10. juli
Jeg havde ingen anelse om, at vores hjem kunne føles så fremmed. Da jeg satte nøglen i døren, åbnede den forsigtigt og tog et skridt ind, stod jeg stille som forstenet. Der var larm fra tvet, stemmer ude fra køkkenet, og luften var tung af en duft, jeg aldrig før havde lagt mærke til i vores lejlighed. Jonas kom ind bag mig og tabte næsten kufferten af chok.
Stille, hviskede jeg, mens jeg løftede hånden og holdt ham tilbage. Der er nogen herinde.
I stuen på vores elskede, lyse sofa lå der to fremmede. En mand i joggingbukser zappede igennem kanalerne, og ved siden af ham sad en frodig kvinde og strikkede. På sofabordet stod tekopper, tallerkener med krummer og et glas med piller.
Undskyld, hvem er I? Min stemme rystede.
De vendte sig mod os uden den mindste forlegenhed.
Nå, I er kommet hjem, sagde kvinden uden at stoppe med at strikke. Vi er Lisbeths familie. Hun gav os nøglen og sagde, I var bortrejst.
Jonas blev helt bleg.
Hvilken Lisbeth?
Din mor, manden rejste sig endelig. Vi er fra Odense, jeg skulle med Mikkel til tjek på hospitalet. Hun fixerede os et sted at bo og sagde, at det var fint med jer.
Jeg gik ud i køkkenet på usikre ben. En dreng på omkring femten stod ved komfuret og stegte pølser. Køleskabet var stopfyldt med madvarer, jeg ikke kendte. Opvasken lå i en bunke på bordet.
Og hvem er du? spurgte jeg udmattet.
Mikkel, sagde han. Må man ikke lave noget mad? Farmor Lisbeth sagde, at det var okay.
Jeg fortrak tilbage til entréen, hvor Jonas allerede var ved at hive telefonen op af lommen.
Mor, hvad har du gang i? Hans stemme var lav, men skarp.
Fra mobilen lød min svigermors friske stemme: Jonas, er I landet? Havde I en god ferie? Altså, jeg gav nøglen til Sanne og Victor, de skulle til København med Mikkel pga. lægebesøg. I var jo ikke hjemme, så jeg tænkte lejligheden skal ikke stå tom! De bliver kun en uge.
Spurgte du os overhovedet?
Hvorfor spørge? I var jo væk. Bare sig til dem, at jeg har styr på det, og at de skal rydde op efter sig.
Jeg greb telefonen: Lisbeth, mener du det seriøst? Lader du fremmede bo i vores hjem?
Det er da ikke fremmede, det er min kusine Sanne! Vi delte seng som børn.
Det er ligegyldigt. Det her er VOR lejlighed.
Åh, Anna, du skal ikke hidse dig op. Det er jo familie. De er fredelige, de smadrer ikke noget. Mikkel har dårligt helbred, de havde brug for hjælp. Eller vil du bare ikke dele?
Jonas tog telefonen igen.
Mor, du kommer her om en time og henter dem. Alle sammen.
Jonas! De skal være her til torsdag Mikkel har flere aftaler på Rigshospitalet. Hotel var alt for dyrt, jeg ville bare hjælpe.
Én time, ellers tilkalder jeg politiet.
Han lagde røret på. Jeg dumpede ned på puffen i entréen og gemte ansigtet i hænderne. Kufferterne stod uåbnede og uvelkomne midt i kaosset. Fjernsynet larmede, pølserne sydede, nogen stødte tallerkener mod hinanden. For kun to timer siden havde vi glædet os i flyveren til endelig at komme hjem. Nu sad jeg her som en uindbudt gæst i mit eget hjem.
Kvinden fra sofaen kom tøvende ud i gangen.
Vi skal nok pakke sammen, sagde hun lavmælt. Lisbeth regnede bare med, at I ikke ville have noget imod det. Vi fik ikke jeres nummer, ellers havde vi spurgt. Hvis vi kunne blive en uge, så Mikkel kunne komme til sine tjek.
Jonas stod ved vinduet, tavs og anspændt. Jeg genkendte det sådan holdt han sig altid, når han var vred på sin mor, men ikke vidste, hvordan han skulle give udtryk for det.
Hvor er Aslan? udbrød jeg pludseligt.
Hvem?
Aslan vores kat. Det var kun for ham, I havde nøglen.
Jeg har ikke set den. Sanne trak på skuldrene.
Jeg fór rundt og ledte. Katten lå klemt langt inde under sengen, øjnene kæmpestore og pelsen strittende. Da jeg prøvede at nå ham, hvæsede han og lagde ørerne tilbage.
Aslan, skat det er bare mig. Alt er okay. Jeg lagde mig på gulvet foran sengen.
Aslan så skeptisk på mig. Værelset lugtede af andre mennesker. Der stod nogle fremmede piller på mit natbord, sengetøjet var redt på en anden måde, og et par sutsko lå midt på gulvet.
Jonas satte sig ved siden af mig.
Undskyld.
Du har da ikke gjort noget.
Undskyld for min mor. For at hun er sådan.
Hun tror, hun har ret.
Hun har altid været sådan, snerrede han. Kan du huske, da vi lige var flyttet ind, og hun dukkede uanmeldt op? Jeg troede, jeg havde forklaret hende, at man ikke bare gør det. Men nej.
Støjen fra gangen tog til. Lisbeth var kommet. Jeg gik ud, forsøgte at virke rolig.
Hun stod ego-bevist i entréen.
