Tossetøsen
Alle så på Agnete som hende den lidt sære. Hun havde været gift med Rasmus i femten år. Sammen havde de to børn: Trine på fjorten, og lille Asger på syv. Rasmus gjorde aldrig nogen hemmelighed ud af sine sidespring. Han var hende utro allerede på andendagen efter brylluppet med en af tjenerne til festen. Siden da var det umuligt at tælle, hvor mange gange det var sket. Veninderne prikkede til hende og prøvede at åbne hendes øjne, men Agnete smilede bare stille og sagde ingenting.
Agnete arbejdede som regnskabsfører på en legetøjsfabrik et sted udenfor Odense. Ifølge hende selv, var lønnen nærmest mikroskopisk, og bunken af arbejde voksede hele tiden. Nogle gange måtte hun komme om lørdagen eller søndagen. Omkring kvartals- og årsregnskab kunne det ske, at hun ikke engang kom hjem om natten.
Rasmus havde et langt bedre betalt job. Men Agnete var heller ikke nogen husmoder, mente han. Uanset hvor mange kroner han gav hende, blev der sjældent fyldt op i køleskabet, og aftensmaden bestod som tit af stuvet hvidkål og hakkebøffer eller nogle spaghetti med brune pølser på gode dage. De levede, som de nu kunne. Folk omkring undrede sig ofte, når de så Rasmus slentre rundt på Strøget med en ny kvinde på armen. Nogle gange kom han hjem knastør og snakkede ingen om.
Hold op, hvor er Agnete dog dum. Hvorfor i alverden finder hun sig i ham der den lømmel?
På Asgers tiårs fødselsdag kom Rasmus hjem og sagde, at han ville skilles. Han var blevet forelsket, og familien passede ham ikke længere.
Agnete, tag det ikke ilde op, men jeg søger om skilsmisse. Du er kold som en sild. Hvis du så bare var en god husholderske, men selv det kan du ikke.
Fint, jeg går med til skilsmissen.
Rasmus var helt lammet og var lige ved at glide af stolen. Han havde ventet skænderier og tårer, raserianfald måske. Men hun sad bare roligt og smilede.
Du må hellere pakke dine ting, og jeg vil ikke stå i vejen. Læg nøglen under dørmåtten til i morgen.
Agnete så på ham med et særpræget smil. Rasmus syntes, det hele var lidt mærkeligt, men tanken forsvandt hurtigt. Tankerne kredsede kun om den glitrende nye fremtid uden børn og den evigt ligeglade Agnete.
Næste dag returnerede han, nu med sin nye kæreste, til lejligheden. Under måtten fandt han ingen nøgle, og et stik af irritation skød igennem ham.
Nå, pyt, jeg kan skifte låsen. Ikke det store.
Han stak sin egen nøgle i låsen, men enten var det en drøm eller helt skørt den passede ikke! Han ringede på. Døren gik op, og ud trådte en kæmpestor mand, midt i sine hjemmesutter og morgenkåbe.
Hvad vil du?
Øh, det er altså min lejlighed
Det kan diskuteres, makker. Har du papirerne? Lad mig dem.
Selvfølgelig havde Rasmus et meget sølle papirarsenal med altså ingenting. Han blev ikke lukket ind. Han greb i lommen åh jo, der er jo et pas, hvor boligen står! Pantelåneren tog passet, bladrede og leverede det tilbage med et skævt smil.
Hvornår har du sidst kigget i det hæfte?
Rasmus fik en mærkelig fornemmelse i maven, slog op og læste. To stempler: først et med folkeregistreringen, og så, med en dato to år tilbage, ét med afmeldingen.
Hvordan kunne dette ske? At skændes med den store mand turde han ikke. Han forsøgte at ringe til Agnete, men hun var uden for rækkevidde.
Han satte sig på en bænk og ventede ved fabriksporten. Men heller ikke dér ventede lykken, for det vidste sig, at Agnete havde opsagt sit arbejde for over et år siden. Trine læste nu i Amsterdam, men Asger? Han måtte da være i skole. Også her fik han døren smækket i ansigtet: Asger var flyttet skole året før. Og som faderen ikke engang var opført som kontaktperson, kunne personalet intet oplyse.
Knust og søndertrampet sad han nu og stirrede ned på sine hænder hvordan kunne denne undseelige, stille kvinde brygge sådan noget sammen? Hvordan havde hun kunnet sælge lejligheden? Nå ja, det finder vi ud af i retten. Skilsmissen var om en uge.
Da han mødte op, stiv af vrede og beslutsomhed, var planen at afsløre bedrageren og få alt tilbage. Men det, retten fik opklaret, satte alt i perspektiv: Rasmus havde for to år siden, i forelskelsens rus over den vidunderlige Elise, skrevet en fuldmagt til Agnete. Hun maste på for at få orden i nogle papirer til Trines skolegang, og han gad ikke besværet, så advokaten foreslog en fuldmagt. Han skrev gladelig under, og *det* var det øjeblik, han mistede alt. Nu stod han uden tag over hovedet og, værst af alt, Elise forsvandt sporløst, da hun hørte om hans hjemløshed.
Men ok, hun ville nok snart kræve børnepenge af ham, troede han skadefro. Han kunne i det mindste trække sagen i langdrag. Dog ventede et nyt chok: Han fik ikke indkaldelse til familieret. I stedet ankom papir om faderskabstest. Det viste sig, at begge børn slet ikke var hans.
Agnete havde på bryllupsdagen set Rasmus med tjeneren. Noget slog klik indeni hende. Hun vidste knap selv, hvordan det gik til. Men hun besluttede sig for en hævn så mærkelig, at den kunne være udtænkt i en drøm. Først gik hun også i seng med en anden. Så begyndte hun at gemme alle Rasmus penge, mens børnene blev klædt pænt på og spiste hos mormoren. Hendes mor rystede hovedet:
Hævn vil ødelægge dig, og børnene tager skade.
Men Agnete var som besat af sin indsigt. Hun tog tests, selvom hun vidste, hvem børnenes far var.
Det slog Rasmus hårdere, end tabet af hjemmet. At hustruen havde fået begge børn med en anden.
Pas på de kvinder, I gør fortræd deres vrede kan forvandle selv det mest almindelige liv til drømmelignende mareridt.
