Min barnebarn skal bestemt ikke være venstrehåndet! erklærede Karen med al den selvfølgelighed, kun bedstemødre i uldtrøje og papilotter kan mønstre.
Mads sendte sin svigermor et blik, fyldt med det der halv-venlige, halv-irriterede mørke, som kun svigermødre kan lokke frem i dig.
Hvad er der galt med det? Gustav ER jo venstrehåndet. Det er hans måde at være på.
“Hans måde at være på?” fnøs Karen. Hold nu! Det er jo dårligt opdragelse. Det har man aldrig gjort! Højrehånden er den rigtige, venstrehånden er noget pjat og unoder. Min mormor sagde altid: Venstrehånden er til at tørre sig med!
Mads måtte bide sig i læben for ikke at komme til at grine. 2020ernes Danmark og alligevel sad de her og diskede op med holdninger fra dengang, hvor man spiste sild til morgenmad og kaldte alt nyt for amerikansk synd.
Karen, det er altså bevist for længe siden at…
Jeg gider ikke høre om alt jeres pseudovidenskab! afbrød hun. Jeg vænnede Peter af med det, og han klarer sig da fint. Få sat gang i Gustavs højre hånd, I vil takke mig én dag!
Hun samlede dignitet og forsvandt ud af køkkenet, mens hun lod Mads sidde tilbage med halvdrukket kaffe og den der rest af dårlig samvittighed samt lidt irritation, som kun familie kan holde liv i.
Først tænkte Mads ikke mere over det. Svigermødre har jo deres sære urter. Karen rettede så diskret på Gustavs hånd, når han dækkede bord, drejede hans gaffel over i højre, og Mads tænkte: Det klarer han sikkert. Børn er bøjelige, og lidt mormor-bøvl kan næppe skade.
Gustav havde været venstrehåndet fra begyndelsen. Allerede som halvandetårig ragede han resolut efter klodserne med venstre. Når han tegnede kunsterisk som kun små børn kan var det med venstre hånd. Det var bare sådan han var. Som øjenfarve eller den lille skævhed på næsen.
Men hos Karen var det som om venstrehåndethed var værre end at hælde remoulade på flæskestegen noget der skulle afvikles straks. Når Gustav tog blyanten med venstre, så hun ud som om han havde givet sig til at bande i kirken.
Gustav! Højre hånd, tak.
I vores familie har vi kun højrehåndede. Punktum!
Jeg lærte Peter det, jeg kan lære dig det også!
Mads overhørte på et tidspunkt Karen fortælle Anne om dengang Peter var “forkert”, men blev “normal”, da hun, uden blusel, bandt hans venstre hånd fast og korrigerede alt, indtil han kunne balancere en fiskefrikadelle på højre pegefinger. Peter blev “almindelig”, sagde hun stolt som om det var en præmie, man kunne få i Brugsen.
Mads fik ubehag ved det, især da han så hvordan Karen nærmest svulmede af stolthed, hver gang hun fortalte det.
Ændringerne i Gustav dukkede op som små ting. Først tøvede han han løftede hånden over bordet, som en flyvemaskine der ikke kunne beslutte sig: skal jeg lande med venstre eller højre? Så begyndte han at kigge over skuldrene et hurtigt blik til mormor, var hun på vagt?
Far, hvilken hånd skal jeg bruge?
Gustav sad med gaflen, store øjne i ansigtet.
Brug den, du har lyst til, Gustav.
Men mormor siger jo
Skidt med, hvad mormor siger. Gør hvad du vil.
Men det var ikke længere nemt for Gustav. Han blev forvirret, tabte ting og var pludselig forsigtig på en sær måde. Musklerne var i baglås, som om han ikke længere stolede på sin krop.
Anne så alt og bed sig i læben, hver gang hendes mor begyndte med formaninger. Hun slog blikket ned og sagde ikke noget for det havde hun lært af erfaring: Man diskuterer ikke med Karen. Man overlever.
