Min søn er ni år gammel. Han er en rigtig glad og rolig dreng. For nylig blev min søster gift. Hun havde skrevet i invitationerne, at det ville være uden børn. Jeg var ikke enig i beslutningen, men jeg valgte at være respektfuld og fandt en ven, der kunne tage sig af min søn under brylluppet.
Men aftenen før brylluppet ringede min veninde og fortalte, hun var blevet syg. Hun undskyldte mange gange, men det var jo ikke hendes skyld. Jeg beroligede hende, men bagefter stod jeg i køkkenet og tænkte over situationen. Min søn sov allerede, og brylluppet skulle begynde tidligt næste morgen. Hvad skulle jeg gøre? Jeg besluttede at tage min søn med til receptionen. Ville min søster virkelig afvise sin egen nevø?
Min svoger har masser af penge, så brylluppet skulle naturligvis være overdådigt. Søster var ret stresset før dagen så jeg valgte ikke at fortælle hende på forhånd, at min søn ville komme med. Da min søster så ham, skiftede hendes ansigtsudtryk øjeblikkeligt. Hun blev rasende og råbte:
Hvorfor har du taget din søn med til brylluppet? Vi har jo sagt, at børn ikke var inviteret! Du har ødelagt det hele!
Jeg blev pinligt berørt. Min søn stod bare stille og forstod ikke rigtigt, hvad der foregik. Jeg tænkte, hvorfor lave så stort et drama? Men det var kun begyndelsen, fandt jeg senere ud af.
Lad hende tage sig af sit barn. Det er hendes valg, hvor hun vil tage ham med, sagde min svoger.
Jeg blev overrasket. Min søster ville slet ikke høre min forklaring. Jeg prøvede at tale med hende, men det var nytteløst.
Til sidst blev jeg vred, tog min søn i hånden og gik hjem. Mine forældre blev tilbage til festen, selvom de egentlig heller ikke havde lyst til at fejre. Stemningen var langt fra festlig.
Min søster er stadig sur på mig og forventer en undskyldning. Jeg synes ikke, jeg har gjort noget galt. Sådan en reaktion klæder hende ikke. Desuden skal hun selv snart være mor. Skal jeg be om tilgivelse hos min søster? Hvad ville du gøre, hvis du var mig?
