Da jeg var barn, drømte jeg om at blive voksen, så jeg kunne gøre lige hvad jeg ville: spise alt det, jeg havde lyst til, gå i seng, når jeg selv bestemte, tage ud uden at spørge nogen om lov. Jeg griner nu af mit lille, naive selv. Virkeligheden indhentede mig den dag, jeg flyttede i min egen lejlighed i Valby: rengøring, madlavning, husleje, regninger, indkøb… alt sammen på én SU-betaling, som knap nok slog til. Jeg troede, frihed betød at vælge, hvad jeg skulle spise til aftensmad. Jeg anede ikke, det også indebar at regne ud, om der var penge til både ris og håndsæbe.
En dag gik det op for mig, at jeg i ugevis ikke havde siddet stille og roligt med min morgenmad. Jeg sprang ud af sengen, tog et hurtigt bad, redte sengen halvt og løb for at nå 1A-bussen. På vejen kom jeg i tanke om, at jeg ikke havde svaret på den der arbejdsmail, at jeg skulle have betalt internetregningen inden fredag, og at mit Dankort var faretruende tæt på at ramme loftet. Voksenfriheden viste sig at være en endeløs to-do-liste, ikke en drøm, der var gået i opfyldelse.
Når jeg endelig kom hjem, dukkede trætheden op som en tung dyne et svimlende chok. Jeg åbnede køleskabet i håb om, der stod noget, der kunne varme sig selv. Men nej jeg skulle vaske grøntsager, skære, koge, bagefter vaske op. Nogle aftener spiste jeg bare rugbrød med ost, bare for at slippe for at røre ved stegepanden. Men heller ikke der var der ro, for mine tanker sneg sig ind: vandregningen er for høj, jeg skal tjekke dryppet fra hanen, tøjet fra i morges lugter nu, fordi jeg havde glemt at hænge det op.
Mine veninder sagde igen og igen: “Kom, lad os ses.” Men hver gang vi forsøgte at aftale noget, var der altid én, der havde overarbejde, en anden passede sin syge mormor, en tredje manglede penge, en fjerde kunne knap holde sig vågen. Da vi var teenagere i Gentofte, så vi hinanden næsten hver dag; som voksne gik der en måned, før vi fik det arrangeret. Når vi endelig sad sammen i sofaen med kaffe, handlede snakken om trætte kroppe, regninger, eller hvor ondt vi havde i ryggen. Vi var unge i alderen, men lød som folkefærdet på plejehjemmet.
Det hårdeste var erkendelsen af, at ægte afslapning ikke eksisterede. Selv weekenderne bestod af lister over pligter: vaske, støvsuge, planlægge ugen, handle billigt ind, forsøge at reparere den skæve køkkenlåge. En lørdag tog jeg mig selv i at græde, mens jeg vaskede gulvet, fordi jeg simpelthen tænkte: “Selv når jeg holder fri, så holder jeg ikke fri.” Som barn kaldte jeg det frihed, og nu lavede jeg det samme, som de voksne altid gjorde for mig mens der ingen var tilbage til at hjælpe.
Og arbejdet? Det var slet ikke, hvad jeg havde forestillet mig. Jeg troede, det ville føles meningsfuldt. Jeg vidste ikke, det også omfattede at smile, når man ikke havde lyst, at bide stikpiller i sig, at jage mål, der ændrede sig fra uge til uge, og se store dele af lønnen forsvinde til ting, man aldrig ser. En dag sad jeg og regnede på, om jeg skulle købe frokost, eller om jeg skulle gemme pengene til et klip på rejsekortet. Sådan noget fortæller ingen voksne dig, da du er barn. Ingen forklarer, at det voksne liv er som at løse matematikopgaver inde i hovedet hele tiden.
Jeg troede, det at blive voksen var ensbetydende med frihed. Men i virkeligheden er det en mærkelig balancegang mellem udmattelse, ansvar og små, korte øjeblikke af fred.
