Min søn låste døren, da jeg kom for at besøge ham… og lod som om han ikke var hjemme.

Min søn låser døren, da jeg kommer for at besøge ham og lader som om han ikke er hjemme.
Jeg ved, han er derinde.
Lyset er tændt.
Jeg kan høre fjernsynet.
Men da jeg banker på, falder den stille ro, der kun opstår, når nogen bevidst ikke vil åbne.
Jeg står foran døren og venter.
Banker igen.
Så tredje gang.
Til sidst læner jeg mig bare op ad væggen i opgangen og hvisker:
Mikkel jeg ved, du er derinde.
Ingenting.
Kun fjernsynet fortsætter, som om alt er normalt.
Der, foran hans dør, mærker jeg pludselig hvor meget mere alene man kan føle sig, når man står foran en lukket dør, end når man faktisk bare er helt alene.
Jeg er hans mor.
Opdraget ham alene.
Faren forlod os, da Mikkel var seks.
Jeg husker, hvordan jeg fulgte ham til skole hver morgen. Hvordan jeg sad vågen gennem hele natten, når han fik feber.
Jeg husker også, hvordan han var bange for mørket og kom ind til mig om natten.
Mor, må jeg ikke være alene?
Og nu står jeg alene foran hans dør.
Efter nogle minutter åbner elevatoren.
Nabokonen fra tredje sal kommer ud.
Hun kigger på mig.
Venter du på nogen?
Jeg smiler lidt.
Min søn.
Hun ser på døren.
Men han kom jo lige hjem.
Mit hjerte snører sig sammen.
Jeg ved det.
Jeg går ned ad trappen, fordi jeg ikke vil vente på elevatoren og græde foran folk.
Da jeg kommer ud på gaden, vibrerer min mobil.
En besked.
Fra Mikkel.
Mor, undskyld. Det var bare ikke et godt tidspunkt.
Et godt tidspunkt.
De ord føles så fremmede.
Hele natten får jeg ikke sovet.
Næste dag beslutter jeg, at jeg ikke skriver til ham.
Hvis nogen ikke vil åbne deres dør for dig, kan du ikke tvinge dem.
Der går tre dage.
Så ringer telefonen.
Det er Mikkel.
Hans stemme lyder anderledes.
Mor kan vi ses?
Hvorfor?
Han tier et øjeblik.
Fordi der skete noget i går.
Hvad?
Nabosens søn spurgte mig om noget.
Han sukker.
Han spurgte, hvorfor hans farmor altid kommer, mens min mor aldrig gør det.
Mit hjerte trækker sig sammen.
Og hvad svarede du?
Ingenting jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige.
Så hvisker han:
Jeg indså, at hvis jeg fortsætter sådan, vil min egen søn en dag tro, det er normalt at lukke døren for sin mor.
Der bliver stille.
Mor vil du komme igen?
Jeg kigger længe på telefonen.
Så svarer jeg stille:
Vil du åbne denne gang?
Fra den anden ende hører jeg en enkel sætning.
Ja.
Og nogle gange er netop dét det sværeste, der findes.
At lukke døren op.
Hvordan ville du have gjort, hvis det var dig?