BRUDEN
Signe så med vantro, hvordan hendes forlovede med et vredt forvredet ansigt sparkede til den lille gravhund Mille, som ved et uheld havde trådt på hans skinnende hvide sneakers med sine beskidte poter. Frida, hendes trofaste blandingshund, forsøgte at sætte sig imellem, men fik i stedet et hårdt rap med den tunge læderhundesnor over snuden. Først dér forstod Signe, hvorfor hendes katte og hunde for evigt havde skyet Jonas.
Hun sad i stilhed ved vinduet i sin lejlighed på Vesterbro, mens vintermørket sænkede sig over København og gadelygterne langsomt tændtes i de omkringliggende blokke. Lyset og mørket var lige gyldigt for hende; hendes tanker hang ved spørgsmålet, der nagede hende hver dag. Hun havde jo alt, en rummelig andelslejlighed, et godt job på Rigshospitalets skadestue hun manglede blot den partner, alle veninderne på Facebook delte billeder af: mand, børn, hus. Kærligheden havde gang på gang spillet hende et puds, og nu tikkede det biologiske ur, mens barndomsveninderne for længst voksede sammen med deres familier.
Havde hun virkelig fortjent at ende som den gale kattekvinde? Hun sukkede, lod hånden glide gennem pelsen på sine tre katte, der alle kærligt gned sig op ad hende. Hendes forældre havde mistet livet i en bilulykke, da hun var ung, og hun havde boet hos sin farmor på Amager, der støttede hendes drøm om at blive sygeplejerske.
Efter gymnasiet havde hun søgt ind på medicinstudiet, men cuttet til kvote 1 var for højt, og i stedet blev det til en ambulanceredder-uddannelse. Jobbet elskede hun, men kærlighedslivet var en ørkenvandring. Farmoren, som holdt så meget af hende, var for længst flyttet i rækkehus, så Signe kunne få plads til de rigtige skridt i voksenlivet, men allerede da begyndte det at gå skævt.
Som barn havde Signe drømt om både kat og hund, men moren led af pelsallergi. Det opdagede de, da Signe triumferende slæbte en forkommen rødstribet killing, Basse, hjem fra gården allerede samme aften blev moren blå i ansigtet af et astmaanfald, og Basse måtte flyttes hjem til farmoren. Efter forældrenes død dukkede katten Mille op; en tvekønnet bomuldstot, Signe fandt klamrende sig til en tom sodavandsflaske nær en Netto-butik. Farmor syntes ikke, hun var klar til hund, og Mille måtte nøjes med at være hendes eneste dyr.
Nu boede Signe alene, og hendes flade summede af liv. I stedet for det romantiske parforhold havde hun fundet fem kærlige venner blandt gadens forladte dyr hendes flok uden hvem livet ville være uudholdeligt ensomt. Frida, hendes gravhund, havde hun fundet rystende og forfrossen på et hjørne af Enghavevej, hvor den forsilte og bange forsøgte at snige sig ind i den varme Føtex. Vagterne havde jaget den væk, men Signe stak den lille i sin sportstaske og havde hurtigt sneget den med hjem.
Frida, opkaldt efter sin lynhurtige fart gennem lejligheden, havde øjeblikkeligt vundet pladsen som dronning over dem alle. Sådan begyndte det.
Snart kom den næste, Mille, en dværgtakser, smidt ud i sneen af de tidligere ejere, da de skulle renovere køkken og gulve med eksklusive materialer i deres lejlighed i Hellerup. Mille havde i ugevis grædt og forsøgt at komme ind i opgangen, indtil Signe tog hende til sig og plejede hendes forfrosne ører. Mille blev husets mor tålmodig, rolig, systematisk. Hun havde kronisk ørebetændelse, så på kolde vinterdage fik hun halstørklæde på, hvilket hun bar med en komisk værdighed.
Katten Karen dukkede pludseligt op. En isnende morgen smuttede hun foran Signe med et hjerteskærende mjav. Signe fik hende ind i opgangen, serverede ostemadder og hængte en seddel op: Venligst, smid ikke katten ud! Jeg fjerner, hvis hun roder. Signe, 2. tv. Da Signe hentede hende hjem, kaldte hun straks katten Karen, og Karen svarede prompte. Karen var stor, grå og myndig; snart kommanderede hun kattenes adfærd med jernpote. Ingen satte spørgsmålstegn ved husordenen; ikke engang om natten slappede hun af, men gik vagtrunde med sin buskede hale.
Den lille sky kat, Emil, var fundet blandt blade i Søndermarken to krager truede ham, da Signe stødte på ham under en løbetur. Emil blev aldrig andet end den tyste, venlige sjæl, altid enig, aldrig rå at drille eller slås.
De fem boede side om side, tæt på hinanden, søgte trøst hos Signe, som vidste, at ingen kæreste med passion for designermøbler ville bifalde en zoo hjemme. Farmor advarede ofte:
Signe-pige, hvad skal du dog med alle de dyr? Selv om du har stor altan og brede karme, er det altså ikke for alle mænd!
Så er de mænd ikke noget for mig, farmor.
