Min søn låste døren, da jeg kom for at besøge ham… og lod som om han ikke var hjemme.

Min søn låste døren, da jeg kom for at besøge ham… og lod som om han ikke var hjemme.
Jeg var sikker på, han var derinde.
Lyset strømmede ud fra under døren, og jeg kunne høre fjernsynet svagt gennem væggen.
Da jeg ringede på, opstod den mærkelige stilhed, man kun oplever, når nogen bevidst ikke ønsker at åbne.
Jeg blev stående foran døren.
Ringede igen.
Så en tredje gang.
Til sidst lænede jeg mig mod den kolde, hvide væg og hviskede:
Mads… jeg ved, du er der.
Ingen svar.
Kun fjernsynet fortsatte sin monotone snakken.
I det øjeblik følte jeg mig mere ensom foran den lukkede dør end nogensinde før, selv mere end når jeg var alene hjemme i min egen lejlighed.
Jeg er hans mor.
Jeg opfostrede ham helt selv.
Faren rejste til Aalborg og forsvandt, da Mads var seks år gammel.
Jeg husker, hvordan jeg fulgte ham til skole hver morgen, hvordan jeg sad vågen ved hans seng om natten, når han havde feber.
Og hvordan han, som lille, var bange for mørket og kom ind til mig.
Mor, lad mig ikke være alene.
Nu stod jeg alene foran hans dør.
Lidt efter åbnede elevatoren.
Fru Hansen fra tredje kom ud.
Hun kiggede på mig.
Venter du på nogen?
Jeg smilede forsigtigt.
Min søn.
Hun kastede et blik mod døren.
Men han kom jo lige hjem?
Mit hjerte blev tungt.
Jeg ved det.
Jeg gik ned ad trappen, fordi jeg ikke ville vente på elevatoren og risikere at græde foran nogen.
Ude på gaden vibrerede min mobil.
En besked.
Fra Mads.
“Mor, undskyld. Det var bare ikke det rette tidspunkt.”
Det rette tidspunkt.
De ord føltes så fremmede.
Jeg sov ikke hele natten.
Næste dag besluttede jeg, at jeg ikke ville skrive til ham.
Hvis nogen ikke vil åbne døren for dig, kan du ikke tvinge dem.
Der gik tre dage.
Så ringede min telefon.
Det var Mads.
Hans stemme lød anderledes.
Mor… kan vi ses?
Hvorfor?
Han tøvede.
Fordi noget skete i går.
Hvad?
Nabodrengen spurgte mig om noget.
Han sukkede.
Han spurgte, hvorfor hans bedstemor altid kom på besøg, men at min mor aldrig kom til mig.
Mit hjerte snørede sig sammen.
Hvad svarede du ham?
Ingenting… jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige.
Så hviskede han:
Jeg indså, at hvis jeg fortsætter sådan, vil min søn en dag tro, det er normalt at lukke døren for sin egen mor.
Der blev stille.
Mor… kommer du igen?
Jeg stirrede længe på telefonen.
Så svarede jeg stille:
Vil du åbne døren denne gang?
Der kom et enkelt svar fra den anden side.
Ja.
Og nogle gange er det netop dét det sværeste af alt.
At åbne døren.
Hvordan ville du selv gøre, hvis det var dig?