Det er jo barn af Jesper…
Denne historie udspillede sig for ikke så længe siden i en velholdt lejlighed på fjerde sal i en ni-etagers ejendom i Århus. Her boede en aktiv pensioneret kvinde, en single dame ved navn Ingeborg.
Der var sådan set intet dramatisk eller spektakulært ved hendes liv. Alt var meget dansk-trygt: folkepension, supplerende job, venninder, besøg hos børnebørnene i Odense og hjælp til hendes gamle mor, som boede alene i nabobyen.
Også denne dag lignede alle andre.
Om morgenen ringede Ingeborg til sin mor for at høre til helbredet.
Ja, dagen kørte i samme rille. Det var hendes fridag. På pensionen passede hun nemlig jobbet som telefondame i en privat lægeklinik, hvor hun passede telefoner og tog imod patienter, hver fjerde dag.
Og i dag… Ja, hvad skulle hun? Naturligvis lave mad og gå forbi sin mors lejlighed det daglige ritual. Ærligt talt var det vist blevet lidt trivielt, ja næsten irriterende. Hun sukkede og rullede med øjnene over det, men det tog kun et par gårde at gå ikke noget problem. Maden var heller ikke svært, især da mor stadig havde lidt af gårsdagens kartoffelsuppe og wienerbrød tilbage. Nå ja, så var der kun femte sal uden elevator… Åh!
Og selvfølgelig mors evindelige klager! Ingeborg måtte høre om hvert eneste stadie, top og dal i mors fysiske ubehag, som blev serveret med utallige lægediagnoser og ekstra specialviden fra både naboers erfaringer og forlængst forældede tv-læger.
Forslag fra datteren blev konsekvent afvist som useriøse som om Ingeborg selv intet fattede om sygdom, skønt hun havde været operationssygeplejerske på Skejby i næsten fyrre år.
Hvad forstår du af det! Kunne du bare række den rigtige pincet…
Nå, i Brugsen skulle hun selvfølgelig også. På vej forbi mor. Hun stillede affaldsposen i gangen og gik hen til spejlet for at lægge lidt læbestift. For sin alder, lidt over tres, så hun faktisk ganske ungdommelig ud kun spor af smilerynker ved øjnene. Hun havde et venligt ansigt, kort lyst hår og store, elegante øreringe. Nå ja, måske lidt bløde kinder efterhånden.
Jeg skal huske at købe rugbrød og et stykke smør til mor, tænkte hun, mens hun lod læbestiften glide hen over læberne da ringede det på døren.
Opgangen havde dørtelefon. Hvem pokker kunne det være nu? Måske naboen, fru Solveig, som ofte blev inviteret til kaffe.
Med læbestiften i hånden gik Ingeborg ud og åbnede.
Udenfor stod en lyshåret ung kvinde med hestehale, stribet T-shirt, mørk cardigan, slidte jeans og rygsæk og et spædbarn lænet mod venstre arm, pakket ind i et chokoladebrunt tæppe. Det var først senere, det hele gik op for Ingeborg. Lige nu så hun kun pigens nervøse ansigt og babyen.
Et træk på skuldrene, en let nervøs knirken i kæberne, et dybt indånding, et skridt frem og en hastig afleveringsreplik:
Det til dig!
Lidt i chok løftede Ingeborg barnet, stadig med læbestiften i hånden. Pludselig stod hun dér med et lille barn i favnen!
Men da hun løftede blikket igen, var pigen allerede på vej ned ad trappen.
Ingeborg gik ud på reposen, ikke helt klar over, hvad hun skulle gøre med det her barn.
Det er Jespers barn. Jeg skal til forelæsning… Lød det ned ad trappen, alt imens pigens fødder klaprede afsted og døren i stueetagen smækkede.
Og det var dét.
Ingeborg stod et øjeblik og ventede, måske ville pigen komme tilbage om lidt? Så gik hun ind i entréen, opdagede pludselig en fremmed pose. Hun anede ikke, hvornår den var blevet stillet der måske af pigen?
Åh gud, det var altså et levende barn! Og hvad sagde hun? Jespers barn? Hun sagde bestemt Jesper, ikke?
