Du, jeg stod altså i køkkenet og vaskede op, da Morten trådte ind. Lige før havde han slukket lyset derude.
Der er jo stadig lyst nok. Vi behøver ikke bruge unødvendigt strøm, mumlede han ret surt.
Jeg ville sætte en vask over, sagde jeg.
Det må du gøre i nat, svarede Morten tørt. Der er strømmen billigere. Og du behøver altså ikke skrue så meget op for vandet. Du bruger alt for meget, Rikke. Alt for meget. Kan du ikke forstå, det er penge ud ad vinduet?
Han dæmpede vandet, og jeg kiggede bare træt på ham, slukkede helt og tørrede hænderne af. Så satte jeg mig ved bordet.
Morten, har du nogensinde set dig selv udefra? spurgte jeg.
Jeg gør ikke andet, bed han.
Og hvad ser du så? spurgte jeg.
Som person eller hvad?
Som mand og far.
Mandel, svarede han. Faderlig. Helt almindelig, ikke bedre eller dårligere end andre. Hvorfor spørger du egentlig?
Mener du virkelig, at alle mænd og fædre er sådan som dig? spurgte jeg.
Nå, vil du skændes? røg det ud af ham.
Jeg kunne mærke, at der var ingen vej tilbage nu, det her skulle vi have ud. Ellers kunne jeg ikke ånde.
Ved du, hvorfor du stadig ikke er gået fra mig? sagde jeg roligt.
Og hvorfor skulle jeg det? Morten smilede skævt.
Mest fordi du ikke elsker mig. Eller børnene.
Han skulle til at sige noget, men jeg fortsatte.
Og du skal ikke begynde at modsige mig. For vi kommer bare til at spilde tiden. Nej, grunden til at du stadig hænger på os, er simpelthen din nærighed. Du er så nærig, at en skilsmisse for dig kun handler om tabte penge. Hvor lang tid har vi været sammen nu? Femten år? Hvad har vi egentlig fået ud af det? Altså ud over, at vi blev mand og kone og fik børn. Hvilke resultater har vi ellers?
Vi har jo hele livet foran os, sagde han.
Nej, Morten, sådan hænger det altså ikke sammen. Ikke hele livet. Resten, måske. I alle de år vi har været sammen, har vi aldrig taget på ferie ved havet. Aldrig. Jeg taler ikke engang om udlandet. Ikke engang et sommerhus har vi besøgt. Ferien foregår altid her i byen. Vi kommer ikke engang ud og plukker svampe eller bær, selvom skovene er lige om hjørnet. Og hvorfor? Fordi det er for dyrt.
Fordi vi sparer op til fremtiden, sagde han.
Vi? Er det ikke mest dig, som samler?
Det er for jeres skyld, sagde han.
Jeres? Mener du virkelig mig og børnene? Har du i femten år omhyggeligt lagt både dine og mine penge til side til os?
Hvad ellers? Du aner ikke, hvor meget der står der nu.
Der? Altså på din konto, ikke min. Men okay, lad os tjekke. Giv mig nogle penge, så jeg kan købe noget nyt tøj til mig og ungerne. Jeg har gået rundt i det samme tøj, som jeg giftede mig i, og det eneste jeg har fået ekstra, har været fra din brors kone. Det samme gælder børnene, de arver fra deres fætre. Og nu vil jeg faktisk bare have min egen lejlighed. Jeg orker ikke at bo hos din mor mere.
Mor har jo givet os to rum, sagde han. Du burde være glad for det. Og hvorfor bruge penge på nyt tøj til børnene? De vokser alligevel hurtigt ud af det. Tøjet fra min brors børn fejler intet.
Og hvad med mig? spurgte jeg. Skal jeg også bare arve fra din brors kone? Hvem skulle jeg egentlig gøre mig pæn for?
Du er mor til to børn, Rikke. Du er 35, du skal altså ikke gå så meget op i det der.
Hvad skal jeg så fokusere på? spurgte jeg.
På livets mening. At alt det der med tøj, lejlighed og andet er småting. Der er vigtigere og højere ting i livet.
Som hvad? undrede jeg mig.
