Far, kom lige og se Villy har taget hele familien med hjem
Villy, den kat vi fik, havde den klassiske markise-farve, som vi i Danmark kalder for blå og hvid: ryggen var dybblå, samme tone prydede hans ører og hale, mens brystet, kinderne, de små sokker på poterne, maven, haletippen og en hvid trekant i panden strålede med deres lysende hvide. Kombineret med hans katteagtige elegance, fremkaldte det udtrykket graciøs som et flygel. Villys øjne var grønne, dybe og tænksomme han så ud, som om han kunne lede en søgningskomité for natlige katte-serenader langs de fynske vindueskarme.
Han var imponerende velopdragen. Aldrig hoppede han op på spisebordet, kradsede ikke møblerne, og han opførte sig ikke, som Newton, der systematisk ville skubbe ting ned for at studere tyngdekraften. Som killing kunne han have klatret gardiner, væltet juletræer og jagtet garnnøgler, men til os kom han som voksen, dannet kattepersonlighed og han havde ikke boet i en lejlighed før.
Villy havde tidligere boet i et garageanlæg for fiskeri ved Odense Å. Men pludselig skiftede ledelsen den nye chef var gennemført hunde-entusiast og afskyede katte, og det blev afgørende for Villys fremtid. Min svoger, der arbejdede der som svejser, tog ham med til os.
– Ellers bliver han flænset af chefens jagthunde. Kan I tage ham? spurgte han nærmest bedende.
Og vi sagde straks ja. Villy, ung flot fyr, gik hurtigt i gang med at forbedre kattestammen blandt nabolagets katte.
Ja, jeg ved nogen vil tænke på risici og selv-gående katte, men det var sent i 80erne, på landet på Fyn dengang var hverken dyrlæge eller kastration daglig tale. Havde man spurgt den lokale, småberusede dyrlæge fra brugsen, ville han nok have stirret som om man var gal.
Trods hans mange romantiske udflugter, blev ingen hun-kat det særlige ét for ham. Villy forholdt sig lige til dem alle, og sådan fortsatte det indtil hun kom Mille.
Den dag kom jeg hjem efter nattevagt, tog et bad og sank ned i søvn. Midt på dagen blev jeg stille vækket af datteren, som lige var kommet fra skole.
– Far, vågn op, det her skal du se. Villy har taget hele familien med hjem…
Jeg tøffede gennem gangen, ind i køkkenet og blev stående, helt lammet. Villy sad i præcis katte-positur: ryggen buet, poterne pænt under sig, halen elegant snoret om dem, ører og knurhår fremad…
Lige foran ham på gulvet tumlede tre killinger. Deres udseende talte for sig selv: mørkblå rygge, hvide sokker, bryst-manchetter og små hvide haletip-markeringer. Jeg gik et par skridt mere og blev igen ramt af overraskelse.
Fra Villys madskål spiste nærmest slugte en tynd, noget slidt tabby-hunkat: grå-stribet, hængende ører, jaget blik.
Da hun løftede hovedet og mødte mit blik, frøs jeg: hun havde kun ét øje.
– Jeg ville lige smide dem ud, begyndte datteren at forklare men så så jeg hendes øje…
– Og godt du lod dem blive! svarede jeg.
Jeg prøvede forsigtigt at røre hende, men hun strammede straks, trak sig væk og hvæsede. Det var tydeligt, hun ikke stolede på mennesker mere. Sandsynligvis havde hun ikke mødt de rette som Villy havde med os. Det var skræmmende at tænke, hvad der kunne være sket, hvis de lokale jagthunde stødte på hende og killingerne. At hun havde ét øje sagde nok om hendes fortid.
Vi beholdt hele familien. Og her begyndte noget nyt: Villy blev pludselig en mønster-huskat! Tidligere kæmpede han med nabolagets katte for hunkattenes gunst nu kæmpede han kun for territoriet. Slået og pjusket vendte han altid hjem til sin enøjede Mille.
Om aftenen lå de sammen i deres hyggelige rede en stor papkasse under køkkenbordet. Villy slikkede omhyggeligt Mille, især omkring hendes skadede øje.
Efter lidt tid lykkedes det mig at overtale den lokale dyreekspert til at hjælpe med behandlingen. Det krævede dog både at trække ham ind i en jakke og bestikke ham med en god flaske brændevin ikke nemt i de dage med spiritusforbud.
Killingerne fik vi hurtigt placeret selv garagedrengene hentede dem med stor glæde, så snart de hørte de var Villys børn. Flere ventede i kø for næste kuld, for Mille skulle nok få flere.
Sådan blev det: den grå-stribede Mille fik killinger to gange mere. Men så en dag forsvandt hun hun gik på frierfærd og vendte ikke tilbage. Loyaliteten til Villy var ikke hendes stærke side det måtte vi erkende.
Vi ledte efter hende i dagevis: kaldte under vinduer, gik gennem gården, kiggede i gamle lader og gennem buske på den lille bakke. Forgæves. Godt nok havde de sidste killinger nået en alder hvor de kunne klare sig selv, og folk hentede dem hurtigt.
Villy var mærkbart nedtrykt. Han kunne sidde ved vinduet i timevis, stirrende ud, som om han ventede nogen. Eller slentre gennem gården og ind imellem ryge i heftige slagsmål med andre katte. Men nye kærester bragte ham ingen glæde ingen blev fulgt hjem til vores dør.
Vi lagde mærke til, at flere unge katte med markise-udseendet dukkede op om foråret og efteråret levende bevis for at Villy stadig holdt fanen højt.
Villy blev rigtig gammel omkring 1998. Det var tydeligt han sov meget, typisk 18-19 timer om dagen, spiste lidt. Både krop og sjæl var blevet ældre.
Men juli 99 skete noget nyt: han jamrede ulykkeligt ved døren, kradsede og ville ud. Jeg fulgte ham, bekymret for at han skulle komme til skade.
Villy gik langsomt ned fra tredje sal, som en gammel mand. Han gik hele vejen rundt om huset, mod den stejle bakke, cirka 30 meter væk. Jeg ville hjælpe ham, men han gjorde klart det må jeg selv!
Oppe på den flade del af bakken stoppede han ved en smal dal, hvor mange små fordybninger og revner løb. Han så på mig, som om han havde noget vigtigt at sige hans grønne øjne borede ind i mig. Så forsvandt han pludseligt ind i et mørkt hul under brinkens kant.
Jeg ventede. Råbte, kaldte hans navn, lyttede til alle lyde. Forsøgte at kravle ind men det blev til jord i nakken og beskidte hænder. Jeg kom hjem, vasket hænderne, tog lommelygte og kattemad, og gik tilbage for at finde ham. Men der var ingen Villy. Jeg måtte acceptere, det nok var det sidste glimt.
Han kom aldrig tilbage. Man siger gamle katte trækker væk for at dø i ensomhed. Det eneste vi kunne gøre var at håbe eller tro at den vilde hybenbusk med mørkerøde blomster, der groede på den sydlige side næste år, var mere end bare en plante. Måske var det Villy selv, i en ny skikkelse.
