INGEN VIL GØRE DIG FORTRÆD
Hvor har du været henne? spurgte Preben vredt, da Sidsel kom ind ad døren i lejligheden.
Jeg har været på arbejde.
Det er jo lørdag i dag!
Jeg arbejder også om lørdagen.
Du arbejder, men penge ser jeg ikke noget til.
Du arbejder jo overhovedet ikke selv…
Du skal ikke begynde, sagde han mellem tænderne og trådte truende frem mod hende. Skynd dig ned i Brugsen! Der er ikke engang noget mad i huset.
Preben, vi har kun 2.000 kroner tilbage, og der er en uge til lønningsdag. Du kunne da også prøve at finde et job eller køre lidt taxa i bilen.
Tror du, jeg gider være taxachauffør? Du burde være glad for, at du overhovedet må bo her i min lejlighed, han åbnede døren. Ud! Gå nu ned og handel ind!
***
Tårerne trillede ned ad kinderne på Sidsel. Hvor var det bittert! Som om det var hende, der havde skylden for, at livet var gået helt i skævt. De havde været gift i fire år nu. Det begyndte faktisk fint nok. Begge deres forældre havde slået sig sammen og købt en toværelses lejlighed til dem. Senere havde de sparet sammen til en bil, en billig Suzuki, men det føltes som den største sejr. Alt stod i Prebens navn, for han var jo manden i huset.
Hendes forældre boede i et lille landsbysamfund, men de bidrog også til betalingen.
Preben havde et lille firma med sin far ikke nogen guldgrube, men det gik da. Men Preben syntes, han fortjente mere, og hans stolthed kostede ham alt. Han kom op at skændes med sin far, lod virksomheden gå tabt og ventede nu på… ja, på hvad?
I et år havde han nu ikke arbejdet. I stedet skældte han Sidsel ud og begyndte også at slå. Hun knoklede seks dage om ugen, men der var aldrig penge nok, og alligevel fik hun skyld for alt. Hun tænkte ofte på at tage hjem til forældrene, men begge hendes yngre søstre boede der allerede. Hun kunne ikke rigtig byde dem, at hun også flyttede hjem.
***
Hun trådte ud af opgangen, tørrede øjnene og gik mod SuperBrugsen dog ikke den nærmeste, men en længere væk, hvor det var billigere, og så behøvede hun ikke vende hjem så hurtigt.
På parkeringspladsen foran en Netto holdt en stor Land Rover, og ud steg en mand med let haltende gang.
Ud af øjenkrogen så hun ham.
Sidsel! råbte han glad.
Hun drejede hovedet.
Viktor!
Det var hendes gamle klassekammerat. Viktor havde været handicappet fra barnsben af noget med både arme og ben. De gik i klasse sammen fra første til ellevte, og Sidsel huskede tydeligt, hvordan han ofte var på hospitalet. Drengene drillede ham, men han blev ved, var klassens dygtigste, ja faktisk skolens. Efterhånden som han fik behandling, fungerede arme og ben bedre. I 1. klasse blev han næsten båret ind, men da han fik sin studentereksamen, gik han op på scenen med en rank, men let haltende gang.
Nu steg han ud af en luksusbil, smilende over hele ansigtet til sin gamle veninde.
Sidsel, er det virkelig dig?! Der var styrke i hans stemme. Jeg har ikke set dig i årevis. Vi mødtes alle sammen for to år siden. Jytte sagde, hun havde ringet til dig, men du dukkede aldrig op.
Ja, øhm… der var så meget… svarede hun usikkert, men Viktor gennemskuede hende straks.
Skal du ind at købe ind? spurgte han.
Ja.
Kom! Jeg skal også handle.
Han ledte hende mod den store Irma, men Sidsel tøvede. Det var alt for dyrt til hendes pengepung. Han fattede straks mistanken. En nærmere granskning afslørede resten.
Sidsel… han skulle til at sige noget, men hun afbrød ham.
Nej Viktor, jeg går altså i den anden butik. Undskyld…
Hun trak hånden til sig, så ned og skyndte sig videre mod Fakta.
***
Hun købte sine varer, hver krone blev vendt. Da hun kom ud, stod Viktor igen på fortovet, ventede tydeligvis på hende ved sin bil. Han gik resolut hen til hende, tog hendes hånd, åbnede døren og sagde bestemt:
Sæt dig ind!
Hun gjorde, som han sagde, og han satte sig ind til hende.
Fortæl mig, hvad der er sket!
Som et barn snøftede hun, mens hun fortalte alt, uden filter.
Så gå da fra ham, så er det overstået!
Men hvor skal jeg tage hen? Alt står jo i hans navn.
Sidsel, jeg er en af byens bedste advokater. Hvad der står i navnet er ligegyldigt, halvdelen tilfalder dig. Han fandt straks sin telefon frem. Hvad er dit nummer?
Hun trak tøvende telefonen frem og gav ham det. Han ringede op, og få sekunder efter lød hendes ringetone i bilen.
I dag er det lørdag. Mandag søger du om skilsmisse. Jeg fortæller dig, præcis hvad du skal gøre ingen dikkedarer! Han startede bilen. Hvor bor du?
På Andersen-Nexøs Vej, tæt på posthuset.
Jeg er lige flyttet ind i den nye ejendom derovre, han nikkede mod en moderne, ni-etagers bygning.
***
De kørte hen til hendes blok. Viktor steg ud, åbnede døren og smilede til hende.
