De sidste tre måneder har jeg og min bror været i krig på papiret og indimellem også med vores stemmebånd alt sammen fordi af vores mor. Siden hun blev ramt af en blodprop, har hun været på halv kraft, mildt sagt. Hun glemmer sig selv konstant, og hun kan hverken finde sokker eller stue uden en guide. Hun har ganske enkelt brug for overvågning. Og hvem faldt ansvaret på? Lige præcis, undertegnede. Det føles lidt som at være mor til en voksen baby. Og mit eget liv? Jo tak, jeg har jo også job, hjem, børn. Noget skulle give sig.
Jeg foreslog at få mor på plejehjem. Gæt hvem der blev rasende? Ubetinget broderskab bare ikke når det gælder mor. Jens blev sur og kaldte mig hjerteløs. Alligevel havde han ikke tænkt sig at tage hende med hjem til Amagers bedste hans kones lejlighed. Der var ikke plads hverken til mor eller diskussion.
Vi plejede ellers at være en ganske normal dansk familie, fire stykker. Jens og jeg, kun ét år mellem os. Mor og far fik os sent, jeg er 36, Jens er 35, og mor har rundet 72. Indtil far døde, var det hele skam også meget idyllisk.
Så flyttede Jens til Odense for at læse og blev hængende, giftede sig, fik lejlighed og den slags. Jeg endte tilbage i Slagelse, min barndomsby. Fik kærestemand, vi lejede først, havde store planer om både at købe ejerlejlighed og få børn. Fremtidsplaner i bedste dansk stil.
To år siden døde far. Mor blev trist, mut og mistede sit glimt. Hun blev pludselig gammel, og kroppen begyndte efterhånden at hænge. For seks måneder siden kom blodproppen jeg troede faktisk, vi mistede hende. Til at starte med kunne hun knap tale, og halvdelen af kroppen var på vinterferie. Hun blev bedre, men hendes humør og hukommelse var på fritidshjem.
Lægerne sagde pænt, at hun ikke ville komme sig helt. Jeg og min mand, Christian, rykkede ind hos hende i hendes gamle lejlighed. Skiftede job, blev freelancer alt for at holde mor under observation. Kunne jo ikke rigtig lade hende være alene; hun var jo væk i tankerne konstant.
Også med fuld gang i benene var det ikke nemmere. Sproget haltede, forvirringen var total, og vi måtte nærmest løbe efter hende i Netto, hvis hun kom derud alene. Tit sad hun og græd, og mente, at far ventede et eller andet sted. Scenen hjemme hos os ligner skuespillet på de fleste danske julefrokoster med tårer, forvirring og folk, der farer vild.
Min søvn? Findes ikke. Arbejde? Ja, det har jeg, men koncentrationsevnen ligger på bund i Københavns kanaler. Christian foreslog: Måske skulle din mor på plejehjem. Et ordentligt et de koster, men hun vil få hjælp. Godt ord igen så kan Jens også give et nap!
Jeg overvejede det længe, hvor nænsomt jeg nu engang kan. Men hvor længe kan det her fortsætte? På plejehjemmet får hun pleje og mad døgnet rundt. Jeg har været ude og se det, alt er tip-top, men prisen?! Ikke ligefrem SU-venlig; vi snakker 18.000 kroner om måneden. Hvem betaler? Godt spørgsmål, men alle siger, jeg har brug for det.
Til sidst ringede jeg til Jens og forklarede status. Håbede på lidt klarsyn fra den anden gren af familien. Han tabte sutten fuldstændig.
Har du slået hjernen fra, Anna? Sende mor på plejehjem så kan hun sidde og stirre på væggen. Og kan du ikke få Christian til at tage sig af hende, hvis din kone ikke gider? Han råbte, jeg sukkede. Eller er det bare for at slippe for hende?
Jeg prøvede at forklare, men han hørte kun sig selv. Så passede jeg hende stadig. Indtil jeg nærmest ikke kunne mere, og vi tog samtalen igen. Jens? Stadig en mur uden forståelse.
Jeg ville jo helst ikke parkere mor langt væk. Hun bar os på sine skuldre, opdragede os. Vi var ikke vokset op på børnehjem og hun brokkede sig sjældent over os.
Vi skylder hende meget, begge to. Men hvorfor skal det kun være min børneopsparing, der ryger? Jeg sagde til Jens: Hvis min idé ikke dur, så tag du hende hjem til dig og Line, din flinke kone.
Han blev stille. Du ved, jeg bor hos Line i hendes lejlighed. Hvordan skulle jeg overtale hende til at passe din mor?
Nå så Christian og jeg kan, men I kan ikke? Fordi du gemmer dig i Lines toværelses og hun styrer slagets gang?
Til sidst sagde jeg til Jens, at jeg kan lade være med at passe mor så må han og Line rykke ind hos hende. Men Jens mumlede, han arbejder jo stadig, og jeg prøver bare at slippe for ansvar.
Jo tak, jeg lever som i en dårlig serie på DR2. På den ene side ved jeg, at hun burde flytte på plejehjem. Livet ville være lettere for alle og mor ville få pleje. Men jeg er ramt af klassisk dansk skyldfølelse, frygt for at være utaknemmelig datter.
Christian hælder til min løsning: Altså, hun får det jo bedre dér og vi har jo også vores eget liv, Anna.
Nu har jeg besluttet mig: En uge giver jeg Jens. Hvis han ikke dukker op, så gør jeg, hvad der skal til. Hun flytter på plejehjem. Det er bedst for alle og folk kan give så meget god råd som de vil. Ingen af dem står op hver nat og leder efter deres forsvundne mor med en bizar trang til rosinboller og hvor er far?. Lad Jens rode rundt og forklare sig over for sine venner jeg har trukket stikket på det her cirkus.