Ingeborg gik med barnet ind stuen og satte sig tungt med det på sofaen. Ja pigen havde sagt Jesper.
Men hvem pokker var Jesper?
Ingeborg havde kun én søn han hed Lars. Han boede med sin familie og to børn i Odense, mens Ingeborg selv boede i Århus. Hendes mand, Poul, døde for fem år siden.
Det hele var en gåde… Men babyen begyndte at bevæge sig i hendes arme. Åh!
Hun lagde barnet på sofaen, pakkede tæppet ud en lille bitte unge, iklædt beige bomuldsdragt, og med en bidering formet som en frø. Ikke mere end en måned gammel.
Nå, du lille mus, Hun klappede barnet, der smaskede og slumrede ind igen.
Måske var der svar i posen? Men dér var bare to sutteflasker, en bøtte mælkeerstatning, bleer og lidt tøj.
Hun ventede stadig nu ringer det snart på døren, og pigen henter barnet, undskylder og alt kører videre: affald, Brugsen, mor…
Faktisk blev hun færdig med makeuppen og stod og kiggede ud ad vinduet efter pigen.
Hvor blev hun af? Og hvad fanden var det her for en situation?!
Efterhånden blev barnet uroligt. Ingeborg stod helt klodset var det i orden at klæde barnet af? Må hun overhovedet give mad er det ikke ulovligt? Hun gik igen og igen til vinduet. Ventede…
Men enden på det blev, at dragten måtte af, under var der sparkedragt og bluse.
Nu begyndte ansvaret for alvor at trykke. Ingeborg indså, at pigen ganske simpelt havde forladt sin baby hos hende!
Jesper… Jesper…
Lars havde da været en værre bydreng engang. Hun havde virkelig ofte givet ham en opsang for alle de forskellige piger. En enkelt gang havde han endda slæbt en hjem, det var nær endt galt. Men han havde været artig siden han blev gift. De havde fået styr på økonomien, var kommet af med realkreditlånet, anskaffet ny bil, børnene var vokset til…
Ja, ja, min lille bølle. Ikke græde, vi får lige skiftet bleen…
Åh Gud! Er det barnet hun har fået af leveret af sin egen mor?
Tankerne kunne ikke helt følge med, men hænderne gjorde det alligevel hun fik let skiftet ble, dragten på, løftede den spjættende lille pige op og videre i køkkenet der skulle jo laves mælk.
Så ringede telefonen. Ingeborg fik den besværligt under hagen.
Hvad tager du dig så lang tid om at svare for? Det var mor.
Det er ikke noget, mor. Hvad vil du?
Er du i butikken nu?
Ikke endnu.
Ved du hvad jeg godt kunne tænke mig?
Siger du det snart eller?
Pærer. Men ikke dem du købte sidst. Dem du købte næstsidst.
Ok, mor.
Kan du huske hvilke?
Ja, dem med den slanke top, lidt mørkerød på siden. Bløde! Ikke dem hårde, de sidste var dårlige…
Barnet klynkede uroligt på armen.
Ja, ja, mor. Jeg har styr på det.
Hvad har du dér?
TVet.
Nej, jeg venter på dig, og du glor TV. Sluk nu og kom afsted. Rugbrødet bliver hurtigt udsolgt!
Ingeborg slukkede, rocked den lille og læste på bøtten med babymad.
Men nu måtte hun gøre et eller andet!
Lars!
Det er slutningen af maj nu. Hvilket betyder… Hun regnede tilbage i måneder.
Han var netop til konference i Skagen i august… kaldte han sig Jesper? Var han blevet så kreativ med sandheden?
Selvfølgelig, hvis det bare var et ferieflirt, kunne det vel ske… Hun syntes ellers, han var blevet ret fornuftig. Men hvem ved.
Hun testede mælketemperaturen med hånden. Armen værkede allerede af at bære pigen. Ja der var ikke meget rutine tilbage. Hun fik en gang slæbt 9 kilos småfolk rundt, men…
Burde hun ikke ringe 112? Men hun tøvede.
Tænk nu hvis det VAR Lars barn? Hun stirrede på den lille man kunne da næsten se en lighed med Mille, barnebarnet…
Og hvad så? Skandale, hans kone ville smide ham ud. Og hvad med børnene?
