TO SØSTRE…
Der var engang to søstre. Den ældste, Frederikke, var smuk, succesfuld og velhavende. Den yngste, Dorte, var desværre sunket dybt i alkoholens mørke. Hvad angik skønhed, var det forbi de tider: Dorte, kun 32 år gammel, havde allerede forvandlet sig til noget nær en udslidt kone.
Hendes krop var mager, ansigtet hævet og blåligt, øjnene skjult bag opsvulmede øjenlåg, håret mat og filtret, som ikke havde mærket hverken vand eller kam i månedsvis. Man kunne ikke bebrejde Frederikke noget; hun havde gjort alt, hvad hun kunne, for at redde sin søster ud af misbruget: betalt for ophold på dyre klinikker, søgt hjælp hos kloge koner alt sammen forgæves. Frederikke havde købt en lille og hyggelig lejlighed til Dorte, men skrev den på sig selv, så Dorte ikke kunne sælge den for flaskepenge. Efter kun et halvt år var der kun en snavset madras tilbage i lejligheden dér lå Dorte da Frederikke kom for at tage afsked, før hun skulle flytte permanent til udlandet.
Dorte kunne nærmest ikke tale længere; hun magtede kun at åbne øjnene på klem og skimte en diffus silhuet ved det beskidte vindue, der ikke havde set vand eller sæbe længe. Rundtomkring flød tomme flasker, levn fra byens fyldebøtter, der gerne delte med Dorte. Frederikke kunne ikke få sig selv til bare at forlade sin søster hvordan skulle hun kunne leve med det på samvittigheden? For at lette sit hjerte besluttede hun at bringe Dorte ud til deres moster Helga på landet.
Kontakten mellem søstrene og mosteren havde været sparsom de vidste blot, at deres afdøde mor havde en søster, som for mange år siden havde besøgt dem og medbragt hjemmelavet syltetøj, røde æbler og tørrede svampe fra landet. Frederikke kunne huske navnet på landsbyen: Engeltofte. Hun tænkte de havde ikke fået bud efter mosteren til moderens begravelse, så hun måtte være i live endnu.
Med hjælp fra en bekendt mand fik Frederikke pakket Dorte ind i et tæppe, lagt hende på bagsædet af bilen, og de kørte til Engeltofte. Byen, eller nærmere landsbyen, var hurtigt fundet blot fire beboede huse langs vejen, så Helgas hjem var til at kende. Frederikke lagde et bundt 500-kronesedler på bordet hos moster og sagde: Hun er døende, jeg må rejse, moster Helga. Her er penge til begravelsen så der er til gravsten og hegn. Og her er nøglen til hendes lejlighed. Der var ingen andre at give den til. Frederikke sagde nej tak til te og tog hurtigt afsked.
Moster Helga 68 år, men stadig frisk, om end alene pakkede forsigtigt Dorte ud og kunne mærke, at hun endnu trak vejret. Hun gik ud i det lille køkken og satte vand over til at koge i tekanden. Imens snittede hun tørrede urter fra lærredssække, hældte bær i, lod det hele trække i kogende vand og satte låget tæt på hungrende termokanden. Tre døgn lang gav hun Dorte urteudtræk med honning, skefuld for skefuld, selv om natten. På fjerde dagen kom mælk fra hendes egen ged, Alma, langsomt ind i kosten. Også det, skefuld for skefuld. Siden fulgte grøntsagssuppe og hønsebouillon, kogt på egne høns kun syv havde hun, men alligevel ofrede hun to for Dortes skyld.
Efter en måned kunne Dorte selv sætte sig op i sengen. Helga begyndte nu at køre hende på kælk ned til landsbyens lille sauna det var vinter pakket ind i uldne tørklæder og tæpper. I saunaen ventede flere urtebade, og Helga vaskede nænsomt Dorte med de velduftende infusioner, red hendes hår, så det begyndte at dufte af sommer og enge.
Ensomme Helga gav al sin kærlighed og omsorg til sin niece og fik hende på benene igen én skefuld urteudkog og kærlighed ad gangen. Dyre klinikker og kloge koner havde ikke kunne gøre, hvad en kærlig moster kunne. Dorte overlevede. Hun blev stærk af Almas kløvermælk og varme æggeretter af dagens friske æg. Hendes hår blev blødt og blankt, kinderne fik farve, og Dorte viste sig at være smuk med klare blå øjne.
Hun begyndte at hjælpe Helga med hus og stald, lærte at malke ged, samle friske æg hver morgen og dyrkede grøntsager i haven. Simple retter, lavet på egne råvarer, gav hende ro. En dag begyndte en and med små ællinger at gå tur i sivene langs åen Dorte fodrede dem dagligt med brødrester. Samtidig opdagede hun et talent: Helga lærte hende at hækle først små duge, så, efter en udflugt til byen for at købe garn, store, bløde sjaler i smukke mønstre.
Snart væltede bestillingerne ind på de unikke sjaler, og Dorte begyndte at tjene godt. Tre år senere flyttede Dorte og Helga fra Engeltofte til et roligt bysamfund ved Kattegat. Med Helgas opsparing og Dortes indtægter fra sjalsalget købte de et hyggeligt lille hus med have. Hver morgen så Alma, geden, som Valeria havde betalt et særligt fragtselskab for at bringe, drømmende ud over havet, mens hun gumlede æbler fra den gamle have.
I det lune hav badede de to kvinder, som Alma havde så kær. Og det smukkeste ved denne historie? Den er sand.
Livet lærte Dorte, at ingen penge i verden kan erstatte menneskelig varme og omsorg. Kærlighed, tålmodighed og nærvær kan give nyt liv der, hvor alt syntes tabt.