Åndelig udvikling. At du hæver dig over alt det.
I see, sagde jeg. Så du holder pengene tæt på kroppen for vores skyld. Så vi kan vokse åndeligt. Ikke sandt?
I kan jo ikke betroes noget! råbte han. I bruger det hele med det samme. Hvad gør vi så, hvis noget sker? Har du tænkt på det?
Hvad gør vi, hvis noget sker? gentog jeg. Jamen, Morten vi lever jo allerede, som om katastrofen har ramt os! Kan du ikke se det?
Morten stirrede bare på mig.
Du sparer endda på sæben, toiletpapir og servietter, fortsatte jeg. Du tager alt muligt med hjem fra fabrikken.
Mange bække små gør en stor å, Rikke, sagde han bare. Man skal jo starte et sted. Det er tåbeligt at bruge penge på dyre ting.
Kan du ikke bare sige, hvor længe vi skal leve sådan her? 10 år mere? 20? Hvornår må vi begynde at leve ordentligt? Med godt toiletpapir, for eksempel? Jeg er 35, og jeg føler, at vi stadig venter.
Morten svarede ikke.
Måske når jeg er 40? 50? Kan man begynde at leve for alvor der?
Han var stadig tavs.
Eller skal vi vente til jeg er 60? Så har vi sikkert mange penge. Må jeg så købe nyt tøj til mig selv og børnene?
Stadig ingen svar.
Ved du hvad, Morten, sagde jeg, med stemme der skælvede en smule. Jeg kom lige til at tænke på, hvad nu hvis vi slet ikke lever så længe? Vi spiser elendig mad, fordi alt skal være billigt, og når man spiser meget af sådan noget, får man det bare endnu dårligere. Men det værste er måske humøret. Vi er altid sure, Morten. Har du aldrig set det? Sådan kan man ikke blive gammel sammen.
Hvis vi flyttede væk fra min mor og begyndte at leve godt, kan vi ikke spare op, sagde han.
Nej, og det er derfor, jeg flytter fra dig. Jeg kan ikke holde ud at spare mere. Du elsker at spare sammen, men jeg gør ikke.
Hvordan vil du klare dig? Han var helt oprevet.
Det skal jeg nok finde ud af. Jeg lejer mig ind et sted med ungerne. Jeg tjener næsten det samme som dig, det rækker fint. Og jeg slipper for din evige opsang om strøm og alt resten. Jeg kan vaske tøj, når det passer mig. Og hvis jeg glemmer at slukke lyset, er det ikke jordens undergang. Jeg køber det gode toiletpapir. Papirservietter? Dem har jeg altid på bordet. Og jeg shopper, når jeg får lyst ikke kun på tilbud.
Men du får aldrig sparet op! udbrød han.
Jo, selvfølgelig. Jeg lægger da dine børnepenge fra, sagde jeg. Ej, ved du hvad, jeg bruger dem også hver en krone. Jeg vil faktisk ikke spare mere op, og jeg vil leve fra løn til løn. I weekenden kommer børnerne til dig og din mor. Mega win for mig. Mens jeg går på teater, på udstilling, café eller måske tager en ferie ved Vesterhavet. Jeg har ikke besluttet hvorhen endnu, men det finder jeg ud af, når du er ude af mit liv.
Morten så helt bleg ud. Han begyndte hurtigt at regne på, hvor lidt han ville have tilbage, når han havde betalt til børnene og deres weekendophold. Det, der slog ham mest, var tanken om mine turer og ferier. Hans penge, syntes han.
Og så er der én ting mere, Morten, fortsatte jeg. Den konto, alle de penge står på efter 15 år den deler vi. Lige over. Jeg bruger også de penge. Jeg vil ikke spare mere op til livet. Nu begynder jeg at leve.
Han prøvede at sige noget, men der kom ikke en lyd.
Ved du, hvad jeg drømmer om, Morten? sagde jeg, lidt mere roligt. Jeg drømmer om, at når jeg en dag skal herfra, så står der ikke en eneste krone tilbage på min konto. For så ved jeg, at jeg har brugt alt på at leve.
To måneder senere blev vi skilt.
