Selvom vi allerede sparer, hvor vi kan, har min mand udtrykt, at han vil begynde at lægge penge til side til en lejlighed til vores søn. I går, lige efter lønningsdag, sagde han bestemt: Nu begynder jeg at spare op, så vi kan købe en bolig til vores dreng. Men jeg kunne ikke rigtig glæde mig over hans udmelding. Jeg vil forklare hvorfor.
For mere end ti år siden kom min mand til København for at tjene penge. Han arbejder som håndværker ikke ligefrem et let job. Inden vi mødtes, sendte han stort set hele sin løn hjem til sin mor ovre på Jylland, og beholdt næsten kun lidt lommepenge selv. Hans kolleger pressede på for, at han burde lægge til side til at købe et sted selv, men han havde mest lyst til at støtte sin mor. Ud over ham havde moren to sønner mere, som heller ikke lod hende undvære, men de gav dog ikke hver en eneste krone, som han gjorde.
Da vi blev gift, flyttede vi ind i min mors og mormors gamle lejlighed. Væggene bar tydeligt præg af urørte 70ere og slid der var ikke blevet lavet en reparation i evigheder.
Til at begynde med var han omsorgsfuld og god mod mig, men han var meget reserveret over for min mor og mormor. Jeg tænkte, det nok bare var noget, der skulle gå over. Det gjorde det også men desværre kun til det værre. Efter et år begyndte han at drikke, blev flabet og kold overfor både mig og min mor, og han bebrejdede os, at vi ikke havde fået lavet lejligheden i stand. Det klogeste havde nok været at blive skilt dengang, men han ville have, at vi skulle have et barn. Jeg lod mig overtale af naivitet og kærlighed, og tænkte, at barnet måske ville bløde det hele op og vi fik vores barn.
Men det blev kun sværere. Pludselig var pengene altid små. Min barselsdagpenge rakte kun lige til bleer, selvom vi kørte fælles økonomi.
Min mor betaler stadig regningerne ud af sin lille løn. Hun køber også min medicin, for jeg har en kronisk sygdom, og de er dyre. Resten går til mad og husholdningsvarer. Min mormor har sparet op af sin folkepension til begravelse, men hun gav os det hele, så vi kunne holde bryllup.
Min mand havde regnet med, at hans familie ville give os penge til brylluppet, men ingen gav så meget som én krone. Vi lavede et stort bryllup for pengene fra min mormor og hans egen løn. Vi kunne sagtens have gjort det billigere, men han insisterede på den store fejring.
I løbet af vores syv år sammen, har han fortsat støttet sin mor økonomisk. Nu står hendes hus tiptop, alle hårde hvidevarer er købt for hans penge. Flere gange, når vi selv har været pressede økonomisk, er jeg faldet over skjulte penge, han har lagt til side til sin mor. Vi har haft uendelige diskussioner om det, og han lover altid, at han vil lade være, men holder det aldrig.
Da hans mor døde, valgte han og hans ældste bror at fraskrive sig arven af ren stolthed eller dumhed, hvad ved jeg og overlod huset til deres yngste bror. Selvom han satte alle pengene og energien i huset, endte han nu uden noget fra sin mor overhovedet, skønt jeg tiggede ham om at holde fast i det, der retmæssigt var hans.
Efter vores søn blev født, blev han en forandret mand: begyndte at være mere kold, nærrig med både mad og det mest nødvendige. Der kom flere og flere konflikter med min mor, uden rigtig grund. Han begyndte at drikke mere. Jeg kan ikke forlade ham endnu vores barn er for lille og min sygdom betyder, at jeg ikke ved, om jeg kan klare mig selv. Jeg hører allerede rygter om, at jeg måske mister mit job, når min barsel er slut jeg kan ikke klare mig uden ham endnu.
Det føles som om, han nærmest nyder min afhængighed. Han minder mig gerne om, at både min mor, mormor og jeg lever for hans penge. Han hævder ofte, at han er træt af at forsørge hele min familie. Selvom han udmærket ved, at det er fælles økonomi med penge fra min mor, mormor, ham selv og mig.
Vi har talt om det mange gange, om drømmen om selv at købe et hjem min drøm. Men så længe pengene ikke er til det, er det ikke en mulighed. I går sagde han bestemt, at han fra nu af vil spare en tredjedel af sin løn op. Det vil sige, at vi andre endnu mere skal spænde bæltet, og leve fattigt på ubestemt tid. Det vil jeg ikke. Men han insisterer på, at det bliver sådan.
Jeg frygter, at han ikke samler op til et hjem til vores søn, men til sig selv. Med den spændte stemning hjemme tror jeg, han vil spare sammen og så stikke af, mens vi andre må lide afsavn.
Jeg fortalte ham om min frygt. Han svarede, at han også er bange for, at jeg engang smider ham ud, hvis vi bliver skilt. Jeg har sagt det i vrede, når han har overskredet mine grænser, men inderst inde ønsker jeg det ikke. Hvis han bare ville behandle min familie ordentligt, ville jeg ikke nævne skilsmisse igen.
Men min mand ændrer sig ikke. Livet med ham er ved at udvikle sig til mit og min families mareridt, og jeg kan ikke se nogen udvej…
