Ud af min lejlighed! sagde mor
Ud, sagde min mor helt roligt.
Astrid trak lidt på smilebåndet og lænede sig tilbage i stolen hun var sikker på, at det var veninden, mor snakkede til.
Ud af min lejlighed! Natasha vendte sig mod sin datter.
Lene, har du set opslaget? veninden kom nærmest flyvende ind i køkkenet uden at tage frakken af. Astrid har født! Tre kilo fire hundrede, og hun er halvtreds-to centimeter.
Ligner faren fuldstændig, med den samme lille næse. Jeg har været i samtlige butikker, købt små dragter og sko. Hvorfor ser du sådan ud i ansigtet?
Tillykke, Natasha. Jeg er glad på jeres vegne, Lene rejste sig for at hælde te op til veninden. Sæt dig, tag da frakken af.
Åh, jeg har slet ikke tid til at slå mig ned, Natasha satte sig halvt i stolen. Der er så meget at lave, du fatter det ikke. Astrid er så sej, klarer alting selv.
Hendes mand er en guldklump, de har lige taget en lejlighed på afbetaling, er i gang med at renovere. Jeg er stolt af min pige. Jeg har virkelig opdraget hende ordentligt!
Lene satte roligt koppen foran veninden. Jo, sikke et flot job… Hvis bare Natasha anede…
***
Præcis to år tidligere dukkede Astrid, Natashas datter, op hos mig uden at ringe først, med røde øjne og hænder, der rystede.
Moster Lene, du må love ikke at sige det til mor. Lover du? Hun vil ikke kunne tage det hun får et hjertetilfælde! græd Astrid og krammede det våde lommetørklæde.
Astrid, rolig nu. Fortæl hvad der er sket, jeg blev seriøst bange.
Jeg… jeg var på arbejde… hun snøftede. En kollega fik stjålet penge fra tasken. Halvtreds tusinde kroner.
Og kameraet viste, at jeg gik ind på kontoret, da der ikke var andre. Jeg gjorde det ikke, moster Lene! Det lover jeg!
Men de sagde: enten betaler jeg halvtreds tusinde tilbage inden frokost, eller så anmelder de mig.
De har en “vidne”, der påstår at have set mig gemme pungen.
Det er en fælde, moster Lene! Men hvem vil tro på mig?
Halvtreds tusinde? Jeg rynkede brynene. Hvorfor tog du ikke til din far?
Jeg var der! Astrid begyndte at hulke igen. Han sagde, det var min egen skyld, at han ikke ville give mig én krone, når jeg var sådan en klovn.
Han sagde: “Gå til politiet, så kan de opdrage dig.”
Han lukkede mig ikke engang ind, råbte gennem døren.
Moster Lene, jeg har ingen andre. Jeg har sparet tyve tusinde op, men mangler tredive.
Og din mor? Hvorfor kan du ikke sige det til hende?
Nej! Mor æder mig levende. Hun siger altid, jeg er pinlig. Og nu tyveri…
Hun arbejder på en skole, alle kender hende.
Lån mig nu de tredive tusinde, ikke? Jeg lover at betale tilbage, to-tre tusinde om ugen. Jeg har fundet et andet arbejde!
Please, moster Lene!
Jeg fik så ondt af hende. Tyve år, livet var lige begyndt, og nu sådan en plet.
Faren sagde nej, vendte ryggen til, og moren ville rive hovedet af hende hvis det kom frem.
Hvem har ikke lavet fejl, tænkte jeg.
Astrid græd uafbrudt.
Okay, sagde jeg. Jeg har pengene liggende. Jeg havde sparet op til tænderne, men de må vente lidt.
Men lov mig, at det kun er denne ene gang. Og jeg siger ikke noget til din mor, hvis du virkelig er så bange.
Tak! Tak, moster Lene! Du har reddet mit liv! Astrid kastede sig over mig.
Den første uge kom hun med to tusinde i hånden. Smilende, og sagde at alt var klaret, ingen politi, nyt arbejde alt var fint.
Men… så holdt hun bare op med at svare på beskeder. En måned, to, tre. Jeg så hende til fest hos Natasha, men Astrid hilste kun kort og koldt og undgik blikket.