Bare tanken jagede hende.
Den lille suttede lystigt, hovedet vuggede tilfreds, og Ingeborg blev varm om hjertet. En herlig unge! Hun måtte erkende, hun savnede de små.
Da pigen faldt i søvn, listede Ingeborg ud i køkkenet og ringede til Lars. Men telefonen var slukket.
Typisk…
Så besluttede hun ikke at stresse. Hun ville ikke have noget på samvittigheden over for sønnen. Hun håbede, pigen ville komme tilbage. Hun så slet ikke ud til at være en taber bare en nervøs, petit studerende.
Men… Mor måtte i hvert fald ikke høre noget om dette! Ellers kom der en lang bølge af bekymring og mor-ekspertise, som ville kaste frygt ind i hele Nordjylland.
Hun ringede til ældste barnebarn, Sebastian, og fik at vide, at Lars arbejdede nordpå med et eller andet gasprojekt, uden mobildækning. Han kom først hjem om et par dage, men kommunikerede dog med konen hver aften.
Åh, Seb, kunne I ikke bare lige orientere mig om sådan noget? brummede Ingeborg.
Men hun vidste godt, at Lars farede rundt for jobbet hun var bare irriteret over ikke at kunne tale med ham NU.
Hun ringede til svigerdatteren, Camilla, og bad hende sige til Lars, at han SKULLE ringe.
Er der sket noget? spurgte Camilla.
Nej, nej, bare sig til ham, jeg venter meget på hans opkald.
Camilla lovede det.
Mor, har forvredet min fod. Kommer ikke op i dag. Du har jo suppe og rugbrød nok… løj Ingeborg bagefter til sin egen mor.
Mor sukkede, spurgte ud, truede med at komme selv (men der er jo femte sal), ringede bekymret mindst fem gange mere.
Ingeborg åndede lettet op efter den samtale, smed hvide bukser og iførte sig hjemmehygget tøj, satte sig ved siden af den sovende lille og begyndte at tænke mere roligt.
Nej, fornuften var måske lukket nede i kælderen, da hun tog imod pigen. Men der er jo også børn, der bliver forladt i indgangsportale, det er ikke utænkeligt.
Hvad får hende fra at ringe til politiet og give barnet videre?
For det første: frygten for at hænge Lars ud, selvom han altså ikke hed Jesper. Måske havde han dummet sig. For det andet: hun magtede slet ikke at tage på politistationen nu. For det tredje: Hun kunne ikke slippe pigens blik. En mor, der havde drevet sig selv helt ud i yderkanten af desperationen og alligevel var sikker på, at hun gjorde det rigtige.
Men hun blev nødt til at tale med nogen. Hvem ellers end veninden fra gamle dage?
Vibeke, du tror mig ikke jeg har fået et barn foræret…
Vibeke gik dog ikke i panik, men begyndte at konspirere som den rene Sherlock Holmes, og hun ville komme forbi efter arbejde.
Tag det roligt, Inge. Vi klarer det! Bare lad være at træffe forhastede beslutninger.
Mener du jeg ikke skal ringe til politiet?
Vent nu. Vi må lige finde denne Jesper.
Jamen hvem? Kender du nogle Jesper i opgangen?
Overhovedet ikke. Men vi har halvfems lejligheder og ni etager. Måske har hun taget fejl af lejlighed?
Måske… Men måske har Lars virkelig dummet sig. Prøv at få fat i ham.
Resten af dagen gik med at tage sig af pigen. Ingeborg konstaterede via Google, hvad babyer skulle have hvornår, og hun udførte så meget mormorpleje, at enhver sundhedsplejerske ville nikke anerkendende. Hun gav massage, hjalp med afføring, badede, smurte, sang.
Hvad med foden? Kommer du morgen? ringede mor.
Men nu var Ingeborg sikker på, hun snart fandt en løsning og lovede at kigge forbi imorgen.
Vibeke ankom, gik grundigt babyens ting igennem og begyndte at stemme dørklokker. Hun fortalte dog ikke om et barn, men mumlede noget med et brev til Jesper…
Jeg har det! råbte hun glad, smækkede døren til.
