Oksana, har du travlt? – spurgte moren, da hun kiggede ind på datterens værelse. – Ét øjeblik, mor…

Er du optaget, Anne-Mette? spurgte moren, idet hun kiggede ind til sin datter.
Et øjeblik, mor. Jeg sender lige en mail, så skal jeg nok hjælpe dig, lød svaret fra datteren, uden at slippe blikket fra skærmen.
Vi mangler mayonnaise til salaten. Jeg havde ikke beregnet det rigtigt. Og jeg glemte at købe dild. Kan du ikke hurtigt smutte over i Brugsen, før de lukker?
Jo, selvfølgelig.
Undskyld, at jeg forstyrrer. Du har allerede sat hår. Det hele er kørt op i en spids med den her jul, sukkede moren.
Sådan. Anne-Mette klappede computeren sammen og vendte sig mod sin mor. Hvad sagde du?
Hun hoppede i støvlerne og den korte pelsjakke, men lod være med at tage hue på frisuren skulle nødig ødelægges. Brugsen lå lige rundt om hjørnet, hun ville ikke nå at fryse. Der var let frost udenfor, fnuggene dalede sagte det var som et eventyr nytårslandskab.
Der var få mennesker i butikken. Det var de glemsomme i dagens travlhed, der hastigt samlede mangler ind. Dild var der kun tilbage i lidt mishandlede bundter sammen med persille og forårsløg. Anne-Mette ville ringe hjem for at spørge, om det gik an, men opdagede, at mobilen lå hjemme. Efter en kort overvejelse tog hun alligevel det grønne med, fandt en pakke mayonnaise fra de tyndslidte hylder, betalte ved kassen og gik ud.
Hun havde knap forladt butikken, da en bil fra et hjørne pludselig kastede lyskeglerne i hovedet på hende. Anne-Mette sprang til siden. Hælen gled på det skjulte islag under det tynde snelag. Hun vred om, og faldt hårdt på fortovet. Tasken røg væk.
Da hun prøvede at rejse sig, skød en sviende smerte op gennem anklen, og tårerne meldte sig. Gaden var tom, mobilen langt hjemme. Hvad nu? Hun hørte ikke fodtrinnene bag sig og den sagte bil-dør, der gik op.
Kom du slemt til skade? En ung mand bøjede sig ind over hende. Kan du rejse dig? Lad mig hjælpe, sagde han og rakte hånden ud.
Det er jeres skyld, al den kørsel og glatte veje, snøftede Anne-Mette, og så væk fra hans hånd.
Du kunne bare lade være med at gå på hælene om aftenen.
Gider du lige, huggede Anne-Mette igen, og snøftede.
Vil du sidde her til i morgen tidlig? Hør nu, jeg er altså ikke en morder af pæne piger. Hvor bor du?
Derhenne, pegede hun på opgangen.
Manden forsvandt pludselig. Anne-Mette hørte en bilmotor. Bilen bakkede hen til hende.
Jeg løfter dig nu. Prøv at støtte så lidt som muligt på foden. Én, to, tre, han tog fat, og løftede hende op før hun nåede at protestere. Hun bøjede skælvende benet op.
Kan du stå? spurgte han, idet han med den ene hånd støttede hende og med den anden åbnede bildøren.
Min taske, råbte Anne-Mette, da hun sank ned på forsædet.
Manden hentede tasken og lagde den på bagsædet.
Ved hoveddøren hjalp han Anne-Mette ud. Med et ben sparkede han døren i. Han løftede hende op i armene, så hun måtte lægge armene om hans hals, og bar hende op til tredje sal der var nemlig ikke elevator. Hun kunne høre, hvordan han gispede for vejret, og så sveden pible frem. “Ha, det er så din straf,” tænkte hun spydigt.
Sæt mig ned her, jeg kan godt selv, bad hun lige foran døren.
Han sagde ikke noget, bare prustede. I det samme åbnede moren døren.
Anne-Mette? Hvad sker der?
Han trådte forbi hende, satte forsigtigt Anne-Mette ved et skab.
Find en stol, sagde han til moren, der stod klemt op ad knagerækken.
Stolen blev hentet, og Anne-Mette satte sig med foden strakt ud.
Han bøjede sig på knæ foran hende.
Hvad i alverden foregår der? udbrød moren forvirret.
Uden at svare tog han fat om anklen, lynede støvlen op, Anne-Mette gispede.
Av! Hvad laver du?
Hvad bilder du dig ind! udbrød moren.
Jeg ringer efter vagtlægen, sagde moren.
Det er kun et led. Jeg er læge. Hent noget is, hurtigt, befalede manden.
Moren fór ud og kom tilbage med en pose frosne ærter fra fryseren.
Læg det på anklen. Han rettede sig op og greb ud efter hoveddørens håndtag.
