Dagbog, natten til søndag.
Jeg kan stadig mærke dampen, der forsvandt ud i Københavns nattefriske gader, da dørene på natbussen foldede sig sammen som et harmonika. En flok på fem unge mænd, tydeligvis påvirkede, væltede ind, råbte ad hinanden og trampede lerede sko mod både trinene, håndstængerne og desværre også vores ben, vi andre, der sad spredte i bussen. Vi var kun omkring ti, og hver og én ignorerede den larmende drengeflok; ingen gad sige noget, selvom de råbte med vild ild i øjnene om, hvor og med hvem de mente, at natten burde ende, alt sammen i den mest hjernedøde og platte tone muligt, mens de klirrede Tuborg-flaskerne højt og fortsatte deres egen lille fest helt omme bagerst i bussen.
Snart kom billetkontrolløren hen til os. Jeg kendte hende af udseende ældre, briller, sikkert ældre end gutterne tilsammen. Hun stod stramt i det hele, holdt et bundt billetter som en ten i den ene næve, og hendes stemme bar den træthed kun natarbejde kan give: Drengene, billetter, tak.
Månedskort, brølede en af dem og slog en bøvs.
Samme her! Også mig!
Yngste i banden havde knap nok dun på læben, klodsede bevægelser, men han følte sig vigtig lige nu og råbte endnu højere end de andre. Kontrolkvinden så på dem uden videre indtryk og sagde tørt: Lad mig se dem så.
Du skal da vise dit først! råbte den største, så kvælden Tuborg-skummet dog sprang ud på alle sider.
Jeg er kontrolløren, lød det, stadig kugleblåt.
Og jeg er elektriker! Skal jeg så have gratis strøm? svarede han, mens øllet flød ud over hans jakke og sendte sure dampe gennem hele bussen.
Så enten billetter, ellers står I af.
Lige da hun sagde det, bremsede bussen op, og de få tilbageværende steg hurtigt af. Vi har jo sagt, vi har månedskort! knurrede yngste og puffede brystet frem som en høne. Kør nu, Poul! råbte kontrolløren til chaufføren.
Drengene gentog hendes tone hånligt, og så lukkede dørene sig, bussen tog fat igen og svingede rundt, hvilket faktisk vagte lidt undren hos den mest kvikke af dem: Hvordan vender en elbus rundt sådan, den kører jo på ledninger? Spørgsmålet døde dog hurtigt hen.
Bussen satte mere og mere fart på. Gadelamperne dukkede op og forsvandt i flakkende løb. Kun reklameskilte og byens fjerne lys brød mørket i det indre ellers slukkede lamperne én efter én. Kontrolløren sad roligt på sin plads og stirrede stift fremad. Ingen nye stop.
Hallo, hvor kører du hen? råbte en endelig.
Intet svar.
Hey, stop nu, vi vil af! Drengenes stemmer faldt, en panik og svingende ædruelighed sivede ind.
Ingen reaktion.
København var forsvundet bag ruden, og vi suste nu alene gennem mørket et sted udenfor byen. Telefonerne kom op, men intet signal, intet net.
Da vi ramte et markområde, fór festen til kontrolløren: Du ved godt, hvem jeg er?! Hvis jeg ikke møder op på kontoret, får du intet i pension!
Så blev buslygterne helt slukket.
Vil du ikke nok lukke os ud, jeg skal læse til eksamen! peb den yngste.
Bussen drønede videre, motoren brummede faretruende. Vi forsøgte alt forsøgte at knuse ruderne med tomme flasker, gravede negle ned i dørenes sprækker, men intet hjalp. Panikken spredtes, tavsheden sænkede sig.
Først, da én i flokken begyndte at kaste sedler mod kontrolløren Her, behold det hele! Bare kør os tilbage! For Guds skyld! var der stadig ingen reaktion fra hende.
Rædsel, tryglen og endelig gråd bredte sig i bussen. Vi kørte, indtil vi nåede en stor sø, et sted kun månen kunne genkende. Hvor er vi? hviskede nogen. Hun drukner os, hikstede den yngste.
Jacob, kan du betjene en elbus? Et spinkelt håb, men Jacob rystede bare hovedet.
Endelig åbnede forsædet sig, og kontrolløren gik ud til chaufføren. Vi så, i lyset fra månen, at hun havde hentet noget langt.
Det er slut. Nu bliver vi skudt! Og smidt i søen klagede elektrikeren, tårerne løb ned ad ansigtet.
Men så tændtes lyset, kontrolløren trampede ind igen med moppe og spand. Hun gav os det hele med et smil: Når I har vasket væggene, får I klude til sæder og gulv. Så kører vi jer hjem. Noget at indvende?
Fem rystende hoveder.
Natten føltes uendelig. To hentede vand, én byttede klude, de sidste bar snavset vand ud til en kæmpe dunk, som om den stod der og ventede hver nat. Måske havde denne bus været her tit før.
Solopgangen ramte et busindvendigt, der skinnede, så selv S-togene måtte blive misundelige. Vi arbejdede næsten tavse, helt ædru og i fælles forståelse, indtil alt var rent. Kontrolløren prikkede vores billetter og sagde ikke mere; bussen satte kurs mod København.
Vi blev sat af én efter én trætte, oplærte og andægtigt stille. Bussen vendte næsen mod Hovedbanegården. En ny dag ventede. Nye passagerer.
