Du spørger mig, hvordan jeg er endt på dette sted i mit liv, og hvordan jeg kunne acceptere sådan en situation. Jeg vil sige, at alle kvinder, der elsker, er blinde. Jeg var én af dem. Hele mit liv har jeg kæmpet og lært. Min mor sagde til mig allerede som barn, at hvis jeg ville have et godt liv, skulle jeg arbejde hårdt. Hun lærte mig, at en kvinde skal være stærk og uafhængig, så hun altid kan klare sig selv, hvis der sker noget.
Ironisk nok har det sidste råd spillet mig et grimt puds. Når jeg datede mænd, opførte jeg mig altid for selvstændigt, og kun få havde lyst til at være sammen med mig. Dengang ville de fleste mænd have en mild kvinde, de kunne tage sig af og vise deres styrke over for. Jeg passede bare på mig selv.
Senere begyndte jeg at fokusere udelukkende på mit arbejde. Jeg var lidt af en gammeljomfru indtil jeg fyldte 35, da jeg mødte David. Han er lige så gammel som mig. Det, der overraskede mig mest, var, at han accepterede min uafhængighed. Han insisterede aldrig på at hjælpe mig, hvis jeg sagde, jeg kunne klare det selv. Han gav mig ikke blomster eller hviskede søde ord i mit øre jeg har aldrig kunnet tåle den slags. Med ham var jeg en ligeværdig partner. Jeg skulle nok have vidst, hvad denne såkaldte ligestilling ville koste mig, for i virkeligheden var det slet ikke ligeværdigt.
Vi blev gift, og han flyttede hjem til mig. David havde ikke sin egen lejlighed, han boede hos sin mor i Aarhus. Jeg ville bestemt ikke bo sammen med svigermor jeg havde hørt tilstrækkeligt med historier om det og syntes slet ikke om tanken. Den første måned gav David mig ikke én eneste krone fra sin løn. Han sagde, han skulle betale et lille lån, han havde taget til sin mors operation.
Jeg sagde ikke noget, jeg forsøgte at forstå ham. Vi er jo en familie lad ham betale lånet, så kan vi klare alting sammen bagefter. Men syv måneder senere havde han stadig ikke betalt det tilbage. Han sagde hele tiden, at lønnen var for lav, at arbejdstimerne var blevet skåret ned eller noget andet. I al den tid betalte jeg for mad, underholdning og regninger. Senere begyndte han at sige, at han gemte op til at købe et sommerhus til os i Jylland til ferier og den slags.
Men jeg har aldrig set et kontoudtog fra ham i fem år. Vi er jo en familie. Til sidst fik jeg nok og skændtes med ham. Hvordan kunne jeg forsørge ham i fem år? Det er ikke normalt. Han pakkede sine ting og tog hjem til sin mor i Aarhus. Ja, bare sådan. Tre dage efter kunne jeg ikke holde ud at være alene, så jeg hentede ham tilbage. Og så begyndte det hele forfra. Han vil stadig ikke bidrage med en eneste krone. Jeg er træt til døden. Jeg ville så gerne bruge penge på lidt forkælelse, som en kvinde har lyst til, men jeg har intet til overs alt ryger til familien. Hvad skal jeg gøre? Skal jeg lade mig skille? Vil han nogensinde ændre sig?
