Da jeg giftede mig med min mand, vidste jeg allerede, at han havde en datter fra sit første ægteskab. Hendes mor var flyttet til Tyskland og havde efterladt barnet hos ham, sådan lidt Mærsk-stil med en meget dyr forsendelse. Desværre er forholdet mellem dem mere anspændt end en kø på Københavns lufthavn. De små pakker med gavekort, som moren sender, løser ikke noget; datteren savner sin mors selskab mere end en dansker savner sol i november.
I starten boede min steddatter hos sin mormor min svigermor, den ægte chef i køkkenet men til sidst rykkede hun ind hos os. Jeg havde naive drømme om, at vi skulle have et hyggeligt forhold måske spille lidt brætspil, bage kringler sammen, den slags. Men uanset hvor meget jeg prøvede, kunne vi bare ikke finde melodien. Hun ser på mig som på en fremmed med dårlig dansk accent og ignorerer fuldstændig mine forsøg på at tale eller være venlig. I stedet styrer hun situationen som en bornholmsk kaptajn, og søger straks hjælp hos mormor eller far, hvis jeg foreslår bare et lille kompromis. Det frustrerer mig, at jeg skal være den, der både skal passe og opdrage, men så snart jeg prøver, har jeg ikke ret til at sige noget. Min mand og svigermor sætter ikke grænser, så det er mig, der får fornøjelsen af at tackle en grænseoverskridende teenager.
Jeg bruger mere tid sammen med hende end jeg bruger foran spejlet på en fredag aften, fordi min mand arbejder ligeså meget som en taxachauffør midt i Roskilde Festivalen, og svigermor kun dumper forbi med små boller og store råd. Jeg er ved at være godt udkørt og drømmer om en ferie på Fyn, eller bare lidt tid til min karriere eller en solstråle for mig selv. Desværre får jeg det hvæsende blikket, hvis jeg ikke er blid nok i min tilgang, som om jeg skulle være Bamse fra Bamses Billedbog hver dag. Hvis de bare lod mig puste ud, kunne vi måske have fået et bedre forhold.
Nu må jeg indrømme, at jeg lidt ærgrer mig over at have kastet mig ud i projekt steddatter, for jeg er chokeret over hendes dovenskab og evner til at sprede rod hun efterlader mere kaos end Distortion festivalen. Jeg ved, jeg aldrig kan blive hendes rigtige mor, og føler heller ikke jeg får chancen for det. Hele situationen blev kun mere intens, da jeg blev gravid, så nu kan jeg ikke trykke på pause længere.
Til sidst har jeg lagt en plan jeg satser på, at hun frivilligt flytter hjem til mormor, for ærligt talt virker det som den eneste måde, vi begge kan få lidt ro på. Måske kan alle få et bedre liv ud af det, og jeg kan endelig koncentrere mig om noget andet end stueplanternes overlevelse.
