Min søn Jesper blev gift for anden gang for en måned siden, og han kom hjem til mig med denne smukke, trettenårige pige, Astrid hans nye kones datter. Astrid skulle tilbringe en hel uge hos sin nye mormor på landet.
Inden Astrids mor tog afsted, lænede hun sig ind til mig og hviskede:
Du skal vide, Astrid har aldrig været ude på landet før. Og hun er ikke helt let at have med at gøre du ved jo, hvordan det er i den alder. Så du må gerne være lidt bestemt med hende. Hvis der bliver problemer, ringer du bare, så henter jeg hende.
Hvad mener du med “hvis der bliver problemer”? spurgte jeg forvirret.
Min nye svigerdatter smilede bare, gav mig et hurtigt kys på kinden, satte sig ind i bilen til Jesper, og så kørte de.
Astrid, kan du ikke hente noget vand, søde? sagde jeg og rakte hende en tom spand.
Hente hvor? spurgte Astrid undrende.
Ned til pumpen, svarede jeg.
Pumpen? Hvad er det?
Det er sådan en vandpumpe, der står lige udenfor lågen, ikke langt fra huset. Du stiller spanden under, trykker på håndtaget og fylder spanden med vand til huset.
Mormor, er I seriøse? Piger i 2020’erne henter da ikke vand ude på vejen. Vand får man da fra hanen i køkkenet! Har I ikke rindende vand?
Jojo, vi har da en vandhane, grinede jeg, men der har ikke været vand i ledningen i en uge.
Hvorfor ikke?
Fordi vores vvs-mand, Steffen, har drejet for vandet. Han siger, der skal skiftes en ventil. Så vi må bruge pumpen, det er der altid vand i.
Nej…! sagde Astrid med bestemt stemme og satte spanden fra sig. Jeg gør det ikke. Hvis der er en hane, skal der komme vand ud af den!
Det er fair nok, trak jeg på skuldrene. Så kan du vaske hænder her. Jeg viste hende den store regnvandstønde under nedløbsrøret. Du kan bare tage lidt vand med hånden og vaske dig.
Ej, mormor, hvad laver I? Sagde Astrid rystet og pegede på nogle smådyr, der svømmede i vandoverfladen.
Slap nu af, det er bare dansemyggelarver. De gør ikke noget, forklarede jeg.
Og skal jeg så også bruge det vand til at børste tænder i? spurgte Astrid og så skeptisk ud.
Ja, for der er jo ikke vand i vasken.
Nå, så går jeg vel så… sagde pigen utilfreds, greb spanden og slentrede mod lågen. Det tog hende femten minutter at vende tilbage, og hun var helt svedig, selvom der kun var tre liter vand i spanden.
Hvad tog dig så lang tid? spurgte jeg.
Jeg kunne ikke finde ud af at få pumpen i gang. Godt at en mand på vejen hjalp mig.
Fint nok, smilede jeg og hældte vandet op i vasken, inden jeg rakte hende spanden igen. Så, Astrid, nu har vi lidt vaskevand. Men jeg mangler stadig vand til at lave aftensmad.
Hvad?! Hun så forskrækket ud. Skal man også bruge vand til det?
Ja, selvfølgelig. Eller kan jeg bare tage fra regnvandstønden igen?
Nej, nej! udbrød Astrid, greb spanden og spænede ud til pumpen igen.
Hun rendte fem gange. Imens gik jeg i gang med at lave mad.
Efter fem ture stod hun og pustede, træt og temmelig irriteret. Mormor, hvorfor får I aldrig fikset det vand?
Jo, det kræver, at man går ned til Steffen på den næste vej og beder ham ordne det. Men han har vand i sit hus, så han har ikke travlt.
Kan du ikke bare kræve det af ham?
Jeg har prøvet mange gange, men Steffen er overalt: i marken, på gården… han lover altid at komme i morgen, men det sker aldrig. Han er jo den eneste VVS’er herude.
Hvilket hus var det, sagde du?
Nummer 58, svarede jeg.
Og det ligger hvor?
Derovre, pegede jeg. Hvorfor?
Jeg går selv over til jeres Steffen nu.
Astrid forsvandt så hurtigt ud af havelågen, at jeg knap nåede at blinke. Hun var væk længe, og da jeg ikke kunne finde hende, gik jeg selv over til Steffens kone, Helene.
Har min pige været her?
Mener du den hidsige én? sukkede Helene og så på mig.
Hvorfor hidsig?
Først kom hun brasende og krævede at se Steffen straks! Så begyndte hun at give ham mundkurv, fordi han kun tænker på sig selv. Min Steffen, som knokler døgnet rundt! Jeg truede hende med kosten, men hun truede med at brænde vores lade ned, hvis ikke Steffen ville åbne for vandet i dag! Kan du forestille dig det?
Nej, hvor forfærdeligt, sagde jeg forfærdet. Har hun virkelig sagt sådan?
Astrid? Puha, jeg håber aldrig, nogen af mine børnebørn bliver sådan…
Hvor er hun nu?
Aner det ikke. Nok ude at finde Steffen.
Hvor er han så?
I marken, selvfølgelig. Han reparerer maskiner midt i høsten, mens jeg bliver bange for børn.
Jeg løb ud mod marken, hvor jeg kunne høre høstmaskinerne brumme, men jeg nåede dem ikke. For pludselig kom Steffen kørende i den store traktor og ved siden af sad Astrid med arrigt ansigt.
Steffen bremsede op.
Er det din? råbte han for at overdøve motoren og nikkede mod Astrid.
Jeg nikkede voldsomt, og råbte forskrækket: Hvor tager du hende med hen, Steffen? Du kan da ikke melde hende til politiet! Husk hun er kun tretten!
Slap nu af, sagde Steffen grinende. Jeg er på vej hjem for at skifte ventilen! Din pige her truede med at hoppe ud foran mejetærskeren eller stikke hul i dæk med søm, hvis jeg ikke fik ordnet jeres vand. Tror hun mon, det lader sig gøre?
Pludselig lo Steffen. Vi burde have flere som hende i landsbyen så skulle du se udvikling! Du, Astrid, har du ikke lyst til at styre traktoren?
Jo! råbte Astrid glad.
Så skal du bare tage rattet, så kører vi hjem og ordner det vand, men du hjælper med værktøjet!
Jaaa! råbte hun begejstret og satte sig straks op.
Astrid blev først hentet hjem igen efter tyve lange dage, den 30. august. Og jeg er overbevist om, at hun var blevet længere, hvis ikke skolen startede to dage senere. Efteråret på landet har aldrig været så travlt.
Når jeg tænker tilbage, lærer jeg, at unge kan meget mere, end vi tror og nogle gange kan en bypige virkelig sætte gang i de gamle hjul på landet.
