Jeg tror egentlig ikke, at min bror blev gift så heldigt. Ærligt talt gjorde jeg fra begyndelsen et forsøg på at have et godt forhold til min svigerinde. Min bror og hans kone boede sammen med min mor og mig i en periode. Dengang flyttede jeg ind på et mindre værelse, min mor rykkede ud i stuen, og vi gav soveværelset til min bror og hans kone. Men allerede fra starten viste Katrine, at hun anså sig selv for bedre end os andre. Hun var nemlig datter af en lektor. Katrine mente ikke, det var hendes opgave at gøre rent eller lave mad derhjemme, da hun ikke var hushjælpen. Da hun blev gravid, forklarede hun, at hun havde brug for ro og fred. Min mor er ikke typen, der tager konflikter, så hun accepterede det uden at sige noget. Jeg kunne heller ikke have venner på besøg, for Katrine boede jo under samme tag.
Hun forlangte god mad og total stilhed. Min mor måtte nu lave mad til både hende og os andre separat. Jeg talte flere gange stille med min mor om, at hun måske ikke skulle prøve at gøre Katrine tilpas hele tiden, for det blev kun værre med Katrines krav. Da det nærmede sig fødslen, sagde Katrine, at hendes ufødte barn skulle have sit eget værelse. Hun ville flytte mig ud i stuen til min mor. Der gik grænsen for mig. Katrine begyndte at græde og råbe helt hysterisk, som om vi tvang hende til at føde for tidligt. Min bror tog hendes parti og kaldte mig umoden. Til sidst sagde min mor til min bror, at nu måtte de finde deres egen bolig. Og til sidst flyttede de. Jeg anede hverken, hvornår deres søn blev født, eller hvornår han skulle døbes. Min svigerinde sagde faktisk, at vi ikke skulle komme med gaver, men hellere bare give penge. Hun oplyste endda det præcise beløb i kroner.
Min mor sagde, at hun slet ikke havde så mange penge. Derfor fik vi at vide, at vi ikke måtte besøge barnet. Moren var ked af det i starten, men senere begyndte de selv at komme med knægten til os. Katrine lod endda nogle gange sin søn blive hos os, når hun skulle i byen med veninderne eller til behandlinger. Men hun hentede ham altid med en klage vi havde givet ham forkert tøj på, eller han havde fået forkerte mad. Da drengen fyldte et år, kom min bror og Katrine på besøg for at tale om deres boligproblemer. De kunne ikke få lån til lejlighed, så Katrine havde besluttet sig for at tage arbejde og forvente, at jeg passede deres barn imens.
Du læser jo til lærer, så du får lidt praktik ud af at passe ham. Vi kan ikke leve kun af din brors løn. Men vi kan desværre ikke betale dig. Og dine studier? Du kan vel tage deltid. Vi skal jo hjælpe hinanden, sagde Katrine.
Men jeg sagde nej til det.
Jeg kunne ikke forklare min bror, at deres boligproblemer ikke havde noget med mig at gøre. Hvorfor skulle jeg ofre mit studie for nogen andres skyld? Og bagefter måtte jeg høre på Katrines utilfredshed over, at jeg ikke gad tage mig af hendes barn.
Katrine kaldte os egoister og sagde, at de aldrig ville komme hjem til os igen. I næsten et halvt år holdt de det løfte. Så en dag dukkede min bror op hjemme. Det viste sig, at Katrine var begyndt på arbejde, havde mødt en anden mand der, og var blevet skilt fra min bror. Hun forlangte børnepenge.
Nu truer hun min bror med, at han kun får lov til at se sin søn, hvis han betaler børnepengene. Betaler han ikke, kan han skyde en hvid pind efter samvær. Men den anden mand Katrine har mødt, har ikke ligefrem travlt med at gifte sig med hende han har nemlig allerede en kone. Så min brors ekskone bor stadig til leje, og det er faktisk stadig min bror, der betaler huslejen. Han har sagt undskyld til os og sagt, at næste gang vil han tænke sig mere om, når han vælger kone.
Livet har lært os, at man ikke kan tvinge hverken respekt eller kærlighed frem, og at grænser er nødvendige for når man siger fra, får man mulighed for at tage bedre vare på sig selv og dem, der virkelig ønsker at stå en nær.
