Hvordan kan du sige, at du ikke vil tage dig af min søns barn? svigermoren kunne ikke holde sin irritation tilbage.
For det første vender jeg ikke ryggen til Nikolaj. Jeg vil bare lige minde dig om, at jeg i dette hjem, efter arbejde, rusker igennem med en ekstra vagt som en ordentlig kone og stedmor; jeg laver mad, vasker tøj og ordner rengøringen. Jeg skal nok hjælpe og komme med gode råd, men det er altså ikke mig, der skal tage det fulde ansvar for forældrerollen.
Hvad mener du, du vil ikke tage ansvaret? Er det sådan du er, så dobbeltmoralsk?
Rolig nu, Gitte Hvem gider arbejde gratis? som sædvanlig kunne Charlotte ikke holde sig tilbage med sin evige trang til at kommentere andres liv, da vi mødtes til gymnasietræt.
Men de tider var for længst forbi, hvor jeg lod mig gå på. Nu havde jeg svar på tiltale, og jeg lod den sladrende Charlotte få et par ord med på vejen.
Bare fordi du går og mangler penge, betyder det ikke, at vi andre har samme problemer, jeg trak bare på skuldrene og smilede skævt. Jeg har faktisk arvet to lejligheder i København fra min far.
Den ene boede vi i, før mine forældre blev skilt, og den anden kom først fra bedsteforældrene til ham og så til mig. Huslejen derinde er jo ikke til at spøge med så jeg har nok til at kunne leve godt, forkæle mig selv og vælge et arbejde, der betyder noget for mig.
Er det ikke derfor, du gik fra læge til kassedame?
Det skulle have været en hemmelighed. Jeg havde faktisk lovet Charlotte ikke at sladre.
Men vil man kalde mig for dum offentligt, ja så kan man også risikere at få sandheden tilbage.
Tænkte hun virkelig, at jeg bare ville tage imod hendes hentydninger? Hvis nogen var dum her, var det altså ikke mig.
Kasseassistent, helt oprigtigt?
Du lovede jo at holde din mund! Charlotte var nærmest ved at græde af raseri, smed straks tasken over skulderen og styrtede ud af caféen.
Det fortjente hun, bemærkede Jonas efter et par øjeblikkes stilhed.
Ja, det gjorde hun da. Hvem havde egentlig inviteret hende? spurgte Anna.
Det var mig, sagde Line, vores gamle elevrådsformand og nu arrangør af samværet, næsten undskyldende. Jeg tænkte, at man forandrer sig med tiden. Tilsyneladende ikke alle.
Nej, det er ikke en selvfølge, sukkede jeg og trak lidt på smilebåndet.
Alle grinede, og efterfølgende begyndte samtalen at dreje sig om mit job. De var oprigtigt nysgerrige ikke fordømmende eller nedladende, men fordi ikke mange kommer så tæt på mit fag, og der findes mange fordomme om det.
Dem gjorde jeg mit bedste for at aflive.
Hvorfor overhovedet behandle dem, hvis det ikke nytter? spurgte en af klassekammeraterne forsigtigt.
Jamen, det gør det da! Jeg har for eksempel et barn på fem, hvor det gik galt under fødslen. Han fik iltmangel og er derfor udviklingshæmmet.
Forventningerne er ellers gode; han begyndte bare først at snakke som treårig, og nu bliver han slæbt af forældrene til talepædagoger og børnepsykiatere. Men der er gode chancer for, at han kan komme i almindelig folkeskole og leve et helt almindeligt liv.
Havde man ikke gjort noget, kunne det være gået helt anderledes!
Klart. Så når du ikke behøver jagte kroner, bruger du tiden på meningsfuldt arbejde, opsummerede Henrik.
Derefter faldt samtalen over på familie og hverdagsliv.
Jeg følte på et tidspunkt, at nogen iagttog mig. Måske var det paranoia, men jeg kiggede hastigt rundt der var ingen, der gloede. Så jeg slog det hen og nød resten af aftenen.
En uge senere skulle jeg tidligt afsted på arbejde og opdagede, at min bil var spærret inde på parkeringspladsen nede foran bygningen. Jeg ringede til nummeret i forruden på den fremmede bil og blev mødt af en undskyldende, ung mand, som straks ville komme ned og flytte sin bil.
Undskyld, det var helt umuligt at finde en plads, sagde han og rakte hånden frem. Jeg hedder Mads.
