KORNSTRÅENE
For cirka femogtyve år siden, dengang jeg endnu var ung og grøn, blev jeg trods mine protester sat på medicinsk afdeling af distriktslægen. Jeg var da treogtyve, og min mand, Askild, var seksogtyve. Askild arbejdede som ingeniør på et designkontor, imens jeg var ved at afslutte mine studier på universitetet. Vi havde været gift i to år, og børn havde vi endnu ikke planer om bleer og sparkedragter ventede vi med.
Jeg anså mig selv for at være en korrekt og nærmest eksemplarisk hustru uden nævneværdige fejl, men i Askild, som i et spejl, fandt jeg dagligt flere og flere mørke pletter. Jeg kunne især ikke lide, at han efter min mening tilbragte alt for meget tid med sin motorcykel og alt for lidt med mig. Jeg var overbevist om, at jeg nemt kunne få Askild til at ændre de ting ved sig selv, jeg ikke kunne lide. Men sandheden viste sig snart det var mig, der måtte ændre mig.
Efter en hård og udmattende eksamensperiode sagde kroppen fra: jeg fik voldsomme mavesmerter, havde kvalme og kunne hverken spise eller drikke noget.
Barnlille, sagde den gråhårede Ingemar Lauritsen, mens han skubbede brillerne op på næseryggen, pas på helbredet, mens du er ung, og kjolen når den er ny. Og ingen indvendinger, Katrine du bør undersøges og behandles grundigt. Jeg tager ikke flere diskussioner. Han rakte mig en henvisning, og jeg tørrede tårerne væk, mens jeg slæbte mig af sted for at blive indlagt.
På stuen var vi fire: to kvinder på omkring de halvtreds, en gammel bedstemor med uvis alder i en hvid prikket bomuldstørklæde og så mig. Bedsteren hed Karen Marie, de to andres navne har jeg glemt.
Jeg havde ingen lyst til snak jeg var fornærmet på hele verden, ikke mindst på Askild, som jeg dengang tænkte bare ville af med mig. Han havde ikke insisteret på, at jeg kunne behandles ambulant, syntes jeg.
Med knæene under hagen og ryggen vendt mod væggen, lå jeg på min smalle jernseng og svælgede i self-pity, mens jeg tavst gav alle andre skylden for min elendighed.
Tag dine dåser og glas væk, jeg vil ikke have det! vrissede jeg til Askild, da han igen kom med poser fyldt med mad.
Katrine, lægen sagde jo, at dampet torsk lige nu er det bedste for dig, forsøgte han blidt. Prøv i det mindste? Jeg har endda lavet lidt kartofler bare en skefuld?
Glem det, sagde jeg hårdt. Giv fisken til gadekattene. Tror ikke engang de gider den suppe.
Askild sukkede tungt og gik bedrøvet, og jeg skar ham yderligere med sårende ord.
Kom aldrig igen, råbte jeg stædigt.
Alligevel kom Askild både før og efter arbejde. Han bragte mig friskmad hver morgen, alt sammen nænsomt emballeret i et uldtæppe for at holde det varmt til mig. Men jeg værdsatte hverken hans tålmodighed eller omsorg.
Hvornår nåede han overhovedet at lave den slags varieret mad til mig? Det var jeg blind for dengang. Men nu forstår jeg, hvor svært han havde det.
Tabletter, sprøjter og dropper hjalp ikke. Jeg svandt ind for øjnene af folk, kinderne sank og store sorte rande voksede under mine øjne. Efter grundige undersøgelser fik jeg diagnosen: kronisk gastritis. Ikke verdens farligste sygdom, måske, men for mig blev det en styrkeprøve.
Når alle lægeordrer var udført, stirrede jeg bare ud i tomheden fra min knirkende seng. Ingen nærmede sig mig, negativiteten emmede ud fra mig. Jeg vidste det, men kunne ikke dæmpe det.
En aften, da de to andre kvinder fik fri til at tage hjem, var det blot Karen Marie og jeg tilbage.
Kan du ikke sove, Katrine? spurgte hun sagte.
Nej, maven gør ondt, brummede jeg og vendte ryggen til hende.
Ved du hvad, Kathrine, begyndte hun, jeg er her tre gange årligt bare for forebyggelsen. Jeg døjer, som du, mest med maven.
Skal du til at belære mig om kost? hvæsede jeg. Det behøver du ikke det ved jeg udmærket selv.
Nej, nej, svarede Karen Marie mildt. Jeg ville bare sige, du minder mig om, hvordan jeg selv var stædig og kantet for mange år siden.
Jeg begyndte lytte og så rigtigt på hende for første gang. Lidt krumrygget, lille, med et hvidt tørklæde over det sølvhvide hår, og hendes øjne var blå som himlen de lyste af varme og godhed.
Jeg mindedes alle, der dagligt stak hovedet ind til Karen Marie, både patienter og personale, for at tale ud. Hun lyttede tålmodigt, nikkede, sagde nogle få rolige ord og folk gik videre, sommetider med tårer, oftere med et smil.
Før udskrivningen bragte de hende gaver: småkager, en liter kærnemælk eller dengang sjælden skumfiduser, babymos, chokolade eller vingummier.
Karen Marie takkede og krammede dem alle. Når stuen igen blev tom, tørrede hun diskret øjnene.
Hvis du har lyst, Katrine, kan jeg fortælle dig en sand historie fra mit liv, sagde hun, kun smilende med læberne, mens hendes øjne forblev triste.
Skamfuldt indså jeg, at jeg havde været både uforskammet og utaknemmelig.
