En kølig efterårsdag sad jeg på busstoppestedet i udkanten af Aarhus og ventede på bussen. Et let regnvejr havde netop sat ind, og fem minutter var der endnu, før min bus ville komme. For at få læ for vejret gik jeg ind i ventesalen, satte mig og tog min mobil frem for at læse nyhederne og tage en pause.
Ved siden af mig satte en ældre dame sig hun udstrålede livsglæde, og vi kom hurtigt i snak. Der var ingen tvivl om, at hun nød selskab, så vi begyndte at tale om vejret og de små hverdagsting, som man gør i Danmark. Hun blev hurtigt mere snakkesalig og begyndte at fortælle mig om sit liv.
Hendes historie rørte mig dybt. Hun havde ikke haft det let. For nylig havde hun mistet sit hjem efter en uventet tragedie. Huset, hun boede i, var ét af de klassiske danske dobbelthuse, hvor hun havde den ene del, og en lidt vild familie havde den anden. Under en fest gik det galt, da der udbrød brand hos naboerne, og ilden spredte sig også til hendes del af huset. Hun nåede at redde nogle få ejendele, men resten gik tabt.
Med ingen andre steder at tage hen, søgte hun tilflugt hos sin datters familie inde i Silkeborg. Første uge gik, men datteren gjorde det hurtigt klart, at hun følte sin mor var en byrde, og bad hende flytte ud. Det var hjerteskærende at høre, hvordan hun blev behandlet af sin egen datter, særligt når man tænker på alt, hun havde gjort for familien.
Da jeg spurgte, hvor hun boede nu, fortalte hun, at hun havde fundet sig et tomt hus i landsbyen Mårslet. Jeg tilbød min hjælp, men hun takkede venligt nej og sagde, at hun klarede sig. Alligevel kunne jeg ikke slippe tanken om hende, og før hun steg på bussen, tog jeg et billede af hende foran bussen med navnet Mårslet.
Da jeg kom hjem, kunne jeg ikke få hende ud af hovedet. Jeg kontaktede formanden for landsbyen og fortalte om hendes situation. En uge senere, sammen med mine venner som er dygtige håndværkere tog jeg til hendes hus.
Med hjælp fra byformanden og billedet af hendes lille hus fik vi hurtigt et overblik over, hvor slemt det stod til. Synet af huset var virkelig gribende. Der var ingen gulv eller tag, og vandrørene var utætte. Økonomien var stram, og bad og toilet fungerede dårligt.
Vi gik straks i gang og brugte hele ugen på at arbejde. Taknemmelig for støtten fra venner og lokalsamfundet, og med lidt økonomisk hjælp fra sponsorer og private donationer, lykkedes det os at ordne huset. Nu har hun rindende vand og et funktionelt toilet. Vi fik lagt et nyt tag, pudset væggene og lagt trægulve i de to små rum. Hun kvitterede med et stort kram og et smil, og jeg må indrømme, at glædestårerne var svære at skjule.
Bynens folk stoppede ikke der de gik sammen om at bygge et hegn, tysnede haven og bød os på hjemmelavet mad og kaffe. Nogle tilbød endda midlertidig bolig. Hele oplevelsen har virkelig vist mig, hvad medmenneskelighed og den særlige danske landsbysolidaritet kan betyde. Jeg føler mig dybt taknemmelig og stolt over at være en del af et samfund, hvor næstekærlighed stadig tæller.
