Mand, De behøver altså ikke skubbe—øv. Er det Dem, der lugter? – Undskyld, mumlede manden og trak …

– Herre, de behøver altså ikke stå og skubbe. Føj! Er det Dem, der lugter sådan?
– Undskyld, mumlede manden og rykkede lidt væk.
Han mumlede videre for sig selv, utilfreds og trist. Han stod med småpenge i hånden og talte dem op. Sikkert ikke nok til en øl. Margrethe kunne ikke lade være med at stirre lidt på hans ansigt. Mærkeligt… Han så ikke ud til at være drukken.
– Undskyld, herre… Jeg ville ikke virke uhøflig, sagde Margrethe, tøvende. Noget forhindrede hende i bare at gå videre.
– Det går nok.
Han så op på hende med de klareste blå øjne, hun nogensinde havde set. Ikke engang i hendes unge dage havde hun set øjne som de der. Han må have været jævnaldrende med hende, siden af rynkerne at dømme. Alligevel… sådanne øjne!
Margrethe tog ham under armen og trak ham væk fra den lille kø til kassen.
– Er der noget galt? Har De brug for hjælp? sagde hun, mens hun forsøgte at lade være med at rynke næse.
Pludselig gik det op for hende, hvad manden lugtede af. Gammel sved, ikke sprut. Han sagde ikke noget. Han stak bare mønterne i lommen. Han var tydeligvis flov over at skulle forklare, hvad der var sket for ham især for en fremmed dame, ovenikøbet én med pænt tøj og ordentlige sko.
– Jeg hedder Margrethe. Hvad med Dem?
– Bjarne, svarede han lavmælt.
– Er der noget, jeg kan gøre for Dem? spurgte hun og følte pludselig, hun nærmest påtrængte sig.
Til en eller anden vagabond! Men han skævede blot til hende med de isblå øjne, og så kiggede han væk. Hun var ved at vende sig om for at gå, da han pludselig fik fremstammet:
– Jeg mangler arbejde. Ved De, om man kan få lidt småjobs her i byen? Noget med reparation, eller hjælp i haven. Jeg kender jo ikke nogen her, undskyld…
Margrethe lyttede uden at sige noget, mens Bjarne igen begyndte at mumle for sig selv, skamfuld. Hun tænkte over, om man nu kunne stole på hvem som helst. Hun havde nemlig tænkt sig at få lagt nye fliser i badeværelset, men hendes søn havde sagt, han selv ville gøre det bare hun ikke fik nogen klodsede håndværkere ind. Men han havde altid så travlt, og man kunne vente i måneder…
– Kan De lægge fliser? spurgte hun ham.
– Ja, det kan jeg.
– Hvad skal De have for ti kvadratmeter badeværelse?
Han gispede lidt. Tydeligvis overrasket over størrelsen.
– Jeg må se det. Men egentlig bare hvad De synes, det er værd.
Arbejdet udførte Bjarne med stor dygtighed og akkuratesse. Først spurgte han, om han måtte tage et bad Margrethe var glad for, at han spurgte. Hun håbede blot, at ingen sygdomme skulle følge med. Hun fandt nogle gamle bukser og trøjer fra sin afdøde mand til ham, og Bjarne vaskede selv sine egne. I løbet af weekenden havde han gjort arbejdet færdigt. Fjernede omhyggeligt den gamle flise, gjorde rent efter sig, tørrede værktøjet af og lagde det, hvor det skulle være. Da det blev søndag aften, glimtede nye fliser på både gulv og vægge. Margrethe var lidt nervøs for, hvad hun nu skulle stille op. Han var jo formentlig hjemløs skulle hun lade ham blive natten over? Det virkede mærkeligt. Men at smide ham ud midt om natten var heller ikke rigtigt.
Lørdag aften sov hun dårligt, havde låst sig inde på værelset og lå og lyttede. Men Bjarne sov tungt og trygt på sofaen.
– Så, Margrethe, kom og se! lød hans stemme fra badeværelset.
Der var ikke noget at gøre arbejdet var perfekt.
– Bjarne, hvad har De arbejdet med før i tiden? spurgte hun beundrende.
– Jeg var fysiklærer. Uddannet fra Aarhus Universitet.
– Fra Aarhus, simpelthen?
– Ja, den gang hed det ikke endnu universitet… Men enhver ordentlig mand burde kunne håndtere sådan noget her. Det synes jeg.
