Tilbagekomsten
Signe begyndte at få kvalme allerede på perronen.
Hun nåede lige hen til skraldespanden i sidste øjeblik, stod nu sammenkrummet over den, mens hendes dyre frakke blev smurt ind i al den beskidte, iskolde støbejernsoverflade…
Undskyld, har du det dårligt? lød det fra en lokal dame, der trak på de sjællandske vokaler.
Lad mig være…
Signe rettede sig op. Mennesker gled forbi som stumme filmfigurer: i dunjakker, slæbende på tasker, kartoffelnet og trætte børneansigter.
Der hang en lugt i luften af dieselolie, billig smøg og den der helt særlige provinsielle indestængthed, som altid udløste migræne hos Signe.
Hun hadede denne by. Hadede den på den rene, nærmest sterile måde som kun én, der flygtede herfra for femten år siden og quizlet sig selv til at glemme vejen tilbage.
Mobilen vibrerede.
Far.
Signe, hvor er du henne? Jeg er klar med bilen og henter dig.
Jeg tager en taxa, afbrød hun. Du behøver ikke hente mig. Giv mig bare adressen til hospitalet.
Mor er altså ikke på hospitalet. De sendte hende hjem i går. Blodtrykket faldt, lægen sagde, hun skulle blive hjemme og slappe af. Jeg kommer og…
Hjemme?! Signe bed tænderne sammen. I laver sjov, ikke? Er jeg virkelig fløjet hele vejen til Næstved på grund af lidt for lavt blodtryk?
Nu tager du den med ro. Mor glæder sig til at se dig hun har bagt boller.
Bollerne kan hun spise selv! Signe smed røret på.
***
Huset, hun var vokset op i, var blevet endnu mindre.
Hun stod i opgangen og stirrede på hoveddøren, slidte paneler, gammelt betræk. Nabokattten gned sig straks op ad hendes ben, så der blev pyntet med hvide hår på støvlerne. Det duftede af grønlangkål, katte og en sær sødme, der altid havde været her. Altid.
Uden at banke gik hun ind.
Mor sad i køkkenet. Lille, grå, hjemme i sin slidte morgenkåbe og natkjolen, der stak ud nedenunder.
Da hun så Signe, slog hun begejstret ud med armene, ansigtet både lykkeligt og skyldfuldt så meget at Signe fik gåsehud.
Signekære! Ej, hvor dejligt! Jeg troede først, du kom i aften…
Jeg bad dig jo om ikke at lyve. Signe stod stadig i entreen med støvlerne på. Ved du, jeg var tæt på at miste kontrakten? Har sovet i toget i nat for at besøge dig på intensiv og så står du bare og bager boller?!
Mor blev lille, helt sammenfalden.
Undskyld, Signe. Jeg ville bare ikke gøre dig urolig. Det var kun blodtrykket… Og jeg savnede dig altså rigtigt meget…
Det kaldes at lyve. Signe hæv støvlerne af og smed dem ind i hjørnet. Fint. Hvor er blodtryksmåleren? Vi tjekker lige, så tager jeg til hotellet i nat. Jeg kan simpelthen ikke være her.
Bliv nu, skat…
Mor, dit toilet lækker, radiatorerne er lunkne, naboerne råber så meget, at murene ryster. Jeg kan fysisk ikke holde ud at være her.
Hun satte sig ved køkkenbordet. En tallerken med lune boller stod klar hun kiggede ikke på dem.
Kom så, find nu blodtryksmåleren.
Mor hentede en antik model; manuel med gummibold og hele svineriet.
Den gamle der? Har du virkelig ikke råd til en digital, jeg sendte dig jo penge?
Dem har jeg sat ind på din opsparingskonto. Til dig jo. Hvis nu, du får brug for dem…
Åh gud…
Signe pumpede bolden. Tallene dansede foran øjnene.
Hundredeogtres over halvfems. Spiser du salt med ske eller hvad?
Bare en anelse…
Nå. I morgen køber jeg nye tabletter og en ordentlig blodtryksmåler. Nu vil jeg sove. Hvor kan jeg ligge?
Mor skyndte sig at rede op. Signe stirrede ud af køkkenvinduet på de grå, firsede-etageblokke og tænkte kun én tanke: “Bare jeg ikke sidder fast. Bare jeg kan tage afsted allerede i morgen.”
***
Søvnen kom ikke den nat.
Sovesofaen var alt for kort, fjedrene borede sig i ryggen, naboerne skændtes, talte så grimt, at væggene dirrede. På et tidspunkt blev der også slåskamp. Signe lå på ryggen, stirrede op i loftet. Sprækken var der stadig den lignede engang et lyn, nu var den mest bare beviset på, at huset var på randen af kollaps.
Hen på morgenen døste hun endelig hen. Hun drømte, at hun var barn, gik på torvet med sin mor, og moren købte hende en varm bolle med jordbærsyltetøj. Glaseret med perlesukker og Signe var lykkelig.