Jeg pressede hende ikke på det. Tænkte:
Hun er ung, hun skammer sig derfor undgår hun det.
Tredive tusinde var ikke det værd at ødelægge et langt venskab med Natasha for. Jeg slettede gælden, og lod det ligge.
***
Hører du efter? Natasha viftede hånden foran mig. Hvad tænker du på?
Ikke noget, sagde jeg og rystede hovedet. Bare mine egne ting.
Hør, hviskede Natasha. Jeg mødte Katrine, du ved, vores gamle nabo? Hun kom over i supermarkedet i går. Virkede lidt mærkelig.
Hun begyndte at spørge ind til Astrid, hvordan hun har det, og om hun har betalt sin gæld. Fattede ikke hvad hun mente.
Jeg sagde, Astrid klarer sig selv og tjener sine egne penge. Men Katrine smilede bare skævt og gik.
Du ved vel ikke, om Astrid skulle have lånt penge af hende?
Jeg mærkede en uro i maven.
Aner det ikke, Natasha. Måske bare småpenge.
Nå. Jeg skal videre skal forbi apoteket, sagde hun, kyssede mig på kinden og forsvandt.
Om aftenen kunne jeg ikke holde det ud. Jeg fandt Katrines nummer og ringede.
Katrine, hej, det er Lene. Du mødte Natasha i dag? Hvad var det for en gæld du spurgte til?
Der lød et tungt suk i røret.
Åh, Lene… Jeg troede, du vidste det. I er jo tætte med dem.
For to år siden kom Astrid grædende til mig. Sagde, hun var blevet anklaget for tyveri på jobbet.
Enten betaler hun tredive tusinde, ellers venter der fængsel. Bad mig ikke sige noget til moren, græd og tryglede.
Jeg, fjols, gav hende pengene. Hun lovede at betale om en måned. Så blev der stille…
Jeg klemte mobilen.
Tredive tusinde? spurgte jeg. Præcis tredive?
Ja. Det var lige dét beløb hun manglede. Tilbagebetalte fem hundrede efter et halvt år og forsvandt.
Senere hører jeg fra Vera fra opgangen, at Astrid kom samme historie hos hende.
Vera lånte hende fyrre tusinde.
Og gamle fru Petersen, deres lærer, gav også penge. Hun gav faktisk halvtreds tusinde.
Vent… Jeg satte mig hårdt i sofaen. Vil det sige, hun har lånt samme beløb fra flere med præcis samme historie?
Ja, Katrines stemme blev hård. Pigen har indsamlet små bidrag fra alle veninderne. Hver især troede vi, vi var de eneste.
Historien om tyveriet var fup. Vi havde bare ondt af hende fordi vi holder af Natasha, og ville ikke gøre hende ked af det.
Men Astrid brugte pengene til at rejse. Hun postede billeder fra Tyrkiet ugen efter.
Jeg gav hende også tredive tusinde, sagde jeg stille.
Ja, så er vi fem-seks stykker. Hun har gjort det til sin forretning, Lene.
Det er ikke en ungdomsfejl det er bedrageri. Natasha aner det ikke, og går bare og praler over sin dygtige datter. Men datteren er en svindler!
Jeg lagde røret på. Det summede i ørerne. Pengene var ligegyldige jeg havde for længst opgivet dem.
Det værste var at indse, hvor smart og kynisk en tyveårig pige havde narret voksne kvinder, fordi hun kendte vores tillid.
***
Dagen efter gik jeg over til Natasha. Jeg var ikke vred, jeg havde bare brug for at se Astrid i øjnene.
Hun var lige kommet hjem fra hospitalet, og boede hos moren mens de renoverede lejligheden, de havde købt på afbetaling.
Åh, moster Lene! Astrid smilede anstrengt da hun så mig. Trænger du til en kop te?
Natasha rodede rundt ved komfuret.
Sæt dig, Lene. Hvorfor ringede du ikke først?
Jeg satte mig over for Astrid.