Margrethe nikkede og fandt de penge, hun havde lagt til side. Hun var ikke nærig gav ham, hvad hun ville have tilbudt professionelle håndværkere. Uden at tælle, stak Bjarne pengene i lommen og begyndte at tage jakke på. Tøjet var tørt, han tog sit eget på igen.
– Vent nu lidt! Går De bare sådan?
Han så overrasket ud og mødte igen hendes blik.
– Ja, hvad ellers?
– Men… kan De ikke tage lidt mad? De har arbejdet hele dagen og kun drukket te.
Bjarne stampede lidt. Nå, men så ja, tak. Det siger jeg ikke nej til.
Margrethe spiste lidt fisk sammen med ham, selvom hun ellers aldrig spiste sent. Hun opdagede, hvor behageligt det var at føre samtale med ham. Han var både charmerende og klog men han bar stadig på noget, en slags sult og tab. Den forsvandt ikke, hverken med et bad eller varm mad. Måske krævede det bare tid.
– Bjarne, hvad er det egentlig, der er sket med Dem? Undskyld jeg spørger
Han var stille længe og sagde så:
– Fortæller jeg, lyder det som et drama. Jeg har hørt mange undskyldninger og fortællinger de sidste otte år. Men min historie er virkelig… Hvorfor skal De høre den?
– Jeg undrede mig bare én som Dem, og så i sådan en situation…
Han så hende alvorligt i øjnene. Så rejste de sig begge næsten samtidig, han gik mod døren, hun kom til at stå i vejen, og resten gav sig selv. Margrethe havde aldrig troet, at man, når man var treoghalvtreds, kunne opleve sådan en passion. Passion, der brændte og sitrede noget hun troede, kun de unge kendte til.
Senere fortalte han, at han for otte år siden havde forsøgt at hjælpe en af sine elever, en meget begavet dreng fra et dårligt hjem, der var havnet i dårligt selskab. Bjarne, klasselæreren, forsøgte at hjælpe ham ud men lederen af den gruppe var en ung mand på 22, fuldstændig uden moralske skrupler. De gik direkte til angreb på Bjarne, men han havde dyrket judo hele sit liv og fik hurtigt overmandet dem, dog så uheldigt, at han kom til at skade lederen slemt: Han ramte en væg, brækkede ryggen, og døde senere. Bjarne ringede selv efter ambulancen og politiet, overbevist om, at det var nødværge, han havde udøvet. Men retten tænkte anderledes, og han fik tolv år dog løsladt fire år før tid for god opførsel.
– Der lever også mennesker derinde, sagde han bare om fængslet.
Da han blev løsladt, fandt han ud af, at ingen ventede på ham. Hans mor var død, havde solgt sin lejlighed for at bo hos sin bror, og svigerinden ville end ikke have Bjarne i nærheden.
– Ham der, den tidligere straffede, skal ikke ind over min dørtærskel, havde hun sagt.
Bjarnes egen kone havde for længst forladt ham og fundet en ny. Han rejste fra Aarhus til København, men heldet var ikke med ham. Intet arbejde, ingen venner dem han mødte, blev hurtigt utilnærmelige, og man kunne mærke mistro og kulde overalt. Til sidst var han nødt til at bede om husly, men selv dem, han boede lidt hos, bad ham høfligt om at flytte videre.
– Hvor længe har du været uden et sted at være? spurgte Margrethe, mens hun så gløden fra hans cigaret.
– To uger er det vel nu.
Han røg hendes cigaretter. Margrethes pakke havde ligget i skuffen i årevis, hun pustede sjældent, men købte alligevel en hver femte år. Bjarne ville gå ud at købe egne, men hun lod ham ikke. Hun tænkte over, hvordan det måtte være at bo ingen steder i to uger.
Mørket og gløden fra cigaretten gjorde det nemmere at indrømme det, han gerne ville indrømme. Margrethe lod ham komme ind i sin seng det var for sent at skjule det.
– Har du overhovedet pas? spurgte hun.
– Ja. Men ingen folkeregisteradresse. Det er dér, problemerne opstår.
Bjarne blev boende. Det gik dem godt Margrethe hjalp ham til midlertidig adresse og fandt ham et arbejde. Ikke som lærer som før, men i det mindste i isenkræmmerbutikken i byen, til at begynde med. Hver anden weekend arbejdede Bjarne som privatunderviser, og han fik langsomt flere elever. I to og en halv måneder levede de stille og lykkeligt sammen, indtil Margrethes søn, Thomas, meldte sin ankomst. Han tog straks moren til side.
– Mor, du må skille dig af med ham der!
– Hvad? Margrethe var chokeret.