Mere stille! Pigen faldt lige i søvn.
Sådan en lille sover da ikke tungt, kiggede Vibeke ind. Men pigen vågnede straks og græd, Men jeg har fundet ud af det! hviskede Vibeke nu.
På sjette sal, i det samme opgangstårn, boede der faktisk en Jesper, én, der kunne passe i alderen.
Det er helt oplagt, hun tog fejl af etage, jublede Vibeke, Kom!
Hvad mener du? Skal vi bare vælte ind til Jesper? spurgte Ingeborg.
Hvis han nægter så finder vi ud af det!
Vibeke, det er åndssvagt. Tænk, hvis vi bare bliver latterliggjort…
Vil du løse det eller ej?
Det ville Ingeborg. De vuggede pigen i søvn, tog trappen etage op og ringede på.
Hvem der? lød en gammel damestemme.
Vi vil gerne tale med Jesper, svarede Vibeke højt.
En lille krumrygget dame åbnede, så surt på dem, så forsvandt ind i lejligheden:
Jesper! Jesper! Der er nogen til dig igen…
Vibeke gik kækt ind, Ingeborg blev stående på dørmåtten. Ud trådte en kortere, lidt sløret-udseende fyr med skægstubbe.
Hej, er I dem fra Den Blå Avis?
Hvad? Nej, det handler om noget helt andet. Hej Ingeborg har fået dit barn afleveret ved en fejl.
Stilhed. Jesper skiftede blik mellem dem.
Barn? hans øjne blev store som rugbrødsmadder, Det er ikke mit.
Nå, hvis ikke, så gå med os. Vi viser dig barnet, sagde Vibeke.
Sig mig var du sammen med nogen i slutningen af sommeren?
Næh… ikke udover internettet. Nej, det er ikke mig. Hvad hedder pigen?
Det ved jeg ikke. Det glemte hun at sige, sagde Ingeborg stille, Vi har vist bare taget fejl.
De begyndte at gå.
Måske kan jeg hjælpe? Jeg blogger og arbejder med IT. Vi kan da lave et Facebookopslag: Hvem savner sit barn? med billede…
Nej, nej. Tak, men ingen Facebook, fægter Ingeborg. Hun var stadig bange for, det faktisk VAR Lars.
Nå. Men I ved hvor jeg bor, hvis I fortryder. Jeg er altid hjemme. Jeg arbejder her.
Nutidens unge! hovedrystede Vibeke, Og alligevel skal de ikke engang møde fysisk!
Han virker uskyldig, Vibeke. Han ligner ikke ligefrem Casanova.
Sønnen ringede stadig ikke, hun prøvede Camilla igen:
Ej, mor, undskyld! Jeg glemte det helt. Mille skulle i svømmehallen, Sebastian har bøvl med fodboldtrøjen og så ringede Lars også lige!
Hvis hun vidste, hvad der foregik
I morgen ringer jeg politiet!
Men inden hun lagde sig, kunne hun kun tænke på pigens blik: håb blandet med panik. Hvad venter egentlig babyen, hvis hun bliver meldt ind?
Natten var redselsfuld. Hver lyd fra barnets side vækkede Ingeborg, hun fodrede hende, vuggede, listede rundt. Først ved solopgang faldt de begge i søvn.
Hun blev vækket af mor:
Hvordan går det med foden?
Det går. Jeg kommer om lidt.
Husk pærerne! Og…
Man skal jo have mænd on pauser. Hun internavlede anakonda-agtigt et tørklæde til slyngeslynge, klædte pigen pænt på. Tøjet var næsten nyt og virkelig pænt. Turen i Brugsen føltes radikalt anderledes end normalt hun følte sig ikke længere ensom. Kun femte sal var stadig en pestilens.
Hvad er DET? Mor spærrede øjnene op.
Ikke hvad, men hvem. Her er rugbrød, mælk og æbler, rakte Ingeborg poserne over, skyndte sig ind i stuen for at lægge pigen og selv segne på sofaen.
Hvor er hun fra?
Det er bare Nynne Sørensen fra opgangen hendes barnebarn. Jeg passer hende en times tid. Nynne er til frisøren.
