Min søn låste døren, da jeg kom for at besøge ham… og lod som om, han ikke var hjemme.

Min søn låste døren, da jeg kom for at besøge ham og han lod som om, han ikke var hjemme.
Jeg ved, han var derinde.
Jeg så lyset.
Jeg hørte også fjernsynet.
Men da jeg ringede på, blev der den slags stilhed, som kun opstår, når nogen bevidst ikke vil åbne.
Jeg stod foran døren og ventede.
Ringede på igen.
Så en tredje gang.
Til sidst lænede jeg mig blot op ad væggen i opgangen og hviskede:
Mads jeg ved, du er derinde.
Intet svar.
Kun fjernsynet, der fortsatte med at tale.
Det var dér, jeg forstod, at man kan føle sig mere alene foran en lukket dør end når man er helt alene.
Jeg er hans mor.
Jeg har opdraget ham alene.
Hans far gik sin vej, da Mads var seks.
Jeg husker, hvordan jeg fulgte ham til skole hver morgen. Hvordan jeg lå vågen om natten, når han havde feber.
Jeg mindes også hans barndoms frygt for mørket og hvordan han kom ind til mig om natten.
Mor, lad mig ikke være alene.
Nu stod jeg selv alene foran hans dør.
Efter et par minutter åbnede elevatoren.
Naboen fra tredje sal trådte ud.
Hun kiggede på mig.
Venter du på nogen?
Jeg smilede genert.
Min søn.
Hun kastede et blik på døren.
Men han kom jo lige hjem.
Mit hjerte sank.
Jeg ved det.
Jeg gik ned ad trappen, fordi jeg ikke ville vente på elevatoren og risikere at græde foran nogen.
Da jeg kom ud på gaden, vibrerede min telefon.
En besked.
Fra Mads.
Mor, undskyld. Det var bare ikke det rigtige tidspunkt.
Det rigtige tidspunkt.
De ord lød så fremmede.
Jeg sov ikke hele natten.
Næste dag besluttede jeg mig for ikke at skrive til ham.
Hvis nogen ikke vil åbne deres dør for dig, kan du ikke tvinge dem.
Der gik tre dage.
Så ringede min telefon.
Det var Mads.
Hans stemme var anderledes.
Mor kan vi ses?
Hvorfor?
Han tøvede et øjeblik.
Fordi der skete noget i går.
Hvad?
Nabodrengen spurgte mig om noget.
Han sukkede.
Han spurgte, hvorfor hans bedstemor altid kommer, og hvorfor min mor aldrig besøger mig.
Mit hjerte snørede sig.
Hvad svarede du ham?
Ingenting jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige.
Så hviskede han:
Jeg indså, at hvis jeg fortsætter sådan, vil min egen søn tro, det er normalt at lukke døren for sin mor.
Der var stille.
Mor kommer du igen?
Jeg stirrede længe på telefonen.
Så sagde jeg stille:
Vil du åbne denne gang?
Fra den anden side lød kun én sætning.
Ja.
Og nogle gange er det netop det sværeste.
At åbne døren.
Hvordan ville du selv handle, hvis du var mig?