Jonas, er du blevet vanvittig?
Sæt dig ned, mor, sagde han og pegede på køkkenet.
Sanne, Victor find jeres ting, vi tager hjem til mig. Ud af det her galehus!
Mor. Sæt dig. Det er ikke til diskussion.
Hun så på ham, da hun endelig hørte alvoren, og gik med ind, hvor Mikkel sad og spiste de sidste pølser.
Mor, begyndte Jonas dæmpet, forklar mig, hvordan du kunne finde på uden at spørge at lade folk flytte ind i vores hjem?
Jeg hjalp jo bare! Sanne ringede og græd, Mikkel havde så ondt, København er dyr, og I var ikke hjemme!
Det er ikke din lejlighed.
Altså Jonas, jeg har jo en nøgle!
Du har en nøgle for at passe Aslan ikke for at lege AirBnB.
Jonas, tag dig nu sammen! Sanne er min kusine, Victor en god fyr, Mikkel sygt barn! Vil du virkelig smide dem ud?!
Jeg skænkede mig et glas vand, hænderne rystede.
Du skulle have spurgt os.
Hvorfor? I var jo ikke hjemme!
Netop derfor! Jonas hævede stemmen. Vi har mobiler. Du kunne spørge, så vi kunne tage stilling.
Og hvad hvis I havde sagt nej?
Måske. Eller måske ja men kun et par dage. Og så havde vi vidst besked. Det kaldes respekt.
Lisbeth rejste sig.
Sådan er det altid. Jeg prøver at hjælpe, og så får jeg bare skældud. Sanne, pak sammen vi går.
Mor, din lejlighed er en lille toværelses vi kan da ikke være fire der.
Det må gå. Bedre end at blive trådt på.
Jeg stillede glasset fra mig.
Du ved selv, det her ikke var i orden. Ellers ville du have ringet før.
Hun stivnede.
Du vidste, vi ikke ville bryde os om det. Derfor lod du det bare ske, i håb om, vi ville overgive os.
Jeg ville bare gøre det rigtige.
Det var dit rigtige ikke vores.
Nu så hun for første gang slukøret ud.
Sanne græd. Mikkel havde så ondt. Jeg havde ondt af dem.
Man udlåner ikke andres hjem, mor. Tænk hvis jeg fyldte din lejlighed op med mine venner, mens du ikke var hjemme. Hvordan ville det føles?
Jeg ville blive sur.
Præcis.
Stilheden sænkede sig. Inde fra stuen hørte vi lyde af pakning. Sanne græd sagte, Victor lagde ting ned i taskerne, Mikkel stod i dørkarmen og kiggede ned i gulvet.
Undskyld, mumlede drengen. Jeg troede, det var i orden. Farmor sagde, det var.
Jeg så på ham bare en bange knægt, ikke hans skyld de voksne ikke kan tale sammen.
Du gjorde ikke noget forkert. Hjælp dem med at pakke.
Lisbeth tog et lommetørklæde frem og duttede sig i øjnene.
Jeg troede virkelig, jeg gjorde det rigtige. Jeg tænkte ikke over at spørge først. I har jo altid været mine børn jeg har jo kun villet hjælpe jer.
Vi er voksne, mor. Vi er begge fyldt 30. Vi har vores eget liv.
Jeg forstår. Lisbeth rejste sig. Vil I have nøglerne tilbage?
Ja. Undskyld, men tilliden er brudt.
Det forstår jeg.
Sannes familie fik hurtigt pakket. De undskyldte akavet, før de gik. Lisbeth tog dem med, lovede at få plads. Jonas lukkede døren efter dem og stod længe med panden mod træet.
Vi gik tavse gennem lejligheden. Sengene skulle redes, køleskabet tømmes. Overalt var der tegn på andres liv glemt tøj, flyttet møbler, beskidt service. Aslan sad fortsat under sengen og nægtede at komme frem.
Tror du, hun har lært det? spurgte jeg, mens jeg åbnede vinduet i køkkenet.
Det håber jeg. Ellers må vi være mere bestemte. Det skal ikke ske igen.
Jeg lagde armene om Jonas. Vi stod midt i andres rod i vores eget hjem og sagde ingenting.
Ved du, hvad der gør mig mest ked af det? Jeg trak mig lidt væk. Katten. Hele årsagen til det her, og så sad han alene og skræmt under sengen.
Tror du, de overhovedet fodrede ham?
Det tror jeg ikke. Skålen er tom, vandet beskidt. Han var glemt.
Jonas satte sig foran sengen: Undskyld, Aslan det sker aldrig igen. Mor får ikke flere nøgler.
Katten kiggede tøvende ud, men kom så frem og gned sig op ad Jonas. Jeg hentede foder Aslan kastede sig over det som om, han ikke havde spist i en uge.
Vi gik i gang med rengøringen. Ryddede køleskabet, lagde rene lagner på, vaskede op. Katten lagde sig mæt i vindueskarmen og sov. Langsomt blev vores hjem hjem igen.
Senere ringede Lisbeth. Hendes stemme var afdæmpet.
Jonas, du havde ret. Undskyld.
Tak, mor.
Er Anna stadig sur?
Jonas så på mig. Jeg nikkede.
Ja. Men hun tilgiver dig. Med tiden.
Vi sad længe bagefter i køkkenet, med te i kopperne og stilhed i rummet. Udenfor blev det mørkt, og lejligheden var igen fredelig og helt vores egen. Ferien var forbi på den hårdeste måde.