Hun rettede min pude og bød på suppe med kødboller, som Askild havde bragt. Lydigt tog jeg imod. Vanen tro ville jeg til at fortrække ansigtet, men opdagede der skete noget: maven slap, smerten svandt, og jeg fik næsten spist halvdelen! Suppen smagte faktisk godt.
Nå, hvordan smager det? spurgte Karen Marie.
Rigtig godt, svarede jeg.
Spis nu ikke for meget på én gang du har pint din mave længe. Lidt men ofte fra nu af. Men ikke kun din mave har brug for at blive behandlet bedre, min pige også dem, du holder af, især din mand. Han elsker dig. Køl nu ned, slip din trods. Jeg lovede en historie.
Karen Marie tog en slurk te fra sin metal kop, dyppede et stykke tvebak, og begyndte:
Jeg voksede op som nummer fem af syv børn på en bondegård på Fyn. Min far arbejdede på møllen, mor holdt styr på hjem og familie. Hun syede alt tøj til os og til de fleste i landsbyen.
Jeg elskede at læse og var dygtig i skolen. Efter prøveperioden startede jeg på seminaret og blev lærerinde på landet. Men jeg var kræsen med kavalererne: kavalerer kom, men jeg sendte dem væk:
Fy for den Fynbo! sagde jeg til min mor, en bondeknægt jeg skal ikke være hans kone! Han lugter af stald, har jord på hænderne og sådan gik det slag i slag. Ingen var fine nok.
Engang blev der sendt en ny, ung skoleleder til landsbyen Jørgen, høj, karsk, blåøjet. Han blev kendt for at hjælpe børn, også de svageste, gratis. Han vandt mit hjerte, og vi giftede os.
Min mor advarede: Mille, vær kærlig og sæt ikke næsen for højt! men som unge lytter man jo sjældent.
Vi arbejdede begge på skolen. Efter tre år fik vi vores første datter, Vibe. Hun var spinkel og syg, og døde som elleveårig, lige før krigen brød ud. Vores næste datter, Inge, var som sin far klog, køn og fingernem.
Jørgen kom ofte hjem med stoffer fra Odense, som mor syede dragter af jeg blev den store stildronning i landsbyen, men brokkede mig altid: Ikke rigtig farve, ikke det mønster!
Så kom svær kriseår i trediverne, og vi måtte rationere al mad og fordele til månedens dage. Jeg smider stadig ikke kerner væk den dag i dag.
Vi havde til en dag: to-tre kartofler, lidt korn, løg, gulerod, kerner fra melon eller solsikke, lidt svinefedt og et glas mørkt mel. Jeg bandt det hele ind og gemte væk. Ellers havde vi endt som naboerne der åd alt på én gang og så ingenting ugen ud.
Bag vores landsby lå et kornmark. Nogen holdt vagt nat og dag. Fristelsen for at samle kornstrå var stor, men frygten tilsvarende det kunne koste fængsel.
En nat smøg vi os afsted, Jørgen og jeg, for at samle korn, for børnene var altid sultne. Jeg drømte om kartofler og brød med solsikkeolie.
Vi sneg os ud men pludselig hørtes hestehove! Opsynsmanden. Vi smed kornet og kastede os i syrenerne. Heldigvis så han os ikke!
Men hjemme opdagede jeg, at mit skørt var forsvundet så mager var jeg, at det var gledet af, sikkert mens jeg hev korn ud.
Af fortvivlelse brød jeg sammen. Hvis nogen fandt det på marken, ville de straks vide, det var mit og så var jeg fængslet. Børnene vågnede og græd også. Jørgen blev striks: Lig dig nu! Jeg finder det i morgen.
Hele natten tænkte jeg kun på galger og forældreløse børn. Næste dag fandt Jørgen mit skørt under kornstråene og bragte det hjem. Han reddede mig.
Fra den dag lærte jeg at vise ham al den respekt og taknemmelighed, han fortjente. Jeg lod være med at klage.
Hvad skete der senere? spurgte jeg.
Senere var det stadig knapt med mad, men vi klarede os. I 1941 blev det krig. Jørgen gik frivilligt til fronten, og jeg og Inge blev alene. Snart besatte tyskerne vores landsby. Fordi jeg nægtede at hjælpe dem, brændte de vores hus, og min stakkels datter Karen Marie holdt op, stemmen knækkede.
De de overfaldt hende. Og Inge døde af det. Jeg var gravid, og sorgen kostede mig også mit barn vi skulle have haft en søn.
Jeg satte mig og holdt stille om hende.
Sådan sad vi, tavse, i morgengryet.
Da solen listede ind, sagde hun: I 1943 fik jeg dødsbud om Jørgen forsvundet ved fronten. Siden søgte jeg ham. Jeg underviste i mange landsbyskoler og sov der. Da jeg blev pensionist, tog min niece, Tamara, mig til København. Jeg besøger tit hospitalet for at blive tjekket og ikke slide for meget på Tamara. Hun elsker søde sager jeg køber chokolade for min pension til hende. Hun fryder sig, som var det guld!
Jeg betragtede denne spinkle kvinde, som havde båret så megen sorg og alligevel beholdt sjælens varme, venlighed og styrke.
Min egen verden lysnede stille. Jeg begyndte at spise lidt igen, smerten forsvandt, og allerede året efter blev vores søn Mikkel født, fire år senere fik vi vores datter og vi kaldte hende Karen.
Siden har jeg set Askild klart. Jeg har lært at værdsætte hans omsorg, flid og tålmodighed. Og når jeg føler mig vranten eller smålig, tænker jeg altid på Karen Maries historie med kornstråene og på Askild, der trofast plejede mig gennem al min jamren.
Nogle gange tror jeg næsten, jeg blev syg dengang, netop på grund af mit stivsind. Hvad tror du?
