– For fanden, hvor du bare går mig på nerverne!!!… Jeg spiser forkert, jeg klæder mig forkert, og alt hvad jeg laver, gør jeg åbenbart forkert!!! min stemme gav efter og jeg råbte nærmest ad Sofie.
– Du kan ingenting!!!… Du kan ikke engang tjene ordentlige penge… Du hjælper aldrig rigtigt til derhjemme!… græd Sofie, Og så har vi ikke engang børn… tilføjede hun sagte.
Bikken vores gamle hvid- og rødrandede kat, som nok var en ti år gammel, havde for længst fundet sig til rette oven på klædeskabet. Hun betragtede endnu en gang denne tragedie i tavshed. Bikken vidste det, hun mærkede det: Far og mor elskede hinanden, meget endda… Derfor forstod hun ikke, hvorfor de sagde sådan nogle hårde ord, som kun gjorde alle endnu mere ulykkelige.
Sofie løb grædende ind i soveværelset, og jeg blev stående i stuen og tændte den ene smøg efter den anden.
Det gik op for Bikken, at vores lille familie var ved at smuldre foran hende. Hun tænkte: Der skal være lykke her i huset… lykke det er børn… Man må kunne finde børn et sted…
Bikken kunne ikke selv få killinger hun var blevet steriliseret for længe siden, og Sofie… lægerne sagde, det kunne lade sig gøre, men der var altid noget, der gik galt…
Næste morgen, da vi var taget på arbejde, vovede Bikken for første gang i sit liv at mase sig ud gennem den åbne vindueskarm og tage på besøg hos nabokatten Tykke-Lise hun måtte snakke og få lidt råd.
– Hvad skal I med børn?! fnøs Tykke-Lise, vores bliver slæbt ind og ud, de smører læbestift ud i pelsen, eller klemmer en så man ikke kan få luft!
Bikken sukkede: Vi har brug for nogle ordentlige børn… Hvis bare man kunne finde nogen…
– Jo altså… Den vilde Misse ude fra gården har vist lige født et hold… der er fem stykker vælg bare sagde Tykke-Lise eftertænksomt.
På eget ansvar sprang Bikken fra altan til altan og endte nede på gaden. Hun listede sig, en smule rystende, gennem stakittet til kældervinduet og kaldte stille:
Misse, vil du ikke lige komme ud et øjeblik…
Dybt inde fra kælderen hørtes svage klynk.
Bikken listede sig forsigtigt hen, holdt øje med alt omkring sig, og da hun hørte de små, svage jamre, ville hun næsten græde selv. Under varmerørene, lige oven på stængerne, lå fem små og blinde killinger, der snusede ud i luften og kaldte højlydt efter deres mor. Hun kunne lugte, at Misse ikke havde været der i dagevis mindst tre. De små var sultne…
Med tårerne tørret væk, men stædigt og forsigtigt, bar Bikken én efter én killingerne op til opgangen.
Hun lagde sig hos dem og holdt den sultne flok tæt og ventede ængsteligt ville mor og far opdage dem? De skulle jo snart komme hjem…
Jeg tog imod Sofie, da hun kom hjem, vi sagde ikke et ord til hinanden. Da vi gik ind mod opgangen, blev vi begge slået af synet: På trappen lå vores Bikken, (aldrig har hun før været alene ude), og omkring hende fem små miavende killinger, der forsøgte at die.
Hvad pokker foregår der? stammede jeg.
Det er jo et mirakel… sagde Sofie med tårer i øjnene, og sammen løb vi ind med Bikken og killingerne.
Vi sad og så på hende, hendes tilfredse spinden rungede i kassen med killingerne, og jeg spurgte:
Hvad gør vi med dem?
Jeg giver dem flaske når de bliver større, finder vi gode hjem til dem… jeg ringer til veninderne… sagde Sofie lavmælt.
Tre måneder senere, stadig helt overrasket over alt det nye, sad Sofie nu og nussede den lille kattefamilie, mens hun igen og igen hviskede: Sådan noget sker jo ikke… det kan bare ikke ske…
Men snart grinede og græd vi begge af glæde, jeg slyngede hende rundt i armene, og vi talte i munden på hinanden:
Godt jeg fik huset færdig!
Ja, vores barn får det fantastisk i haven!
Og killingerne kan lege derude!
Vi skal nok alle få plads!
Jeg elsker dig!
Og jeg elsker dig endnu mere!
Kloge Bikken tørrede en tåre væk livet havde fået retning igen.
Den dag lærte jeg, hvor meget vi betyder for hinanden og at man nogle gange må åbne sit hjerte for det uventede, før lykken kommer hjem.