Og foden?
Den er fin nu!
De to beundrede pigen. For en gangs skyld var der ingen snak om led, stadier eller plager.
Du ser! Se lige, hun kan gribe fat i fingeren. Fantastisk! Og hvad hedder hun?
Ved det ikke. Tog hende bare en time så spurgte ikke.
Hvordan kan du tage imod et barn uden navn?!
Men på vejen hjem tænkte Ingeborg faktisk over navn til pigen. Hvorfor? Tja… det mærkede jo helt rigtigt.
Hjemme tikkede en sms ind Lars var tilbage på nettet!
Hun kastede sig på sofaen med barnet og ringede straks.
Hvad i alverden? Mor! Jeg er gift, kom det halvforfærdet, da hun kludrede beretningen ud.
Men du forstår, barnet blev afleveret til mig og hun sagde Jesper…
Mor, JEG hedder Lars. Du har selv valgt mit navn. Fejltagelse! Ring til politiet. Ellers gør jeg det.
Nej, jeg skal nok selv. Men… hun var sulten, vi har været ude. Skifter lige ble… så ringer jeg til Vibeke og…
Mor! Ring NU! Er du blevet vanvittig?
Tag det roligt, du kender mig. Jeg forestillede mig bare alt muligt, og pigen er så kær…
Du burde have sat Palles søn i stedet. Jeg er ikke helt tryg ved alt det her!
Vrøvl! Jeg får det hele ordnet. Bare rolig, Vibeke hjælper til.
Men Ingeborg ville stadig ikke ringe. Pigen var sulten og skulle skiftes så mange små ting! Men hvad sker der med hende, hvis hun afleverer hende? Læge? Sygehus? Ingeborg kendte jo alle afdelingerne! Ville barnet ikke have det bedst her?
Men i morgen havde hun vagt det næste problem. Og måske var det egentlig ulovligt at beholde et barn uden at melde det.
Hun sukkede, men satte i gang med dagens babypleje. Hun var træt, men det var også skønne, fyldige dage sammen med pigen!
De faldt næsten i søvn samtidig på store puder og på Ingeborgs arm. Barnet lå højlydt åndende, og Ingeborg følte sig lykkelig over at have nogen at passe på igen.
Da hun fjernede sin arm og ville liste ud, lød der banken på døren.
Hvor ER hun? Hvor har du afsat hende? Hvorfor sagde du ikke noget med det samme?!
Der stod den samme forvirrede unge pige babyens mor bleg, forpjusket, kun i T-shirt og shorts, skønt det var halvkoldt. Hun var stakåndet, håret strittede.
Hvorfor sagde du ikke med det samme, at det ikke var dig? spurgte hun angst.
Måske fordi du fór afsted som en raket, bemærkede Ingeborg Og du var ikke ligefrem udredende.
Men… du ved vel, HVOR hun er? hendes blik tikkede: Du MÅ vide det!
Ingeborg åbnede døren på klem, bad hende træde ind i håb om, at hun så kunne beroliges.
Hun er lige inde i soveværelset.
Mor-pigen gik tøvende med, håbet lyste i øjnene. Da hun fik øje på sin datter, stivnede hun, så satte hun sig på gulvtæppet og brød sammen. Hulkede, så hele kroppen rystede. Ingeborg måtte både trøste, vande og fodre hende med chokolade i køkkenet.
Kom nu. Få noget indenbords ellers segner du, sagde Ingeborg, der jo var sygeplejerske og lagde mere omsorg end brok i stemmen.
Efter en pause fik pigen fortalt, hun ikke havde meldt barnet som meldt bort.
Jeg troede allerede, de ville tvangsfjerne hende… Åhhh… Tusind tak… Jeg forvekslede det hele…
Efter lidt mad og the fik pigen sat ord på. Hun hed Astrid, og barnet hed Freja.
Historien var, som livet er. Astrid var grøn som en økoagurk. Hun læste på social- og sundhedsskolen samme sted, hvor Ingeborg havde gået. Hun kom oprindeligt fra en landsby nord for Randers.