De havde ellers ikke blandet sig i hinandens liv.
– Ja, hør nu. Du har ikke brug for sådan en, der ikke har noget. Han bor bare her, fordi han ikke kan andet. Du ved jo ikke engang, hvad han var dømt for
Margrethe gav Thomas en lussing.
– Hold dig fra mit liv!
– Mor, jeg er din arving. Tænk, hvis du gifter dig med ham? Så skal jeg til at dele med én, der ikke har bidraget. Hvis du finder en med penge, fint men ikke ham her…
– Nå, så det handler om penge nu? Stod det virkelig sådan til med din opdragelse?
– Jeg har sagt, hvad jeg ville sige. Jeg kommer om en uge, og så forventer jeg, han er væk.
Margrethe gik ind i huset og kæmpede med tårerne.
– Er han betjent? spurgte Bjarne.
– Undskyld, jeg burde have fortalt det…
– Lad nu være. Det er ikke vigtigt.
– Han arbejder i anklagemyndigheden. Han er en god dreng, men forsigtig og bekymrer sig meget.
– Hvad har du tænkt dig at gøre? spurgte han alvorligt.
Margrethe satte sig ved bordet. Vidste virkelig ikke, hvad hun skulle gøre. Thomas kunne sagtens finde på at true eller presse dem. Måske endda få Bjarne sendt tilbage i fængsel.
– Nu er det forår sagde Bjarne. Jeg kan sige, hvad jeg tænker.
Hun nikkede modvilligt.
– Jeg har penge, jeg har sparet sammen, sagde han. Det rækker ikke til en grund lige her i nærheden, men lidt udenfor måske tyve kilometer væk, ja, så kan vi købe noget. Vi sætter en skurvogn op og bygger gradvist. Jeg kan undervise videre, og er der jobs, tager jeg dem. Jeg bygger vores hus selv. Hvad siger du?
Margrethe sad tavs af forbløffelse. Han begyndte at blive bekymret.
– Jeg ved, du er vant til komfort. Men det bliver kun midlertidigt. Senere får du alt, du har brug for.
– Jeg har også sparepenge. Jeg kan hjælpe med byggeriet, sagde hun eftertænksomt.
– Jeg kan ikke bede dig om det.
– Det behøver du ikke, jeg tilbyder det selv. For os.
Bjarne gik hen til hende, lagde armene om hendes nakke, kyssede hende i håret. Hun mærkede varme, tryghed og kærlighed hvem kunne tro, at det kunne ramme én i deres alder?
De fik hurtigt papirerne i orden. Bjarne mente, Margrethe skulle stå som ejer, men hun ville ikke. Jeg har fast ejendom andetsteds det har du ikke. Og jeg har jo min arving, sagde hun sarkastisk.
De satte en skurvogn på grunden, fik strøm, og Bjarne gik straks i gang med at bygge. Margrethes penge var ikke nok, så Bjarne tog endnu flere privattimer, og indrettede et lille hjørne, så eleverne ikke kunne se, at han underviste i en skurvogn. Hver en krone gik til huset. Om sommeraftener lagde de tæppe ud på jorden og så op på stjernerne.
– Hvad føler du? spurgte Bjarne og holdt om hende.
– Jeg føler, jeg har fået et nyt liv, svarede hun.
– Det burde jeg sige! Men bare du mærker min kærlighed
Og det gjorde hun virkelig, det vidste hun.
Margrethe kørte hjem for at hente ting. Efteråret var på vej, hun skulle have varmt tøj, tæpper og noget køkkengrej. I huset sad Thomas og røg i køkkenet.
– Hej, mor. Jeg troede ikke, jeg skulle finde dig hjemme. Hvordan har du det?
Han så på sin mor. Hun så solbrændt og lettere ud, nærmest strålende.
– Jeg er bare lige forbi for at hente nogle ting. Det er vel okay?
Thomas var stum af overraskelse. Hun var blevet en anden. Ikke bare udseendet havde ændret sig, hun virkede lettere, mere lykkelig.
– Når huset står færdigt, skal du nok få en invitation, min dreng. Men nu har jeg travlt.
Margrethe havde hurtigt pakket de to tasker og hastede igennem huset. På vej ud kyssede hun sønnen på kinden.
– Mor! Hvad sker der med dig?
Hun så tilbage og smilte bredt.
– Et nyt liv, Thomas. Og kærlighed. Selvfølgelig kærlighed! Farvel, min dreng. Og så lo hun og forsvandt ud af døren.
De havde travlt i dag skulle de bygge trappen til huset.