Forældre-kærlighed
– Børn er livets blomster, plejede min mor altid at sige. Far lo altid og tilføjede med glimt i øjet:
– På deres egne forældres gravsten hentydede han til børns drillerier, luner og det evige larmende hus.
Jeg, Rasmus, sukkede træt, men lykkelig, mens jeg satte ungerne ind i en taxa. Freja er fire, Johannes halvandet. De havde haft nogle skønne dage hos mormor og morfar i Odense med småkager, varme kram, højtlæsning og de lidt flere tilladelser end hjemme, som kun bedsteforældre kan finde på.
Jeg havde også virkelig nydt turen hjem til barndomshjemmet. Mine forældre, søstre, niecer og nevøer der var ingen krav om forklaringer eller præstation, bare tilhørsforhold. Mors mad, som ingen kan sige nej til. Juletræet, pyntet med glitrende, gammeldags og kitschede pynteting, der vækker varme minder. Fars lange, hjertelige skåltaler. Mors gaver gennemtænkte og kærlige.
Et øjeblik følte jeg mig som barn igen og trængte bare til at sige:
Tak for alt, mor og far!
I år havde Mathias og jeg besluttet at give mine forældre en særlig gave. Ikke af pligt men af taknemmelighed. For en tryg barndom, for den uendelige varme og omsorg, vi børn havde fået. For den tillid, mine forældre havde til Mathias, da de overlod ham deres dyrebare datter. For familiestøtten, troen på os, og deres engagement i hvert et skridt vi tog.
– Jeg har altid drømt om at give min far en bil, sagde Mathias sagte en dag. Men det nåede jeg aldrig, før han gik bort.
Han blev stille et øjeblik, men sagde beslutsomt:
– Men til din far skal vi nok gøre det!
Jeg smilede bare til ham, med den kærlighed der rummer både taknemmelighed og fremtid.
Som vi aftalte, ankom jeg med børnene til mine forældres hus på Fyn. Med mig bragte jeg gennemsigtige bakker med hjemmelavede salater, kød og søde sager.
Johannes overrakte stolt mormor en kæmpe buket tulipaner næsten større end ham selv. Jeg krammede far, kyssede ham på kinden og indåndede den duft, der er lig med hjem.
– Hvor er Mathias? Er han ikke med? spurgte mine forældre nysgerrigt.
Min telefon vibrerede. Det er Mathias, sagde jeg smilende. Han bliver lige lidt forsinket og siger, at vi bare kan starte uden ham.
Børnene drønede allerede ind i stuen. Under det høje pyntede grantræ lå pakker i alle størrelser fra Julemanden, med navn på så man ikke var i tvivl om, hvem der skulle have hvad.
Freja fik selvfølgelig flest. I én æske lå en magisk askepot-vogn. I en anden to smukke hvide heste med gyldne manker. Og endda krystal-sko til prinsessen selv. Der var et svævende tylskørt, lange handsker glitrende af perler, smykker, tryllespejl, børne-makeup, kreative sæt og bøger…
Til Johannes var der en gigantisk æske med parkeringshus, hvor små skinnende biler kunne rulle op med elevator og suse ned ad spiralramperne. Desuden gemte pakkerne på en lysende dinosaur, bue og pile, et lillebad fyldt med kulørte plastikkugler, en rum-blaster og en bunke malebøger, tuscher og farveblyanter.
Og mig havde de også husket!
I en lille æske lå der et par gyldne øreringe de glimtede i lyset fra juletræet.
På bordet stod min yndlingskage Myretuen. Med nødder, rosiner, cocktailbær og chokolade som da jeg var barn.
Under træet lå et par pakker særligt til Mathias. Forbudt at åbne uden sin yndlingssvigersøn.
Vi gav selvfølgelig selv gaver. Mor fik en fin æske ægte franske parfume, far et sølvarmbånd i flettet mønster. Freja overrakte et portræt af mormor og morfar så skævt og sjovt at alle morede sig.
Men hovedgaven ventede stadig!
En halv time senere efter de første skåltaler, da roen havde bredt sig havde jeg iført mig øreringene. De glimtede, da jeg smilende fangede Frejas blik.
– Mor, tog du de der øreringe på, bare for jeg skulle sige, du er smuk?
– Ja, præcis derfor, sagde jeg ærligt.
