Opskriften på lykke
Hele opgangen fulgte med, da de nye beboere flyttede ind i lejligheden på anden sal. Det var familien til værkstedslederen fra den betydningsfulde fabrik i vores lille provinsby på Fyn.
Hvad får dem dog til at flytte ind i sådan en gammel ejendom? spurgte enkefru Kirsten Mikkelsen sine veninder, Med hans kontakter kunne de vel snildt have fået en lejlighed i de nye byggerier.
Du må ikke bare dømme ud fra dig selv, mor. Hvorfor vælge nybyg, når vi nu har det gamle murstensbyggeri høje stuklofter, rummelige værelser, lang entré og en altan, man nærmest kan kalde for et ekstra rum, svarede hendes trediveårige ugifte datter, Freja, der som vanligt var kraftigt sminket. Og tænk, de har allerede fået fastnettelefon! Kun tre af ni lejligheder i opgangen har telefon her
Ja, du sidder nu bare og sludrer i telefon hele tiden, indvendte Kirsten, det har naboerne da fået nok af! Du skal ikke begynde at rende op til de nye hele tiden de har travlt og er pæne folk
Åh, så alvorlige er de vist heller ikke, svarede Freja fornærmet, mens hun så på sin mor, de er faktisk unge endnu, de har en datter på ni. Hun hedder Trine. Forældregruppen er nærmest på min alder, eller måske et par år ældre.
De nye naboer viste sig hurtigt at være høflige og venlige. Lene arbejdede på byens skolebibliotek, mens Jakob allerede havde ti års erfaring på fabrikken.
Hvordan ved du alt det? spurgte damerne Freja, når hun om aftenen sad i gården og sladrede med sin mor og de andre kvinder.
Jeg besøger dem for at ringe de siger ja, hvorimod visse andre konstant nægter, snerrede Freja og hentydede til de tilfælde, hvor naboerne nægtede hende adgang, fordi de vidste, hun kunne bruge halve timer på snak om pjat med veninderne.
Snart begyndte Freja at komme fast hos de nye, ringe til enten veninder eller kolleger, og hun blev aldrig flov over at blive hængende ved røret længe. Hun kom både i flotte kjoler og hyggeligt hjemme-tøj, altid på jagt efter venskab med parret.
Men en dag så hun, hvordan Jakob demonstrativt lukkede døren ind til stuen, hvor han så fjernsyn, straks hun kom for at ringe. Det blev hurtigt en vane. Freja smilede venligt til Lene og takkede hver gang ude i køkkenet, men Lene nikkede blot og bad hende selv lukke døren.
Du må lukke efter dig jeg har hænderne fulde af mel. Vi har den slags franske låse, der klikker i automatisk, sagde Lene.
Sikke dog! Er det endnu en omgang brunsviger, du bager? I har da altid bagværk, snakkede Freja videre. Jeg kan ellers ikke bage overhovedet.
Ja, det er bare morgenboller med ost og creme. Jeg bager om aftenen om morgenen er der ikke tid, svarede Lene med et smil og vendte sig tilbage til dejen.
Freja fnøs og gik småfornærmet snakken ville de ikke have.
Lene, jeg ved godt, du ikke bryder dig om at sige nej, bemærkede Jakob en aften, men Freja optager altså evigt og altid telefonen hver aften, så mine venner kan slet ikke få fat i os. Sådan kan det jo ikke blive ved.
Jeg har faktisk lagt mærke til, at hun efterhånden opfører sig, som om hun bor her tager sig virkelig friheder, samtykkede konen.
Samme aften kom Freja opklædt og sminket igen for at ringe, satte sig på taburetten i entreen og talte løs. Efter ti minutter kom Lene ud og sagde venligt:
Freja, er du snart færdig? Vi venter faktisk et opkald.
Freja nikkede forstående og lagde røret. Med et glimt i øjet trak hun straks en plade Marabou frem fra lommen:
Jeg har noget sødt med i dag! Skal vi ikke drikke te og lære hinanden bedre at kende?
Hun gik ud i køkkenet og lagde chokoladen på bordet.
Nej, du må tage den igen. Trine har allergi og må slet ikke få slik. Vi har helt forbudt chokolade her i huset. Undskyld.
Hvad? Forbud mod chokolade? Freja blev rød i hovedet, nå, men jeg mente det kun godt, ville bare sige tak.
Du behøver ikke takke. Og vær sød ikke at komme så ofte for at ringe medmindre det er vigtigt, til lægevagten, brandvæsnet eller lignende, selvfølgelig, sagde Lene med et skrøbeligt smil. Min mand får opkald fra arbejde, og Trine bliver forstyrret, mens hun laver lektier. Vi prøver at holde det stille herhjemme.
Uden et ord tog Freja chokoladen og gik. Hun forstod slet ikke, hvad hun havde gjort galt og forklarede efterfølgende moren:
Hun er jo bare misundelig, fordi jeg er yngre og pænere derfor gider hun ikke snakke. Jeg ville bare skabe en god relation, men ikke engang te ville hun give mig selv da jeg havde chokolade med!