Går du nu? spurgte Anne-Mette ængsteligt.
Jeg henter mit elastikbind i bilen. Og din taske. Han forsvandt.
Lod du virkelig tasken ligge i hans bil? Hvem er han? spurgte moren hviskende, mens hun lagde den frosne pose på datterens ankel.
Han kørte nærmest mig ned, og jeg faldt. Han fulgte mig hjem. Jeg ved ikke andet.
Hvad nu hvis han er svindler? Tænk hvis han stikker af med tasken der er jo både Dankort, penge og nøgler til lejligheden! Skal vi ringe til politiet, inden han forsvinder?
Mor dog hvis han ville røve mig, lod han mig da bare ligge foran Brugsen.
Dørtelefonen lød.
Det er ham. Gå du ud.
Han trådte ind og stillede tasken. Du må gerne tjekke, om alt er der, sagde han, tog jakken af, lagde sig omhyggeligt på knæ.
Det kommer til at gøre ondt. Hold fast i stolen nu.
Med rutineret hånd greb han om foden. Anne-Mette klemte læberne sammen.
Forresten, du har noget på komfuret, sagde han til moren, der løb ud i køkkenet.
I næste sekund flammede smerten op gennem foden, så alt blev sort et øjeblik.
Rolig, nu går det over, sagde han lavmælt.
Moren tav, så på Anne-Mettes tårer med rædsel i blikket.
Jeg har rettet foden det varer nogle dage endnu, men belast den mindst muligt. Han rejste sig, trak jakken på.
Tak skal De have. Undskyld, at jeg troede det værste, sagde moren skyldigt. Vil De ikke blive? Vi nærmer os midnat, og De når ikke hjem. Jeg har maden klar.
Han tøvede.
Jo, hvis jeg ikke trænger mig på.
Slet ikke. Vil De åbne champagnen?
Mor! Anne-Mette sendte moren sit mest bebrejdende blik.
Aj, hvad? Jeg tager stegen ud, og du, unge mand, kan hjælpe min datter ind i stuen.
Støttet til hans arm hoppede hun ind til sofaen. Hun prøvede forsigtigt at støtte på foden. Smertefuldt, men ikke umuligt. Det var nu heller ikke slemt at mærke hans hånd om hendes liv.
Tak, sagde hun og satte sig.
Det var altså min skyld, sagde han.
Nej, jeg sprang selv væk. Hvad hedder du?
Mads. Skal vi sige du til hinanden?
Ja. Er du virkelig læge?
Jeg er kirurg. Ville bare forbi Brugsen på hjemvejen, sagde han og satte sig.
Din kone savner dig vel.
Hun gik for et halvt år siden. Kunne ikke holde ud at jeg altid blev kaldt på hospitalet, heller ikke i ferierne. Tog vores datter og flyttede hjem til sin mor.
Jeg ligner vel et hængt får, sagde Anne-Mette genert.
Langt fra.
Sådan blev det, at de tre fejrede nytåret sammen. Og som man fejrer det, bliver året også.
Da Mads gik, lagde Anne-Mette og moren sig. Anne-Mette kunne ikke sove, tankerne kredsede om Mads, hans varme hånd mod hendes talje, måden han bar hende på. Sådan noget glemmer man ikke.
Næste dag kunne hun støtte på foden. Anklen var hævet, men det gik.
Hun kunne ikke skjule sin glæde, da Mads dukkede op igen. Han tjekkede anklen, lagde frisk forbinding.
Hvordan går det? Du kan støtte på den nu?
Ja, tak, svarede hun.
Vil du have en kop te?
Måske næste gang, jeg skal på vagt.
Kommer du igen? spurgte Anne-Mette hurtigt.
Han smilede.
To måneder senere var hun flyttet ind hos ham.
Han er ikke engang skilt. Hvad hvis konen kommer tilbage? sukkede moren, mens kufferten blev pakket.
Hun kommer ikke tilbage. Hun har allerede fundet en ny, sagde han.
Jeg synes, du skynder dig for meget.
Det blev et lykkeligt år. Anne-Mette blev jaloux, når han så datteren, og når ex-konen var ved. Hun havde set hende på billeder flot kvinde.
Efterhånden forstod Anne-Mette godt, hvorfor konen havde fået nok. Mads blev ofte kaldt på hospitalet, også i weekender og til højtider. Unge sygeplejersker var der også. Det var svært ikke at blive glad for ham. Men når han var hjemme, strålede Anne-Mette.
Året gik. På trods af alt var det et lykkeligt år. Han blev dog aldrig skilt det pinte Anne-Mette. Og moren hamrede løs: “Tal dog med ham, gør det klart for ham!” men hun tøvede.
Nytårsaften gik hun og larmede i køkkenet. I stuen funklede juletræet, og på sengen lå den nye kjole. Anne-Mette så til stegen og hørte Mads tale dæmpet i telefonen ved vinduet.
