Døren
Peter Madsen stirrer uforstående på døren foran sig. Hvad laver han egentlig her? Han må have fordybet sig i tanker, for pludselig står han her ved dørtrinnet til den gamle lejlighed, hvor han og hans kone boede sammen i næsten femogtyve år. Nu står han og ser overrasket på døren, som dukker op lige for næsen af ham. En helt almindelig dør, lignende halvdelen af dem i opgangen.
Den er beklædt med skind og sat fast i et mønster af romber med messingnagler. Kun én af naglerne er sølvfarvet, og Peter Madsen husker tydeligt, hvordan han for femten år siden, da den oprindelige forsvandt og en flig af skindet blev grimt løsnet, omhyggeligt reparerede det selv. Og lige der, midt blandt de gyldne søstre, glimter nu den lille sølvstjerne. Peter står, ser på denne ene sølvplet og lader tiden gå
* * *
Forandringerne begyndte for Peter for et år siden og netop da, da han egentlig var helt klar til dem. Hans arbejde kvæler ham, trygt og stabilt, mens den hjemlige stemning føles som en tung, lun sump, hvor han bare synker længere og længere ned, længes efter farver, følelser efter selve livet.
Som en druknende griber han efter det mindste strå, der kan give ham frihed, derhen hvor farverne er stærkere, hvor mennesker griner og taler højt, hvor der er fest og ingen grå hverdage der, hvor han føler sig i live. Og det strå blev hans sekretær, Lærke.
Ung og smuk kommer Lærke ind i Peters liv som højlydt musik, duften af dyr parfume og smagen af champagne. Han bliver betaget. Når han tænker på dengang, han forelskede sig i sin daværende kæreste og senere kone, virker disse varme, forsigtige følelser blege og halvt glemte slet ikke på niveau med de eksplosioner af følelser, Lærke vækker i ham nu.
Konen mærker, at noget er forkert. Hun bliver stille og går oftere rundt med søgende blikke, som om hun håber på svar i hans øjne; på det vigtigste spørgsmål, en kvinde kan stille.
Romancen udvikler sig hurtigt, og Peter føler sig ung, begæret og elsket. Han overgiver sig gernet til de nye følelser; bruger al den tid og alle de penge, han har, på Lærke. Men stadig har han ikke mod til at forlade familien helt vanen trækker ham tilbage til den bløde, velkendte seng, får ham til at savne konens frikadeller, når han efter østers på fine restauranter står ved køleskabet om natten.
Hvor længe kunne det have varet? Ingen ved det. Lærke, som var træt af at være elskerinde, dukker til sidst op hjemme hos dem, for at tale med konen og hente Peter med sig. Hjemme er både hans kone og deres søn, der studerer. De lytter tavst til Lærkes bestemte ord, og mens konen famler efter sin nitroglycerin, pakker sønnen hurtigt farens ting i en stor kuffert og sætter både Peter og Lærke ud på trappeopgangen
* * *
Så starter Peter et nyt liv han bliver båret med af strømmen, uden at kunne standse op og trække vejret. Konstant er der møder, restauranter, visninger, butikker alt flyver forbi i ét hidsigt, larmende sus. Det er svært at sige, hvornår han begynder at miste pusten, men langsomt må han erkende, at det høje tempo ikke længere passer ham.
Han beslutter at holde en pause sætter sig hjemme i den nye lejlighed i et blødt lænestol og prøver at forstå sig selv i denne nye, fremmede verden. Først undrer det ham lidt, senere irriterer det ham voldsomt. For Lærke, denne perfekte paradisfugl, kan slet ikke finde ud af hverdagen hun kan hverken lave mad eller holde hus. Men værre er det, at der intet er at tale med hende om. Hele hendes verden består af knitrende pengesedler, glitrende emballage og likes på de sociale medier. Peter prøver i starten at lære hende bare lidt om livet, men selv de mindste tankeprocesser er en lidelse for hende, og han må give op.
Nu forsøger han ikke længere at ændre hende, men drikker tålmodigt om aftenen hendes forfærdeligt kedelige te, lavet på en billig tepose, og mindes sin ekskone Hun forstod virkelig at brygge te. Han kan næsten smage den varme, urtearomatiske drik, når han lukker øjnene. Og hendes hjemmelavede frikadeller eller tarteletter For slet ikke at nævne deres aftener sammen, hvor de sad i arm og kunne diskutere ny litteratur eller en film af Trier i timevis.
En enkelt aften prøver Peter at komme tilbage. Ikke for altid, bare lige. Han kunne ikke selv forklare hvorfor. Denne sene aften, banker han på hos sin ekskone i den gamle lejlighed, men ingen åbner. Mens han står i den kolde opgang, kan han høre dæmpet, kvindelig gråd bag døren. Han vender sig om, går ned og sidder længe i gården udenfor og ser op på vinduerne, der engang var hjemlige, indtil lyset slukkes deroppe
Tiden går, og generationskløften vokser Peter irriteres mere og mere over Lærkes naivitet, og Lærke bliver bare mere og mere vred på Peters passivitet. De er holdt op med at gå ud sammen og bruger aftenerne hver for sig Og pludselig, uden at vide hvordan, befinder Peter sig igen foran døren til sin gamle lejlighed.
* * *
Han står stille, stirrer på den sølvfarvede, lidt skævt bankede søm i døren og ved ikke, hvad han nu skal gøre. Skal han bare vende om? Men hvorhen, til hvem? Lærke er for længst blevet ligeglad med ham. Skal han blive stående? Vil han blive taget imod vil nogen nogensinde tilgive ham?
Den skæve sømhoved forstyrrer ham. Peter rækker ud, rører let ved det kolde metal med fingerspidsen. Døren åbner sig uventet let. Kendte dufte fra hjemmet bølger imod ham. Han lukker øjnene og indånder dybt, og da han åbner dem igen, står hans hustru i køkkendøren. Små smilerynker har samlet sig inderst ved øjnene hun smiler. Jeg er hjemme! tænker Peter og træder ind, mens han lukker døren bag sig.
