opgangen. Er hun yngre eller rigere?
Gertrud vidste ikke hvad hun skulle svare, men begyndte selv at tænke mere og mere på den anden kvinde hvem hun var, og hvordan hun så ud. Hun tog til sommerhuset under påskud af at hente syltetøj fra sommeren, og uden at varsle, i håb om at møde rivalen og det gjorde hun.
Knud, du har aldrig fortalt, din ekskone ville komme herud, sagde en dame provokerende, med voldsom makeup og prangende tøj. Jeg troede, I havde alt på plads, og at hun ikke havde noget her at gøre.
Har du virkelig byttet mig ud med det? spurgte Gertrud, mens hun betragtede kvinden.
Vil du virkelig stå her og lade hende fornærme mig? hvinede damen. Jeg er kun nogle få år yngre end dig, men ser da bedre ud!
Hvis hun virkelig tror, at udseende er det vigtigste i hendes alder, sagde Gertrud, mens hun søgte Knuds urolige øjne.
Hele vejen til busstoppestedet lød kvindens råb gennem haven, og Gertrud forsøgte ikke at græde. Først hjemme gav hun efter og ringede til sin søster, og bad hende komme forbi.
Nu må du tage dig sammen, sagde søster Karen mens hun bryggede myntete. Knuds nye dame er hverken køn eller særligt kvik, alt taget i betragtning.
Måske har hun ret, og jeg ligner en gammel kone for mine år, tvivlede Gertrud.
Du ser godt ud, sagde Karen ærligt. Men jeg synes, det er dumt at trække i leopardleggings eller miniskørt, når man er over tres. En kvinde er smuk uanset alder, så længe hun er sig selv og klæder sig til sin tid.
Gertrud betragtede sig selv i spejlet, og tænkte sin søster havde ret. Hun var stadig stærk og havde ikke mange helbredsproblemer. Hun klædte sig pænt, børnene gav hende kosmetik. Gertrud havde aldrig været grov og ville slet ikke ligne den kvinde, hun lige havde mødt.
Men så godt, sagde Karen. Nu hvor du er fri, han har valgt, kan du leve for dig selv. Døtrene er selvstændige, der er masser af muligheder for oplevelser og kultur i vores alder. Jeg vil ikke lade dig opgive dig selv.
Karen holdt ord tog sin søster med til teater, ud at gå, til koncerter. Snart havde de samlet en gruppe af jævnaldrene og positive bekendte. Blandt dem var endda en mand, der opsøgte Gertruds opmærksomhed, men hun satte grænsen og sagde nej til private møder.
Nu løber du til teater og finder nye venner, måske gifter du dig igen? sagde Knud ironisk, da de en dag mødtes i Brugsen.
Hvad laver du her så langt fra sommerhuset, køber du aldrig ind tættere på? Eller laver din nye kone ikke mad? spurgte Gertrud.
Jeg har altid handlet her, det er svært at ændre vaner i vores alder, brummede Knud.
Gertrud tog ikke samtalen videre, men sagde hun var travl og gik hjem. Knud følte pludselig en trang til at løbe efter hende og fortælle, hvor meget han fortrød skilsmissen. Han havde hele livet været familien nær, men nu var han opslugt af den livlige Rita, og det blev til et kaotisk stormvejr.
Livet med Rita virkede spændende i starten. Senere fandt Knud ud af, at Rita hverken brød sig om husholdning eller almindelige hverdagsting hun foretrak at sludre over kaffe, omgås mænd og more sig til fester.
Knud ønskede oftere at vende hjem, især efter mødet med Gertrud. Hun lavede aldrig scener eller skænderier, men overlevede værdigt den nye tilværelse. Han kunne ikke have forudset, hvor meget han ville savne uroen og trygheden, han fik med Gertrud.
Du har købt abrikoser, jeg bad om svesker! rasede Rita, da Knud kom med indkøbene. Og den forkerte ost, og du har glemt mayonnaise!
Gertrud købte altid ind, eller vi gjorde det sammen. Men du lægger det hele over på mig, brast det ud Knud.
Jeg er træt af at blive sammenlignet med din ekskone, råbte Rita. Sig bare du fortryder, du forlod hende for mig!
Knud fortrød men han vidste, det var nytteløst at sige det. Gertrud gjorde intet for at vinde ham tilbage og byggede ikke intriger hun var bare sig selv, mens Knud desperat længtes efter tilgivelse.
Men han vidste også, at Gertrud aldrig ville tage ham tilbage. Flere gange tog han sig sammen for at ringe, efter skænderier kom han endda hen til døren til lejligheden.
Skal du have nogle ting? spurgte Gertrud, uden at slippe ham ind.
Jeg vil gerne tale, har du tid? mumlede Knud, mens aromaen af hans yndlings blommekage fyldte gangen.
Jeg har hverken tid, mulighed eller lyst, svarede hun roligt. Hvis du skulle hente noget, så gør det nu. Jeg venter gæster.
Knud havde intet at hente, meget at sige, men de rette ord manglede. Han vendte tilbage til sommerhuset og gik ud i køkkenet for at lave sin egen aftensmad, mens Rita løb rundt i byen. Hun kom hjem, munter, og Knud blev endelig besluttet hun måtte pakke sine ting.
Efter følelsernes udbrud havde Knud lyst til at ringe til Gertrud og fortælle, men lod være. Han kendte hende for godt til at nære håb om tilgivelse.
Måske engang, senere, ville han tage fat og søge hendes nåde. Det var nødvendigt ellers fik han aldrig ro. Han kunne håbe på tilgivelse, ikke på at familien blev genskabt. Gertrud ville ikke tilgive svigt; det vidste Knud da han begyndte forholdet med Rita.
Nu bestod hans liv af ensomhed i sommerhuset, mens Gertrud havde sin tilværelse i byen, med døtre, børnebørn og udflugter til Odense Teater. Knud havde ingen plads i hendes billede af fremtiden.
Og sådan gik det, dengang.