Astrid, sagde jeg stille. Jeg har mødt Katrine. Og Vera. Og fru Petersen. Vi har faktisk lavet en lille klub “hjælp til de ramte”.
Astrid stivnede og sendte et hurtigt øjekast mod sin mor, som stod med ryggen til.
Hvad snakker du om, Lene? Natasha vendte sig.
Astrid ved godt, hvad jeg taler om, sagde jeg. Kan du huske den uheldige historie for to år siden?
Hvor du bad mig om tredive tusinde? Og Katrine det samme? Og Vera og fru Petersen? Vi reddede dig alle fra fængsel hver især troede vi, at kun vi kendte din store hemmelighed.
Natasha holdt el-kedlen, men hældte kogende vand ud på komfuret.
Hvilke halvtreds tusinde? spurgte Natasha og satte kedlen på plads. Astrid? Hvad taler hun om? Har du lånt penge af mine veninder? Selv af fru Petersen?!
Mor… det er ikke… Astrid begyndte at stamme. Jeg… jeg har næsten betalt tilbage…
Du har ikke betalt noget, Astrid, skar jeg igennem. Du gav mig to tusinde for skams skyld og forsvandt.
Du snød os alle sammen for cirka to hundrede tusinde kroner på en opdigtet historie. Vi sagde ikke noget fordi vi havde ondt af din mor.
Men jeg har indset, det var os vi skulle have haft ondt af.
Astrid, se på mig. Du narrede penge fra mine veninder?! For at berøve dem, der altid har taget dig ind?
Mor, jeg havde virkelig brug for pengene til at flytte! råbte Astrid. I gav mig jo ikke noget!
Far nægtede at hjælpe, og jeg skulle begynde mit eget liv!
Hvad så? De har penge nok, jeg tog jo ikke det sidste fra dem!
Jeg fik kvalme. Nå, det var sådan det var…
Jeg forstår. Undskyld, Natasha, at jeg læsser det her på dig, men jeg kan ikke skjule det længere.
Jeg vil ikke finde mig i den adfærd. Hun har behandlet os som idioter!
Natasha stod, støttede sig til bordet, skuldrene rystede.
Ud, sagde hun helt roligt.
Astrid smilede skævt og lænede sig tilbage hun troede stadig, det stadig ikke var hende, det gjaldt.
Ud af min lejlighed! Natasha vendte sig mod datteren. Pak dine ting og smut hjem til din mand. Jeg vil ikke se dig her mere!
Astrids ansigt blev gråt.
Mor, jeg har et spædbarn! Du må ikke gøre det her!
Du har ikke nogen mor, Astrid. Min datter var én, jeg troede var ærlig. Du er en svindler.
Fru Petersen… Gud, hun ringede til mig hver dag, spurgte hvordan det gik med dig, og hun sagde ikke et ord… Hvordan skal jeg kunne se hende i øjnene igen? Hvordan?!
Astrid greb sin taske, kastede et viskestykke på gulvet.
Tag dog jeres skide penge! råbte hun. Sure gamle koner! Skrid med jer!
Hun tog babyliften og stormede ud ad døren.
Natasha satte sig, ansigtet gemt i hænderne. Jeg skammede mig.
Undskyld, Natasha…
Nej, Lene… Det er mig, der skal undskylde. For at have opdraget sådan en… Jeg troede virkelig, hun var blevet voksen. Men… Gud, hvor er det pinligt…
Jeg lagde min hånd på hendes skulder, og Natasha brød fuldstændig sammen.
***
En uge senere kørte Astrids mand rundt til os “kreditorer”, bleg og grå, og bad om undskyldning uden at se os i øjnene. Han lovede, at alle pengene ville blive betalt tilbage.
Og pengene begyndte faktisk at komme Natasha overførte selv halvtreds tusinde til fru Petersen.
Jeg fortryder ikke min del. Sådan én må lære, at hver en handling koster. Det er den rigtige lærestreg.
Og jeg selv lærte, at tillid er godt men man skal aldrig ofre sin selvrespekt for at undgå besværligheder. Både venner, børn og familie må tage ansvar for det, de gør. Det er det eneste, man kan stole på i livet.