– Du er meget smuk! sagde Freja alvorligt. Og jeg! Og far også! Og endda Johannes! Alle lo igen.
– Men hvor er vores elskede svigersøn? Det er ved at være på tide, han kommer!
Og så kom han. Adgangen blinkede rødt, porten gik op og ind i gården rullede en stor, spritny hvid bil med balloner bundet til sidespejle og kølerhjelm.
Vi alle, både børn og voksne, myldrede ud i den kolde luft, snakkende i munden på hinanden og småfrysende.
Ved lågen stod den nye bil skinnende og pyntet. Mathias gik roligt om til min far, overdrog nøglerne og sagde:
Den er til dig, helt fra hjertet.
De krammede hinanden ikke teatralsk, men noget råt og stærkt, sådan som mænd gør det. Far trådte et skridt tilbage og så forbløffet på os.
Hvad har I nu fundet på…? Jeg kan slet ikke han stoppede, måske bange for at tro på det.
Men han blev ført over og sat på førersædet. Han strøg hånden over rattet, så på dashboardet alt lyste op, som et lille rumskib. Den nye kabine duftede af læder og kommende eventyr.
Han tørrede øjnene dem, som sjældent græder.
Jamen, I er skøre… var det eneste, han kunne sige. Så krammede han os alle mig, Mathias, børnebørnene, mor.
En perfekt juleaften. Alle var glade.
De to dage i barndomshjemmet fyldte os alle med glæde, både de store og små. Men alt får en ende og snart var det tid at tage hjem.
Om morgenen kørte Mathias på job. Svigerfar kørte ham i den nye bil stolt, rank, nærmest yngre i takt med kilometrene. Jeg stod i døren og så efter dem, lettet over at gaven allerede havde fået sit eget liv.
Efter frokost bestilte jeg taxa. Kufferterne føltes lettere end på udturen, men hjerterne tungere af lykke. Freja krammede mormor, Johannes vinkede til morfar med den lille bil knuget i hånden.
Vi satte os til rette i taxaen. Vejen hjem var rolig, børnene udmattede og faldt i søvn op ad hinanden på bagsædet mætte, glade og trygge.
På vejen hjem bad jeg chaufføren stoppe ved en lille tankstation lige uden for Nyborg.
Bare et øjeblik. Jeg skal lige have et par bleer og noget vand, sagde jeg til chaufføren.
Fem minutter senere kom jeg ud igen, satte mig i bilen og mit hjerte faldt helt ned i maven.
Børnene var væk!
På forsædet sad chaufføren og snakkede til en ung pige, som jeg slet ikke kendte.
Hvad? sagde jeg stille.
Pigen vendte sig forvirret om.
Hvem er hun?! Hvad vil du, kælling?!
Chaufføren trak på skuldrene.
Aner det ikke. og så til mig: Hvem er du egentlig?
Hvad har I gang i? Hvor er mine børn?!
Din idiot! skreg pigen og smækkede ham med tasken. Du har også børn og hvem er hun?!
Du kan fandeme ikke bare sætte hvem som helst ind i bilen! råbte jeg. Hvor er mine børn?!
De næste minutter var det ragnarok i bilen råben, bebrejdelser, viftede arme og totale forviklinger.
Pludselig åbnede en mand bag døren og sagde roligt:
Undskyld det er ikke din bil. Jeg kørte lidt længere frem.
Verden stod stille. Jeg smækkede døren, styrtede hen til en identisk lys taxa længere oppe.
Jeg rev døren op.
På bagsædet sov mine børn fredeligt. To små engle, urørlige.
Jeg åndede tungt ud. Slog mig ned ved siden af dem og bad chaufføren køre videre.
Med ét blev jeg overvældet af grin. Ægte, nervøst, lettet latter. Også chaufføren lo, tydeligt glad for at episoden sluttede uden drama men med en fortælling til hele livet.
Da jeg så på mine sovende børn, forstod jeg pludselig noget simpelt og stort: Til daglig er forældre blide, trætte, smilende måske lidt distræte. Men så snart der lugter af fare så vågner løverne i dem!
Uden tøven, uden tvivl, uden frygt. Én eneste tanke beskyt!
Sådan er kærligheden. Tavs, når alt går godt men uovervindelig, når det gælder børnene.
Det glemmer jeg aldrig.
