Min mand og jeg blev fyldt med glæde, da vi fik at vide, at vores søn skulle giftes. Forud for brylluppet, fortalte vi ham i al hemmelighed, at vi ønskede at give ham en lejlighed i gave. Anders blev begejstret, da han hørte om vores planer. Alle hans venner fik straks besked samme dag. Mens vi gjorde klar til brylluppet, ramte tragedien pludselig.
Vores datter, Mette, blev pludselig syg og sendt direkte fra arbejdet til hospitalet. Min mand og jeg skyndte os straks derhen. Prøverne viste, at hun havde en tumor, og hun skulle opereres straks. Naturligvis havde vi brug for mange penge hurtigt. Heldigvis blev det opdaget i tide.
At købe en lejlighed til vores søn var slet ikke en mulighed i denne situation. Vi forsøgte at samle det nødvendige beløb til Mettes behandling. Det var en lettelse, at vores familie og venner trådte til ingen kunne bare vende ryggen til vores ulykke. Alle hjalp, så meget de kunne. Nogle gav os penge og sagde, vi ikke behøvede at betale tilbage. Sammen fik vi samlet de 150.000 kroner, som operationen krævede.
Men så chokerede Anders os med sin udmelding.
Hvad med min lejlighed? I lovede mig den! I ødelægger mit liv.
Efter disse ord fra Anders blev jeg helt stum, og tårerne flød. Hvordan kunne han sige sådan noget? Hvordan kunne han være så selvisk? Det er hans søster. De er vokset op sammen. Hvordan kunne han sætte sin egen bolig og Mettes liv på samme plan? Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Men min søn var ikke færdig.
Hvorfor har hun altid alt, og jeg ingenting?
Det blev for meget for mig, og jeg råbte af ham. Jeg sagde, jeg ikke ønskede at se ham mere. Han pakkede sine ting og tog straks hjem til sin kommende hustru. Vi talte ikke sammen de næste to uger.
I mellemtiden blev Mette opereret. Heldigvis gik alt godt. Nogle uger senere blev hun udskrevet, og vi var alle lettede. Jeg fortalte hende ikke et ord om hendes brors opførsel. Det ville kun gøre hende ked af det. Anders ringede heller ikke. Han spurgte ikke engang, hvordan det gik med Mette. Tilsyneladende var en lejlighed vigtigere for ham end vores familie.
Det er trist, når materielle ting ender med at skygge for ægte relationer. Vi må huske, at livets sande værdi findes i omsorg, solidaritet og kærlighed til hinanden det er noget, ingen bolig nogensinde kan erstatte.