Jeg hedder Rikke, svarede jeg og grinede lidt. Der var bare noget over ham måden han førte sig på, hans tøj, selv duften af hans parfume. Det førte til, at jeg havde lyst til at sige ja til en kop kaffe. Så blev det til flere aftaler. Tre måneder senere kunne jeg ikke forestille mig mit liv uden Mads.
Især da både hans mor og sønnen fra første ægteskab tog så pænt imod mig. Drengen havde nogle udfordringer, men min professionelle erfaring betød, at jeg hurtigt kom godt ud af det med Nikolaj. Jeg delte endda tips og ny viden med Mads, så han bedre kunne støtte sin søn.
Efter knap et år flyttede jeg ind hos dem, mens min egen mindre lejlighed blev lejet ud via det bureau, som altid har taget sig af mine københavnske boliger.
Det var så her, at de første uro-momenter begyndte. Småting i starten Kan du ikke lige hjælpe Nikolaj med at finde tøj? eller Vil du ikke lige holde øje med ham, mens jeg køber ind?
Fint nok, når jeg alligevel havde tid, og vi havde det godt sammen. Men med tiden blev det tungere krav.
Til sidst måtte jeg sige til Mads, at hans barn, det er altså hans ansvar. Jeg hjælper gerne, men jeg kan ikke tage mere end en femtedel af ansvaret for Nikolaj især fordi jeg arbejder professionelt med netop børn, der har særlige behov.
Det virkede til, at Mads forstod men lige op til brylluppet begyndte han og hans mor at snakke om Nikolajs nye genoptræningsprogram, og det lød som om, jeg bare skulle tage det hele på mig.
Prøv lige at høre her! stoppede jeg dem hurtigt. Mads, vi har en aftale: Du tager dig af din søn. Jeg beder dig jo heller ikke om at køre hjem til min mor og ordne hendes problemer eller gøre rent hos hende. Det klarer jeg selv.
Det kan du da ikke sammenligne, fnøs hans mor. En mor og et barn er ikke det samme. Skal du mene, at du også efter brylluppet vil holde dig på afstand af Nikolaj? Tror du, det er i orden?
For det første, jeg vender ikke ryggen til ham. Lad mig lige minde om, hvem der tager ekstra tørn herhjemme efter arbejdet mad, tøj, rengøring. Og det bliver ikke også mig, der tager det fulde ansvar for Nikolajs genoptræning; det er din og din søns opgave.
Jeg hjælper selvfølgelig, men jeg bliver ikke Nikolajs mor.
Så du vil ikke tage ansvar? Sådan en hyggesnak med dine venner om alt, du kan, men når det virkelig gælder, render du fra ansvaret!
Nu forstår jeg slet ikke, hvad I taler om, sagde jeg.
Men så gik det op for mig. Jeg huskede, at Mads’ mor arbejdede som opvasker på netop den restaurant, hvor klassefesten havde været. To og to blev fire.
Så det hele var bare en plan for at smide ansvaret for Nikolaj over på mig?
Hvad troede du? At jeg seriøst havde lyst til dig? Hvis det ikke var for Nikolaj og dit job havde jeg aldrig kigget på dig, røg det ud af Mads.
Nå, havde du ikke det? Så kan du lade være fremover, jeg tog ringen af og kastede den over til ham.
Det skal du nok komme til at fortryde, truede de begge i kor. En rigtig mand vil aldrig have sådan en kedelig kvinde med lavtlønnet job og ingen penge.
Jeg har to lejligheder i København, så penge har jeg nok, svarede jeg køligt.
Det var næsten værd at se deres ansigter, mens jeg gik ind for at pakke mine ting.
Straks begyndte de at tigge; der kom løfter om, at Mads fremover skulle stå for det hele, aldrig tale sådan igen, det var bare stress, og han elskede mig og kunne ikke undvære mig osv.
Jeg var ikke dum og troede ikke på en eneste undskyldning. Med et smil sendte jeg en sidste bemærkning om, at nu havde han tabt sin grå mus, og jeg var ret sikker på, det ikke var mig, der ville savne noget.
Den historie grinede vi godt af til den næste sammenkomst. Og jeg håber stadig, jeg møder én, der elsker mig for den, jeg er. Indtil da har jeg arbejde, gode venner og jeg kan altid få mig en kat. Den kan trods alt opdrages, hvilket man sjældent kan sige om mænd.