Forrige sommer havde hun oplevet det store Jesper fra Århus Universitet var hendes kærlighed. Hun havde kun været i hans lejlighed én enkelt gang hos Jesper. Han lovede guld og grønne skove, og at hans mor gerne ville hjælpe med barnet.
Men efter nytår forsvandt han sporløst. Blokerede hende overalt.
Hun kendte dog hans studieretning, fik tjekket op på universitetet, og fandt at han var flyttet til København. Ingen ville udlevere hans kontakt.
Hjemme i landsbyen var far rasende, stedmor lige så kold. Astrid måtte klare sig selv.
Så her var hun: gravid og uden penge på et kollegieværelse. Lidt hjælp kom fra mors søster, men det var ikke nok.
Jesper dukkede op på Facebook, og samtalerne stivnede hurtigt. Han ville ikke have noget med barnet at gøre.
Astrid fødte i Århus, boede kortvarigt hos en veninde, manglede penge, havde eksamen og så pludselig så hun Jesper i armene på en ny pige på Instagram.
Hun tænkte tilbage på løftet: hans mor skulle hjælpe. I det kolde chok, hun befandt sig i, gik hun helt forkert ind i Ingeborgs opgang med barnet.
Hun afleverede Freja, løb grædende hele vejen til bussen. Brugte aftenen på eksamenslæsning, kunne ikke sove for savn.
Næste morgen skrev hun til Jesper i en eller anden kommentar og først dér gik det op for hende, at HAN ikke anede, hun havde afleveret et barn!
Hun blev panisk han boede i en identisk boligblok et par gårde længere væk, også nr. 21.
Jeg havde set et billede af Jespers mor, og hun lignede dig på en prik samme frisure, Åh, hvad har jeg gjort!
Ve du hvad, siger man ikke: Den største dumhed er at skabe et mesterværk og så opgive det? Jeg sad bare og kiggede på Freja og tænkte: hvilken mor kan nægte dette mesterværk? Så godt du kom tilbage! Hvor vil du nu hen? Vil du give hende til Jespers mor?
Neeeej, rystede Astrid, Jeg har været ude i hele natten og lette efter Freja, har ikke sovet og har ondt overalt. Nu går jeg bare hjem på kollegiet.
Du har da givet mig lidt at tænke over, sagde Ingeborg. Og jeg skal også have undskyldt til Jesper ovenpå vi fik vitterligt viklet ham ind i et drama!
Hun fortalte Astrid om besøget, og Astrid kunne næsten ikke lade være med at smile gennem tårerne.
Sikke noget, sagde hun, Jeg må hellere lige forklare ham, at alt er ok.
Nej, du er helt udmattet. Bliv nu bare her i nat. Jeg bor alene, og min søn siger hele tiden jeg bør leje værelser ud så bo her en måned eller to.
Nej, jeg har ingen penge til det…
Jo, bliv bare. Så kan du være her til efter eksamen og finde ud af videre. Freja sover meget, og du kan bare lave mad og læse. Jeg har købt mere babymad, men du har jo brystmælk…
Men Astrid sov allerede. Og Freja lå trygt ved siden af hende.
Vibs, det er Ingeborg… Nej, det er faktisk ikke Lars og heller ikke nabos… Hun er hos mig, sover nu moren kom tilbage. Ja, du må ikke råbe men hvor var det godt jeg ikke ringede til politiet!
Mælken tørrede ikke ud, eksamen blev bestået med ros, og nu var det oftest Astrid der gik til Ingeborgs mor på femte sal (uden elevator).
Hun har jo friske sundhedskundskaber, hun er så dygtig, sagde Ingeborgs mor og adlød hendes råd ukritisk.
Efter eksamen fik Astrid job. Ingeborg skaffede hende weekendvagter gennem sine gamle kontakter. Den smarte Jesper en etage op opdagede pludselig, at hans bedstemor havde brug for injektioner og hvem skulle give dem? Astrid, selvfølgelig.
Da efteråret kom, rykkede hun og Freja to etager op og flyttede ind hos Jespers bedstemor for at passe hende men nok også for at behandle sin egen hjertesorg og begynde på et nyt kapitel. Ikke dårligt for en dag, der bare skulle have været helt almindelig.
— Det er Igors barn…
