Jeg voksede selv op på et børnehjem i Esbjerg mine forældre var døde, og jeg havde ingen familie, så jeg blev anbragt der. Da jeg fyldte 18 år, tog jeg straks et arbejde jeg havde ikke råd til at fortsætte i skole. Jeg har altid været flittig og ikke bange for at prøve kræfter med hvilket som helst job. Kort tid efter mødte jeg Anders, og vi blev forelskede. Vi flyttede sammen i en lille lejlighed i Odense og havde det ganske godt, uden store skænderier og med masser af støtte til hinanden.
Men han nægtede altid at gifte sig, mens jeg inderligt ønskede mig den familie, jeg aldrig selv havde haft. Efter fire år sammen blev jeg gravid. Anders var lynhurtigt væk, da han opdagede nyheden han efterlod kun en seddel, hvor der stod, at han ikke var klar til børn, og at hans forældre ville sende penge, så jeg kunne løse problemet.
De sendte faktisk penge over MobilePay, men jeg vidste med det samme, at jeg aldrig kunne få mig selv til at fjerne barnet. Lige meget hvor svært det måtte blive, ville jeg arbejde og gøre mit bedste for at klare det hele på egen hånd.
En dag stødte min nabo, Birgitte, på mig på trappen og sagde med løftede øjenbryn:
Hvad sagde jeg, Astrid? Man skal kun bo sammen med en mand, når man er blevet gift. Og hvad vil du gøre nu? Nu står du her som alenemor.
Det stak hårdt, og hun kom med stikpiller flere gange.
Det blev nogle barske måneder for mig. Under graviditeten måtte jeg slide hårdere end nogensinde før for at betale regningerne. Heldigvis forstod min chef min situation og gav mig en lille ekstra bonus. Hvad jeg aldrig havde forestillet mig var, at helt fremmede mennesker også ville begynde at række ud.
En eftermiddag, mens jeg sad hjemme ved køkkenbordet, ringede det på døren. Foran mig stod en kvinde med en stor Indigo-bærepose. Det viste sig, at Birgitte havde samlet nabolaget og arrangeret, at folk hjalp mig nogen havde givet baby- og børnetøj, andre legetøj, og der lå sågar bleer og småting i tasken. Senere begyndte jeg at modtage kontanter på 100 og 200 kroner fra den ældre vicevært, Arne, som besluttede at støtte os, som han sagde: Det ville din far nok ha gjort, hvis han kunne.
Jeg havde aldrig troet, at når jeg havde allermest brug for hjælp, ville fremmede stå klar. Gudskelov begyndte udlejeren også at tage lidt mindre i husleje det hele var med til, at jeg klarede at få min søn og skabe et trygt hjem for ham. Hele opgangen blev på en måde med til at opdrage ham, og han voksede op omgivet af omsorg.
Nu, flere år senere, vil Anders pludselig gerne se sin søn. Hans liv blev aldrig rigtigt til noget, og nu spørger også hans mor og far til deres barnebarn. Jeg er stadig usikker på, om jeg skal lukke den dør op. Men jeg har lært én ting: I Danmark findes der et fællesskab, hvor helt almindelige mennesker hjælper hinanden, når livet slår knuder og det gør selv den tungeste byrde lettere at bære.
