FRA KÆRLIGHED TIL HAD ER DER KUN ÉT SKRIDT
Jeg har hadet Lykke Krogh siden første klasse. Hun var født tynd, og jeg kunne slet ikke klare det. Den magre pestilens var faktisk min bedste veninde.
Bumseren og det evige efterslæb i klassen, Nikolaj Bjerregaard, fandt allerede i 9. klasse på vores øgenavne. Lykke blev kaldt Fru Lykkegaard. Hver gang hun trådte ind i klassen, lagde Nikolaj hænderne sammen, som om han frøs, og sang drillende:
Fem minutter, fem minutter! Er det meget eller lidt?
Så bredte der sig altid et selvsikkert smil over Lykkes ansigt, og hun gik længe ned mellem bordene, mens hendes knoglede hofter gyngede fra side til side.
Jeg prøvede altid at snige mig ind efter klokken, på halvbøjede ben, men det lykkedes ikke altid. Og gik det galt, råbte den skøre kæmpe:
Goddag, fru Georgsdatter!
Og så begyndte han at skråle:
Af lang vej strømmer Gudenåen!
Mit ansigt brændte, og tårerne løb ned ad mine kinder og landede på min knapt så pigeagtige barm. Lykke forsvarede mig. Hun kastede bøger efter Nikolaj og kaldte ham idiot, samtidig med at hun lo så friskt, som kun kvinder med fuld tillid til deres udseende formår. Alle vidste, at Nikolaj var forelsket i Lykke. Ingen forstod, hvorfor “geden” Lykke var veninde med “koen” Lise Skovgaard. Jeg er Lise.
Og jeg forstod heller ikke, hvorfor Lykke var veninde med mig. Hun blev irriteret, når jeg spurgte, og hævede stemmen:
Hold nu op, Skovgaard! Du får topkarakterer, men fatter ikke, at man ikke vælger venner på figur eller øjne. Du er et godt menneske, Lise og ikke alle kan være tynde! Se hvor mange kendte, der er runde! Alle elsker dem!
Kendte sagde mig intet kun Nikolaj betød noget. Og for Nikolaj fandtes der kun Lykke. Jeg så, hvordan han kiggede på hende. Han vendte sig altid væk fra mig, sådan som man vender sig bort fra en tigger, når man ikke har småpenge på sig, men ikke kan nænne at give en seddel. Sådan trak han sig væk eller gjorde grin med mig.
Før nytår fik jeg overtalt mine forældre til at lade mig skifte skole. Mor skrev under, og mine papirer blev hentet i skolens kontor. Efter ferien ventede et nyt liv. Det eneste der hang ved fra det gamle, var Lykke.
Min veninde blev voldsomt sur og kaldte mig forræder, inden hun smækkede med døren. Men hun ændrede hurtigt mening. Kom tilbage og begyndte mærkeligt nok at ringe konstant på døren.
Jeg rev døren op smilende og klar til at tilgive. Men stivnede. Der ude på trappen stod Nikolaj. Vred, jakken åben, uden hue, fuld af sne:
Hvad fanden laver du, Skovgaard? Skifte skole midt i året? Der er kun fem måneder til eksamen, og du vil stikke af? Altså, svar mig hva tænker du på!
Jeg hørte alt han sagde, men forstod ikke ordene. I stedet sugede jeg dette øjeblik ind Nikolaj Bjerregaard på min dørtrin. Han var smuk, frisk i kinderne og øjnene lyste. Og lige pludselig fandt jeg modet til at svare:
Bange for ikke at finde en anden svag pige, du kan drille?
Hva sagde du? Hvor skulle jeg finde én som dig, Skovgaard? Du er jo én af slagsen i hele landet! hvæsede Nikolaj, greb min arm, trak mig ud på trappen og holdt om mig.
Nej, han holdt mig ikke han knugede mig. Det var ikke et kærligt kram, det var desperation som om nogen ville tage mig fra ham, og han nægtede. Hans store hånd trykkede mit hoved ind mod sin kradsende uldsweater og holdt mig i spænd. Jeg sad fast. Men jeg var ikke bange. Det føltes trygt. Som en drøm. Eller som i håbet, man gemmer. Men hvordan vidste han det? Tænkte han på det samme? Blev han led ved at gøre grin? Eller forstod han virkelig? Pludselig blev jeg rædselsslagen, og tårerne væltede frem. Jeg græd længe, og da tårerne slap op, faldt jeg lidt til ro. Snøftede og registrerede, at nu holdt han mig blidt og vuggede mig som et barn.
Græd, Lise. Når man trænger, så skal man græde. Det siger min mor altid. Og hun siger også, at jeg er en klovn. Hvis man kan lide nogen, skal man sige det ligeud. Lise, jeg er måske en idiot men du betyder noget for mig, forstår du? Jeg kan bare ikke finde ud af at sige det.
Og jeg er også genert. Du er så dygtig, skal på universitetet og alt. Hvad er jeg? Med nød så næppe kommer jeg måske ind på teknisk skole.
Hvad hvis dine forældre ikke vil have, at vi ses? Hvorfor skulle de ville have en som mig? Jeg er ikke dum jeg interesserer mig bare ikke for alle de der sinusser og cosinusser Jeg vil være mekaniker. Jeg elsker biler og dig.
Hvad med Krogh?
Krogh? Hun skal da være forlover, når vi bliver gift! Det sagde han, og jeg løftede blikket for første gang, så ham i øjnene, og hviskede:
Jeg hader dig
Det er godt! Der er kun ét skridt fra kærlighed til had. Du skal nok komme til at elske mig! svarede min kommende mand og smilede.
Der er gået tredive år.
Vi fejrer ikke bryllupsdag, men den dag familien begyndte, fejrer vi. I aften for tredivte gang. Først var vi to. Så tre med datteren. Fire år senere fire med datter og søn.
I aften samles vi igen. Sønnen kommer med sin kæreste. Jeg venter min uforlignelige veninde Lykke med mand og søn. Men vores datter sidder ikke med. Hun var optaget hele natten lavede gave til os. I morges fødte hun en lille pige, Lykke Krogh. Nu er Lykke og jeg blevet bedstemødre sammenDet er underligt, hvordan alting hænger sammen. Tredive år med kærlighed forklædt som had, latter forkædt som tårer, og venskab stærkere end misundelse. Nu kommer hun, mit barnebarn, pakket ind i et navn så fuldt af minder, at mit hjerte nærmest springer et slag over. Jeg tager hendes lille hånd i min, og jeg aner hun vil vokse op omgivet af både kærlighed og gammelt drilleri. Rundt om bordet smiler de, de to familier, splejset sammen af skolegårde, svigt og second chances. Lykke griner stadig højest, Nikolaj skænker kaffe og blinker til mig, og vores børn lapper det hele i sig.
Jeg mærker varme fingre, der knuger min. Så ved jeg: vi har givet videre, måske ikke kun gener og navne, men også styrken til at tage det ene skridt mellem had og kærlighed og blive stående, sammen.