Mads prøvede at tage snakken op:
Anne, det går jo ikke det her. Kan du ikke se på ham?
Mor mener det jo godt
Ja, men hvad hjælper DEt, hvis Gustav bliver usikker og ked?
Anne trak på skuldrene og gjorde ingen modstand. Årelang svigermor-overlevelsestræning overtrumfede moderinstinktet.
Det blev kun værre. Karen havde fundet en slags fornøjelse i projektet. Det var ikke længere kun en stille håndretning, men en kommentar til hvert eneste bevægelse.
Se Gustav, du kan jo godt! Man skal bare tage sig sammen. Jeg gjorde Peter til en mand, jeg skal også nok få styr på dig!
Mads besluttede sig for at gribe ind en lørdag morgen, hvor Karen med samme rytme som et damplokomotiv stod og skar rødkål til flæskestegen (for nu at blive i de danske klassikere).
Han stillede sig lige bag hende:
Det der gør du forkert, Karen.
Hun vendte sig ikke engang.
Hvad siger du?
Rødkålen skal snittes tyndere og på skrå, ikke på tværs!
Hun snøftede og huggede løs.
Seriøst det der, det er forkert. Det gør man ikke sådan!
Mads, jeg har lavet rødkål til flæskesteg siden Poul Schlüter blev statsminister.
Og i alle de år har du gjort det forkert. Giv mig kniven, jeg skal vise dig hvordan.
Han rakte ud efter kniven, men hun trak hånden til sig.
Nu rabler det da for dig!
Nej, men du må da lære det rigtigt! Se, der er for meget eddike i, og du skal røre rundt på en anden måde! Og sukkeret skal i til sidst.
Sådan her gør jeg altid!
Det er ikke et argument, Karen. Du må vænne dig af med dine dårligdomme. Vi begynder helt forfra.
Karen stivnede, rødkålsstrimlen hængende midt i luften.
Er du blevet tosset?
Jeg siger bare det, du siger til Gustav hver dag: Du gør det forkert. Det er ikke normen. Gør det med den anden hånd.
Det er slet ikke det samme!
Er det virkelig ikke?
Hun lagde forsigtigt kniven fra sig. Kinderne var knaldrøde af raseri.
Du sammenligner MIN rødkål med… Det er latterligt! Sådan har jeg altid gjort! Jeg har det bedst på MIN måde.
Og det har Gustav også med venstre hånd. Men du stopper ham!
Han er jo et barn, børn kan ændre sig. Jeg er en voksen, jeg ændrer mig ikke!
Så har du jo heller ikke ret til at blande dig i Augusts måde. Du kan ikke gøre ham til en kopi af dig selv.
Hun stak hagen frem og snerrede:
Har du tænkt dig at opdrage mig?
Ja! Hvis du fortsætter med at opdrage mit barn sådan, må du leve med, jeg også retter på ALT hvad du gør.
De stod der mand og svigermor, begge rødkål-blå i hovedet af frustration.
Det er lavt og småligt! hvislede Karen.
Men du forstår ikke andet.
Noget knækkede i hende der. Den bryske selvsikkerhed, den evige følelse af at have ret væk. Pludselig så hun mindre ud. Ældre. Skrøbelig.
Jeg gør jo alt af kærlighed mumlede hun.
Det ved jeg! Men det er tid til at elske på en ny måde ellers ser du ikke mere til Gustav.
Rødkålen peb på blusset, men ingen rørte sig.
Senere, da Karen trak sig tilbage, satte Anne sig stille hos Mads.
Der var aldrig nogen, der beskyttede mig som barn, sagde hun stille. Mor vidste ALTID bedst. Jeg fandt mig bare i det.
Han lagde armen om hende.
I vores familie bestemmer din mor ikke mere. Ikke over nogen.
Anne nikkede og trykkede hans hånd.
Inde fra Gustav værelse lød den velkendte, rolige kradsen af en blyant mod papir. Gustav tegnede med venstre hånd. Og ingen skulle mere fortælle ham, at dét var forkert.