Sådan gik det også. Med Søren havde hun haft et halvt år, indtil det viste sig, at han nægtede at have dyr. Næste blev Jonas den smarte, selvsikre fyr, svømmemester og altid centrum for festen. Han imponerede, inviterede ud, og hjalp endda med at gå tur med Frida og Mille. Bryllup blev nævnt, men snart begyndte dyrene at undvige ham. Frida knurrede direkte. Mille løb væk. Kattene flygtede, og Karen hvæsede.
En eftermiddag, da Signe stod og lavede mad, hørte hun tumult ude fra gården. Hun så Jonas, med et ansigt forvrænget af raseri, sparke ud efter Mille for at hun havde gjort hans sneakers beskidte. Frida fór til, men Jonas svingede linen og ramte hende hårdt.
Signe stormede ud. Hun rev linen ud af hånden på Jonas og svingede den over hans hænder med tårer i øjnene.
Hvad bilder du dig ind? De er mine venner! Tror du snart, du vil slå mig også?
Hold nu op, Signe, det var da bare for at lære dem at opføre sig!
Skrid! Og kom aldrig igen!
Jonas fnøs: Jeg gider alligevel ikke bo i et menageri.
Tiden efter var mørk for Signe. Hun havde troet, Jonas var ham, at de skulle dele fremtiden, men bag hans charmerende overflade gemte sig kulde. Årene gik, hun vænnede sig til tanken om at være alene, da kærligheden slog ned som lyn fra klar himmel.
Hun mødte Anders Madsen, skadestuens traume-læge, en mørk vinternat. Han skrev notater, da hun fulgte en ulykke ind han kiggede op, og hendes hjerte sprang et slag over. Hun troede aldrig på kærlighed ved første blik det gjorde hun nu.
Han brugte sin autoritet til at opsnuse hendes nummer og ringede aftenen efter. Et halvt år gik, før hun turde vise ham sit hjem og sine dyr for hun var ræd for, at endnu en mand ville forsvinde, hvis han så hele menageriet.
Mødet med Anders søster gik godt, og da de efterhånden talte om bryllup og Signe blev præsenteret for hele hans familie, blev det umuligt at forklare, hvorfor han ikke måtte komme hjem til hende. Kattene er syge, frøken Hansen fra første sal bor her midlertidigt, jeg maler alle undskyldningerne slap op.
Til sidst travede hun alle fem dyr med til farmor på Amager. Kattene elskede farmor, Frida og Mille var vant til haven. Men farmor rystede på hovedet:
Signe, ærlighed varer længst. Du starter ægteskab med at skjule hele din familie!
Jeg kan bare ikke miste Anders, farmor. Hvis han går på grund af dyrene, mister jeg alt. Men dem vil jeg jo heller aldrig undvære.
Du må selv finde ud af det, men sandheden kommer altid frem.
Efter flere uger med daglige besøg på Amager og fortsat fastholdelse af ingen dyr hjemme, faldt Anders mistænksomhed. Han friede, og Signe sagde ja under latter og tårer: Mit medgift er småt; pas på, hvad du ønsker dig! Dagene op til brylluppet var hektiske vielsesringe blev købt, gæstelister diskuteret, men Signe var træt og sjusket, da hun endelig tog Anders med hjem for at tælle kuverter og vælge menu.
Da Anders forsøgte at smide tom emballage ud, væltede en pose med dåsemad til kat og hund ud. Han så spørgende på hende.
Hvad er det?
Det det forklarer jeg senere, sagde Signe.
Samtidig, i haven på Amager, havde farmor uden held forsøgt at holde fast i dyrene, da postbuddet uforvarende havde efterladt døren på klem. Pludselig blev Karen, Emil og Mille ledt af Frida i samlet flok, da de sneg sig ned ad stien på vej hjem til Signe. På gågaden så folk forundrede til, da et optog af to hunde og tre katte alle i sne og med halstørklæde spadserede benhårdt mod Vesterbro.
Anders troede knap sine egne øjne, da han åbnede døren, efter at have hørt skraben og miaven udenfor. Ind strømmede fem sneklædte, målrettede dyr. Signe satte sig skamfuld på skohylden, ansigtet i hænderne, mens tårerne løb.
Signe, er de allesammen dine?
Ja Jeg ville vente med at sige det, de har boet hos min farmor.
Dyrene advarede straks Anders med knurren og hvæsen. Han tog jakken på og gik. På vej ud sagde han:
Du sagde, du ikke havde noget medgift.
Døren lukkede, og Signe ringede farmor: Nu er det slut. Der bliver intet bryllup. Det er min egen skyld. Hun forklarede ikke Anders, hvorfor hun havde gjort, som hun havde. Det var for sent.
Timer senere lød ringeklokken. Der stod Anders, med poser fulde af dyrt dyrefoder fra MaxiZoo. Uden et ord stillede han det fra sig, gik ud, og vendte tilbage nu med en lille gravhund i rød flyverdragt:
Dette er min hund, Naja. Og det her er Mette. Hun har boet hos min søster tager I dem ind i flokken?
Årene gik. Signe og Anders griner stadig over den dag, da karavanen af haletusser og pelsbolde endte med at give dem kærligheden. Hvem ved, uden den medgift var de måske endt helt andre steder i livet og ikke sammen i deres fulde, larmende hjem på Vesterbro.