Hun vågnede, fordi hun græd.
Tårerne løb ned ad kinderne, og hun kunne ikke stoppe. Lå der og hulkede, snottede ned i lagenet.
Nu var der stille hos naboerne. Kun det gamle Bornholm-ur tikkede. Det ur, mor havde sagt hun ville smide ud de sidste ti år.
Signe? mors stemme fra døren. Er du vågen?
Jeg er vågen, svarede Signe hæst.
Der er en, der spørger efter dig.
Hvem?
En ung pige. Hun hedder Lærke. Gør det navn dig noget?
Signe satte sig op. Lærke? Hvilken Lærke?
Hun trak morgenkåben om sig og gik ud.
Der stod Lærke. Barndomsveninden. Hende, hun egentlig bare havde forladt, da hun smuttede til København, uden at sige farvel.
Lærke havde næsten ikke ændret sig samme lyse hår i hestehale, de gode smilehuller, bare øjnene var knap så klare, nu med mørke render under.
Hej! Din mor sagde du var hjemme. Så tænkte jeg, jeg kigger forbi. Det er hvad, femten år siden?
Signe blev mundlam. Hun burde ellers sige noget smart om “hvordan fandt du mig” eller “jeg har faktisk travlt”, men hun kunne ikke.
Kom ind, sagde hun bare.
De satte sig i køkkenet. Mor fattede hurtigt, at hun ikke skulle blande sig, og smuttede til naboen. Lærke sad med begge hænder om tekoppen.
Jeg er gift, sagde Lærke. Har fået datter Freja, hun er syv. Skal snart starte i skole.
Tillykke, nikkede Signe.
Og dig? Hvordan går det i København?
Okay.
Gift?
Har været.
Hvorfor ikke længere?
Signe trak på skuldrene. Hun gad ikke forklare, at manden havde fundet en ny. At lejlighed, bil og chefstol ikke ligefrem holdt én varm om natten. At hun snarere følte sig ensom. Rigtigt ensom.
Vi passede vist bare ikke sammen, fik hun sagt.
Lærke nikkede, tav lidt, og sagde så:
Jeg har tilgivet dig…
For hvad? Signe måbede.
For at du bare forsvandt. Vi var jo som søstre engang, delte alt, og så smuttede du bum, ingen kontakt. Jeg tudede, så blev jeg sur, og nu jamen, sådan måtte det jo være. Du fik dit og jeg fik mit. Nu drikker vi the igen. Og jeg er glad for at se dig.
Signes øjne sved. Hun vendte sig væk mod vinduet.
Undskyld, Lærke. Jeg var en idiot. Tilgi mig.
Det går, grinede Lærke. Sådan er livet.
De snakkede indtil solen gik ned. Lærke fortalte om manden (arbejder på fabrik, drikker, men ikke hidsig), om Freja (kunstnerisk talent med tusch på alle vægge), om småting fra hverdagslivet. Signe opdagede pludselig, at hun egentlig lyttede rigtigt lyttede.
Forresten, vil du ikke komme og spise i morgen? Jeg laver frikadeller. Du kan møde Freja.
Øh… ved ikke rigtigt…
Kom nu, Lærke tog hendes hånd. Din mor sagde du skulle blive til onsdag. Så kan vi mindes teenagetiden.
Signe nikkede.
***
Næste dag gik Signe på apoteket.
Hun manglede piller og en ordentlig blodtryksmåler til mor måske lidt ekstra vitaminer også. Hun gik gennem byen, så sig omkring, og tænkte: Byen var egentlig ikke så slem. Træer med rim, børn på kælk, gamle damer på bænke. Bare helt almindeligt liv.
På apoteket var der selvfølgelig kø. Signe tog plads sidst. Foran hende stod en ældre dame i lyselilla dynejakke, med et net proppet med leverpostej og rugbrød. Hun skiftevis stampede i gulvet og gispede.
Har du det dårligt? spurgte Signe.
Det går nok, barn. Hjertet slår lidt vildt lige nu. Jeg skal bare ha en magnyl, så er jeg frisk igen.
Signes blik blev ved damen. Hvid om læberne, blålig hud og svedperler i panden.
Sæt dig her, sagde Signe. Jeg køber for dig. Hvad skal du have?
Nitroglycerin, min pige. Du er så rar.
Signe købte medicin, rakte det til hende, og damen proppede straks pillen i munden og hvilede øjnene. Efter et minut smilede hun.
Tak, smukke. Du er da ikke helt her fra, vel?
Jo, sagde Signe pludselig. Jeg er født her.
Da hun gik ud, smilede hun.
***
Om aftenen gik hun hen til Lærke.
