Goddag, kære ven. Jeg mindes en gang, for mange år siden, da jeg stødte på en kvinde, der gik langs gaden i København med sin lille datter, kun halvandet år gammel. Hun virkede fraværende, uden at ænse noget omkring sig, og havde jeg ikke kaldt på hende, var hun vandret lige forbi mig. Da hun så mig, lyste hendes ansigt et øjeblik op i genkendelse, men snart lagde der sig et mærkeligt udtryk af ligegyldighed over hendes træk igen. Jeg spurgte forsigtigt, hvad der lå hende på sinde, og hun åbnede op for hele familiens svære historie.
Hun havde giftet sig af kærlighed. Forlovelsestiden var som taget ud af et eventyr, fyldt med små romantiske gestus og stunder for dem alene. Selv efter brylluppet bar hendes ægtemand hende lidenskabeligt gennem deres nye liv sammen. De stræbte begge efter fred og forståelse, selv da vejene blev ujævne.
Men da deres lille datter Helene blev født, forandrede alt sig. Hendes mand, Anders, mærkede for alvor, hvordan det var at være far, og han syntes ikke om byrden det bragte. Han arbejdede hjemmefra, og ethvert skrig og barnegråd forstyrrede hans dag. De fleste opgaver med pasning af barnet faldt på hende, men også han blev til tider frustreret og gik hende på nerverne.
Da han indså, at hun var på barsel og husholdningens indtægter var dalet, begyndte han at udnytte situationen til at fraskrive sig endnu mere ansvar for Helene. Efter nogen tid pressede han hende til at vende tilbage på arbejde og overlade barnet til én af bedsteforældrene.
Anders ville ikke høre om, at bedsteforældrene ikke magtede så lille et barn han mente, penge var vigtigere for husstanden, og han gennemtænkte alle muligheder, også om Helene kunne komme i vuggestue. Han ønskede at slippe for opgaven som far i hverdagen. Pludselig stoppede han med at give sin hustru penge til indkøb, mente hun brugte pengene for lemfældigt, og begyndte selv at stå for husholdningen. Selv de mindste indkøb kontrollerede han, som om han ikke stolede på hendes dømmekraft.
For at finde lidt ro begyndte hun at tilbringe mere tid ude med Helene, i Fælledparken og på Strøget, bare for at slippe for at være sammen med sin mand derhjemme.
Min veninde, som var tydeligt mærket af situationen, spurgte mig dengang rådvild, hvad hun skulle gøre. Jeg kunne ikke give hende noget entydigt svar. Skulle hun lade sig skille? Det var helt udelukket, for trods hans fejl elskede hun ham stadig hun var dybt knyttet til ham. Og deres lille datter voksede op og hun ville ikke, at barnet skulle mangle en mor eller far. Hun var træt af hele tiden at høre, at hun ikke bidrog nok økonomisk, når det faktisk ikke var hendes skyld.
Da vi skiltes ved Kongens Nytorv, sagde jeg blot de sædvanlige trøstens ord: Vær stærk, det skal nok gå, det hele løser sig med tiden. Jeg håber af hele mit hjerte, at det en dag vil passe.