Nu får du taget dig sammen, Sidsel! Mandag ringer jeg. Hvis noget sker i weekenden, så ringer du straks til mig.
Viktor, jeg er bange for ham!
Du skal ikke være bange! hans smil gav hende mærkelig tryghed.
***
Hun gik ind i lejligheden, og straks kom Preben stormende ud i entréen.
Hvem var det, du kørte rundt med i bil?
Preben, det var en klassekammerat, jeg mødte…
Manden går hjemme sulten og konen fiser rundt…
Så kom skældsordene og så et slag.
Sidsel smed indkøbsposen, løb grædende ud, ned gennem opgangen og ud på gaden ind i Viktor, der stadig stod udenfor.
Sæt dig ind!
Han åbnede bildøren, satte hende ind, og kørte bort.
***
Hun kom til sig selv, da han førte hende ind i en rummelig treværelses lejlighed et sted nord for byen.
Viktor, hvor har du taget mig hen?
Det her er min lejlighed. Her vil ingen gøre dig fortræd. Jeg bor alene.
Pludselig lød hendes mobil, og langsomt åbenbarede Prebens truende stemme sig fra telefonen:
Hvor går du rundt henne?
Der fulgte endnu et strøm af skældsord, men Viktor tog telefonen ud af hænderne på hende og sagde roligt:
Sidsel søger om skilsmisse. Lejligheden får hun.
Hvad siger du? Hvem er du?
Hvis du brokker dig, skaffer jeg dig anklaget for vold og så skal du hilse fra mig i Vestre Fængsel.
Hvem fanden tror du, du er?
Jeg har sagt, hvad jeg vil sige.
Han slukkede telefonen og rakte hende den. Sidsel snøftede, men han sagde beroligende:
Så, Sidsel, nu skal du falde til ro. Gå ud på badeværelset og vask ansigtet. Om lidt spiser vi frokost.
Mens hun var i bad, satte Viktor vand over til te og foretog et opkald.
***
Efter en mat kop te med boller så Viktor hende i øjnene:
Kom, vi tager på besøg hos din mand.
Nej, frygten lyste ud af hendes øjne jeg tør ikke…
Sidsel, han smilede trygt alt går fremover sådan, som du ønsker det!
Nede foran stod nu en politibil, en gammel, blå Skoda. En ung betjent sprang ud og hilste venligt.
Viktor Petersen, vi står til jeres tjeneste.
De hilste og hjalp Sidsel ind.
***
Et par minutter senere bankede de på døren.
Hvem fanden banker nu? kom det vredt derindefra, og Preben åbnede.
Preben Thorsen? spurgte betjenten myndigt.
Ja.
Jeg har lige nogle spørgsmål.
Preben sendte Sidsel et arrigt blik.
Kom ind, da!
Viktor og betjenten gik ind, satte sig i stuen, og betjenten begyndte protokollen.
Sidsel, pak dine papirer og det vigtigste.
Viktor sagde det roligt, men Sidsel følte sig lettere hun havde haft så lidt støtte det sidste lange tid. Nu stod hendes gamle klassekammerat der, som hun altid havde regnet for en god ven, men aldrig haft romantiske følelser for dengang havde pigerne kun drømt om flotte prinsen på hvid hest, eller i det mindste i en smart bil, ikke en haltende dreng men nu…
Hun pakkede sine papirer, gav dem automatisk til Viktor, der smilede varmt til hende. Sidsel begyndte at samle nogle få ejendele mekanisk, ikke engang klar over hvorfor eller til hvad, men hun følte sig ikke ensom længere.
Jeg er færdig, sagde betjenten.
Tak! Giv mig et øjeblik med Preben.
Viktor satte sig til rette:
Nu skal du høre, Preben. På mandag søger din kone skilsmisse. I har ingen børn. I bliver straks skilt på rådhuset, og I deler, hvad der er.
Og hvis jeg nægter? Alt tilhører jo mig, Preben trak på skuldrene.
Så anmelder Sidsel dig for vold og så tilbringer du weekenden i Vestre Fængsel, mens hun bliver boende. Hvad siger du til det?
OK, hun kan gå sin vej, indså Preben træt.
Fint. Mandag afhenter jeg dig, og vi løser det.
***
Pludselig ringede Sidsels telefon. Hun smilede det var hendes mor. Efter at have flyttet fra Preben havde kontakten været noget anspændt, for hendes forældre troede ikke på skilsmisser de havde trods alt selv holdt sammen i mere end 25 år.
Hej mor! hun råbte glad.
Hej min pige, lød mors stemme tungt.
Hvad er galt?
Du er glad, kan jeg høre. Rigtig glad for at være blevet skilt, hva?
Det er jeg faktisk, indrømmede Sidsel.
Ja, vi må se, hvordan det går.
Hvad ville du?
Oline vil også giftes.
Åh, med hvem?
En fra byen. Vil gerne bo i byen, ligesom du. Han ejer ingenting, kun sin kærlighed. Hans forældre bor i en treværelses, men sønnen bor stadig hjemme. Vi er enige om at splejse til en lille lejlighed, men ingen stor bryllupsfest. Så går hun rundt og er lidt skuffet.
De kan bo hos mig, så længe, Oline vil.
Sidsel, hvad siger du? Hvor vil du selv bo?
Mor, glæden kunne næsten ikke skjules i stemmen jeg skal giftes igen!
Du har jo knap nok fået papirerne, før
Det lover jeg: denne gang varer det for altid! Han hedder Viktor. Jeg elsker ham!