Lærke boede, selvfølgelig, i en faldefærdig tresserblok på femte ingen elevator. Signe måtte hive sig op ad trapperne, mens hun tænkte: Man vænner sig virkelig af med sådan nogle opgange.
Men mærkværdigt nok blev hun ikke irriteret.
Døren blev åbnet af en lille, lys pige med kæmpestore øjne.
Er du tante Signe? spurgte hun. Mor siger jeg skal lukke dig ind.
Det er jeg, nikkede Signe.
Jeg hedder Freja. Kom ind. Mor laver frikadeller!
Inde var der småt, men pænt. Gammel sofa, falmede tapeter, Frejas kreative udfoldelser på væggene. Det duftede hyggeligt af mad og hjemmebag.
Lærke stod ved gryderne.
Ej, Signe! Smid jakken vi spiser lige straks. Freja, find nu de gode skeer, mor sagde det.
De satte sig. Signe spiste og mærkede varmen brede sig i kroppen. Hun kunne ikke huske, hvornår mad havde smagt sådan. Eller hvornår nogen havde spist så uformelt glad sammen med hende.
Tegner du noget til mig? spurgte Signe Freja.
Freja nikkede storslået:
Du er pæn. Jeg vil tegne dig som prinsesse.
Sikke et kompliment, smilede Signe.
Freja fandt tegneblok og farver frem og gik i gang.
Signe sad med sin te og kirsebærmarmelade, mens hun talte med Lærke.
Har du børn? spurgte Freja pludselig uden at se op.
Nej, svarede Signe. Det blev ikke sådan.
Hvorfor?
Freja! råbte Lærke, det spørger man da ikke om!
Det gør ingenting, sagde Signe. Nogle gange bliver det ikke sådan, søde. Sådan er livet.
Du skal ikke være ked af det, sagde Freja alvorligt, Du er stadig ung. Du kan nå det endnu.
Signe grinede igennem tårer.
Tak, smukke.
Freja rakte hende tegningen. På papiret: en dame i lang kjole, med krone og en masse blomster rundt om.
Det er dig, forklarede Freja. Du ser lidt trist ud, så jeg tegner solen snart, så du bliver glad.
Signes strube snørede sig sammen.
Tak, min pige, hviskede hun. Den skal op at hænge hjemme hos mig i København. Okay?
Okay, sagde Freja stolt. Kommer du igen?
Ja, lovede Signe. Og hun vidste, det var sandt.
***
Hun kom hjem til sin mor sent.
Mor var stadig vågen.
Hvordan var det? spurgte hun.
Uventet godt, svarede Signe og satte sig tæt. Tog morens hånd varm, nærmest som sandpapir med leverpletter og alt.
Mor, undskyld. For alt.
Åh, Signe, hvad dog for?
For at jeg… Signe blev tavs. For at jeg var pinligt berørt over jer. Byen. Og mig selv. Jeg troede jeg var bedre, fordi jeg flyttede. Men det var jeg ikke. Jeg løb bare væk.
Mor sagde ikke noget, strøg hende over håret som dengang.
Du løb ikke. Du overlevede bare, skat. Sådan var det dengang: Enten rejste man eller gik til. Jeg er stolt af dig. Glem os bare ikke igen.
Det gør jeg ikke, hviskede Signe. Jeg lover.
***
Næste morgen rejste hun.
Far kørte hende til stationen. Mor stod med sin slidte frakke på perronen og vinkede. Lille. Skrøbelig. Vinkede og vinkede.
Signe kiggede ud ad vinduet og mærkede en underlig knude i maven.
Du… begyndte faren, hostede lidt. Husk at komme igen. Vi er her jo ikke for evigt.
Jeg kommer, far. Jeg lover.
Hun gik ombord, fandt sin plads. Tog mobilen frem. Besked fra Lærke: “Kom igen snart. Freja spørger hvornår tante Signe kommer igen. Hun synes, du er sej!”
Signe smilede og lagde mobilen væk.
Toget satte i gang. Udenfor gled boligblokke, garager, sneklædte marker forbi. Og pludselig kom hun i tanke om, at denne gang havde hun ikke hovedpine. Ville ikke gemme sig. Ville ikke flygte.
Hun fiskede Frejas tegning op. Prinsesse, krone, blomster, en engelsk sol på vej.
Hun kiggede ud. Ude over markerne steg en rød sol op. Stor. Ægte.
***
En uge senere overførte Signe penge til Lærke bare sådan. Til Freja: til tegnegrej, lidt sjov.
Lærke ville ikke tage imod men Signe insisterede.
Et halvt år efter kom Signe tilbage igen. Uden at give lyd. Hun købte bare billet og dukkede op.
De sad tre sammen i køkkenet Signe, Lærke, Freja spiste frikadeller og snakkede fjollet.
Og Signe tænkte, at måske… var det her egentlig lykken. Bare at høre til et sted. At nogen har brug for en uden at man skal bevise noget.
