Min mand voksede op i en stor familie midt i bølgende marker omkring Viborg. Svigermor blev ved med at få børn, indtil hun endelig fik sin datter. Det virkede som en sær strategi, men hvem er jeg til at dømme, tænkte jeg, mens stjernerne dansede på loftet.
Da jeg giftede mig, troede jeg, at lykken smilede til mig. Mikkel virkede ansvarsbevidst, frygtløs, stærk. Han kendte til betydningen af familie, men selv drømme kan ikke skille ham fra hans mor og lillesøster. Svigermor har aldrig elsket sine sønner med særlig lidenskab, men datterens velvære ligger som guld på hendes hjerte.
Søsterens navn er Trine, og hun var ti år, da jeg første gang trådte ind i deres bizarre familieunivers. Det forstyrrede mig ikke rigtig i starten, men efter fem år begyndte det hele at virke mærkeligt. Hun nægtede at lære, hang ud med drenge fra den mørke side af Randers, og min mand måtte altid ordne alt for hende. Trine var i stand til at ringe til ham klokken tre om natten og han tog selvfølgelig telefonen.
Jeg håbede, at Trine ville vokse, finde en mand og derefter glide videre ud i sit eget liv. Men næ, det skete ikke. Da hun valgte at gifte sig, besluttede svigermor at bede alle sine sønner om økonomisk hjælp til brylluppet, for hun havde ingen kroner at give. Svigersønnen var fattig og tjente næsten ingenting, så de nygifte tog selvfølgeligt ind hos svigermor. Mørke skyer af ubehag hænger over sofaen i stuen.
Først kom et barn, så endnu et… Til sidst indså svigermor, at huset var for trangt til alle sjæle. Hendes løsning var skæv og drømmende: Hun ville flytte ind hos os og gave lejligheden til sin datter. Men er det rimeligt, at jeg har købt lejligheden med mine egne danske kroner og min mand ikke har bidraget med en eneste femkrone? Det mærkelige er, at han er fuldkommen tilfreds med situationen og siger: “Min mor vil hjælpe dig!”
Vores lejlighed har kun to værelser, og væggene synes at sno sig og bøje under familiens krævende stemmer. Jeg ønsker ikke at give afkald på mit frirum og dele min hverdag med andre end min mand. Svigermor er overbevist om, at vi er nødt til at tage hende ind, fordi Mikkel er den ældste søn, og ansvaret for forældrenes lykke hviler på hans skuldre som en tung vinterfrakke.
Jeg elsker min mand, og tanken om skilsmisse er som at vågne fra en dårlig drøm. Men hvordan får jeg ham til at se virkeligheden? Hvordan forklarer jeg, at samlivet med hans mor er som et evigt mareridt under danske nætter? Mon nogen har et råd til mig?