Ja, jeg kommer nu, sagde han og lagde på.
Skal du af sted igen?
Det er ikke hospitalet. Det er min ex. Hun siger, datteren venter, græder, vil ikke sove uden mig. Jeg smutter hurtigt og vender tilbage.
Mads, der er mindre end tre timer til midnat, sagde hun med bævende stemme.
Jeg når det. Lægger hende i seng og kommer straks. Og afleverer julegaven, han kyssede hendes kind og gik.
Anne-Mette prøvede at lade være at være jaloux, men det lykkedes dårligt. Hun gjorde alt klar, gik i kjolen. Klokken nærmede sig tolv, men Mads var ikke tilbage. Hun ringede ikke, hvis nu han kørte bil. Skrev en besked intet svar.
Oppegivet sad hun ved det dækkede bord, pustede stearinlysene ud. Nu forstod hun ex-konens frustration bedre end nogensinde. Hvad hvis moren havde ret og konen kom tilbage? Hvad så med hende? Hun elskede jo Mads.
Det føltes uudholdeligt at vente og lytte efter trin. Pludselig huskede hun fru Hansen fra stueetagen helt alene. Mads sagde, hun aldrig havde været gift eller fået børn. Anne-Mette var også alene nu. Nytårsaften alene nej. Hun tog to plastbøtter, lagde salat i den ene, kage i den anden og gik nedenunder.
Den ældre dame åbnede tøvende.
Jeg har lidt salat og kage. Synes ikke, du skulle sidde for dig selv i aften, forklarede Anne-Mette.
Kom indenfor, sagde hun.
Hun var lille og skrøbelig, men der var hyggeligt og rent, ingen juletræ, ikke noget dækket bord, kun en sagte fjernsyn.
Tak, du er sød. Sæt dig. Jeg laver en kop te, sagde fru Hansen.
Bor du sammen med Mads? spurgte hun over teen.
Ja.
Fru Hansen nikkede.
Hans ex slog aldrig rigtig rødder, hun gik for sig selv, hilste ikke. Det gør du ikke du er anderledes. Er han på hospitalet?
Nej, hos datteren.
Igen et nik.
Han kommer tilbage, du skal bare vente. Han er en god mand.
Bor du helt alene?
Altid. Min veninde snuppede min store kærlighed, sagde hun stille.
Hvordan da?
Efter skolen søgte jeg ind på sygeplejeskolen i København. Min kæreste blev hjemme i Varde. Nytårsaften ville jeg tage hjem til ham, men bussen brød sammen ude på heden, og det sneede. Vi sad fast, og ingen mobiler dengang. Jeg gik selv den lange vej i sneen, forelskelse gav mig mod. Da jeg nåede frem, havde jeg forfrosset både kinder og hænder. Blev syg, lå i sengen flere dage. Min veninde havde så sagt, hun ventede barn med ham. Han prøvede at tale med mig, men jeg afviste ham var for stolt. Fik siden at vide, at det var løgn. Han blev aldrig sig selv igen. Jeg giftede mig aldrig, han heller ikke. Jeg skulle have tilgivet og talt med ham. Livet kunne have set helt anderledes ud, sagde hun og tørrede øjnene.
Jeg har set dig sammen med Mads. Aldrig har han set lykkelig ud med exen som med dig. Hvis du virkelig elsker, så tilgiv og misund ikke. Tag ham med væk, hvis du kan hun får aldrig fred. Gør ikke som jeg. Lyt til dit hjerte.
Anne-Mette gik op, ryddede bordet. Mads kom først hjem næste dag.
Undskyld… Ved ikke hvad der skete. Måske lagde hun noget i teen. Jeg vågnede først nu med hovedpine.
Hvorfor bliver du ikke skilt? Elsker du hende stadig?
Nej. Hvis du kendte hende, ville du ikke spørge. Det er min datter, jeg elsker. Du tænker vel det værste nu?
Anne-Mette trådte tæt på ham.
Lad os flytte. Bare væk. Der skal også bruges kirurger i Jylland…
Jeg kan ikke tage den snak nu. Min hjerne er ved at sprænges. Men jeg elsker dig.
Han faldt i søvn, og hun betragtede ham, tænkte på fru Hansens ord.
“Hans datter er jo kun et lille barn. De bor ikke sammen mere. Det hele er exkonens spil for at vinde ham tilbage, men jeg vil ikke give slip. Når han vågner taler vi. Jeg slipper ham aldrig…”
Anne-Mette slukkede lyskæden på træet, lagde sig tæt ind til Mads.
“Jeg elsker dig. Ordene er egentligt for små, men jeg elsker dig. Jeg elsker dig.”
Når man elsker… kan man tilgive alt. Bortset fra det ene: hvis ens kærlighed ikke bliver gengældt.