Du er stædig, Freja, sukkede Kirsten, men heller ikke opdraget ordentligt af mig. Man skal ikke mase sig ind i andres familier på den måde. Du har jo selv set, du ikke er ønsket. Sådan er det bare. Find dig en mand, sæt telefon op, og lad dine naboer ringe så kan du danne din egen vennekreds.
Frejas sidste forsøg på at nærme sig Lene var at komme op for at få opskriften på de gode ostekager hun altid så duften af.
Jeg ville så gerne lære dit bagværk! Vil du diktere mig opskriften, så jeg selv kan prøve? spurgte hun.
Spørg dog din mor. De kunne alt, de der gamle husmødre jeg kan ikke hjælpe, for jeg bager aldrig med opskrift, kun på gefühlen mine hænder ved, hvornår dejen er rigtig, sagde Lene og smålo. Derudover har jeg travlt; du må se til din mor!
Freja rødmede igen og gik. Hun vidste jo udmærket, at hendes mor havde en gammel, fedtet, hjemmehæftet opskriftsbog fyldt med noter i sirligt håndskrift fra salater til medister, fra suppe til stegte rødspætter, og boller og kager havde sin egen sektion. Men Freja havde bare aldrig selv haft lyst til at bage. Og moderen bagte ikke længere blodtrykket krævede, at hun undlod de søde sager.
Alligevel hentede Freja bogen, bladrede lidt ligegyldigt og opdagede til sin forundring netop den opskrift på gammeldags ostekager, hun søgte.
Jamen har du tænkt dig at bage nu? udbrød Kirsten overrasket.
Hvorfor overrasker det dig? Freja lukkede bogen med et snuptag og satte et mærke ved siden.
Er der mon noget på færde med Simon? spurgte moren drillende, jeg troede, det var slut imellem jer, som med alle de andre.
Nej, hvorfor skulle det være slut? Freja blev irriteret. Hvis jeg vil, skal han straks nok komme rendende igen.
Så gør dog noget ved det. Du er jo længe blevet gift! Hvad kiggede du egentlig efter i den bog? Måske kan jeg hjælpe? tilbød moren.
Lad nu være. Jeg forbereder mig bare mentalt svarede Freja.
Et par dage senere, da moren kom ind af døren efter en aftengåtur, ramte duften hende straks.
Nej, hvad er det for en duft bager du virkelig? udbrød Kirsten, så måtte du alligevel være forelsket!
Shh, ikke for højt, grinede Freja kom hellere og smag. Det er ikke brød, det er ostekager. Gammeldags!
Tekoppen dampede, og bordet var dækket med de solgyldne oste-boller.
Du kan sandelig endnu, nikkede moren, vi bagte ellers tit engang, og jeg troede, du havde glemt det hele. Men flot klaret, Freja.
Er du sikker, du ikke bare siger det? Spørg dig selv smager de godt? spurgte Freja.
Prøv dog selv! Det er ganske spiseligt! lo moren. Og Freja huskede straks farmandens gamle ros: “Det kan spises” det var altid det største kompliment hjemme hos os.
Nå, så tror jeg, jeg inviterer Simon til kaffe. Han elsker den slags! Hvad tror du?
Uden tvivl, grinede moren, din far blev også helt forlibt i mine ostekager! Bare bag og inviter jeg skal gå op til naboen og se film imens. Du har endelig taget dig sammen. Man får altså ikke mænd til at falde for kun kjoler og krøller.
Så begyndte Simon at komme på besøg. De skændtes mindre, moderen vænnede sig til, at datteren nu brugte mere tid i køkkenet, og Simons latter lød også hjemme hos os.
Da Freja fortalte, at hun og Simon havde søgt om en vielse på rådhuset, fik Kirsten tårer i øjnene endelig, endelig!
Freja forandrede sig. Hun tabte sig før brylluppet. Og Simon spurgte forventningsfuldt:
Er det nu slut med ostekager bager du brød til bryllupsgæsterne?
Op til bryllupsdagen gik dagene med forberedelser. Freja, moren og Kirstens søster Grethe lavede mad og bagte i to dage, selv om der kun ventedes omkring tyve gæster næsten kun familie.
De unge flyttede ind i det store værelse i den tre-værelses lejlighed. Og året efter fik alle i opgangen deres egen telefon det var store tider. Freja ringede nu til alle, men aldrig længe ad gangen.
Rita, jeg må smutte. Dejen hæver, og Simon kommer snart fra arbejde. Hej!
Hun skyndte sig ud i køkkenet, hvor dejen boblede som en pude i skålen. Det var snart barselstid for Freja, men hun kunne ikke lade være med at bage og gøre det hyggeligt for sin mand og hun elskede selv ostekager med frisk dansk ost. Sikke en lykke! Og Simon værdsatte hende for de varme boller og for hendes kærlige væsen.
