Min mand kom hjem fra arbejde i går og var lidt underlig.
Jeg spurgte ham om brylluppet, og straks kiggede han ned i gulvet. Han sagde, at han tager alene til brylluppet…
Og hvad med mig? sagde jeg chokeret.
Så sagde min mand: Skat, jeg fik kun en tom lønseddel i januar. Så jeg må nok tage alene af sted til brylluppet. Du passer på barnet. Der sker ikke noget, jeg er væk i tre dage, skal bo på hotel og spise lidt. Og selvfølgelig skal jeg købe en gave til brudeparret.
Vi var jo de unge på blokken. Vi boede i en etværelses lejlighed i Valby, som svigermor havde skaffet til os. Jeg var på barsel, og vores datter Freja var snart to år gammel. Jeg havde ikke travlt med at komme tilbage på job hvem skulle passe Freja? Tak til svigerforældrene for lejligheden, det må man jo sige.
Min egen mor var den selvstændige type, passede sig selv og slog ekstra arbejde af, og hun sagde straks: Hvis du virkelig skal på arbejde, kommer jeg og passer Freja. Men hvis jeg skulle købe ny kjole eller farve håret ja, så kunne jeg glemme den chance. Så ville hun helt sikkert ikke stille op som babysitter.
Jeg kender godt min mor, du. Hun drager til udlandet hvert år og bruger weekenderne i skønhedssaloner og massageklinikker der bliver virkelig passet på sig selv.
Vi har aldrig haft nogen store kriser hjemme hos os. Når min mand er hjemme, gør jeg, hvad jeg vil. Men han er ikke vild med det jeg får lov til at gå ud i byen sjældent, og kun i kort tid.
Så dukkede invitationen op.
Det var min mands lillebror, Mikkel, der skulle giftes. Vi skulle til Odense ovenikøbet tre dage! Så jeg gik til min mor og bad hende passe Freja. Det er jo ikke hvem som helst, det er et bryllup! Freja er en rolig pige, ikke sådan en der skriger eller hylegriner.
Mor afviste mig længe, men med et dybt suk tog hun fri tre dage. Jeg var nærmest lykkelig efter to år med barn, kunne jeg endelig slappe af på et bryllup!
Men mine drømme knustes, da min mand kom med sit jeg tager alene af sted.
Det kunne have været en stor dag for mig. Jeg havde passet barn i et år uden at forlade lejligheden, og ingen ville tage sig af hende. Min mand tog ofte til firmafester, forretningsrejser og endda weekendture.
Jeg kendte heller ikke rigtig brorens familie. Jeg havde kun set hans kommende kone på et billede.
Jeg blev ret mopset over det. Men min mand var helt upåvirket. Han syntes, det var helt normalt:
Skat, din mor er vel heller ikke mega begejstret for at tage Freja med hjem. Lad hende tage en pause du kan blive hjemme. Hvorfor gøre hende utilpas? Hvis hun ikke vil, så vil hun ikke. Du kender ikke min familie, hvad skal du med den tur? Din opgave er at passe på barnet. Jeg tager derover og kommer hjem igen.
Så tænkte jeg: Ingen skal afsted! Hvorfor skal min mand bestemme, hvad jeg gør?
Hvad synes du hvem har ret?
Personligt synes jeg både mor og mand er lidt drilske. En mormor har jo ikke pligt til at passe sit barnebarn men måske kunne hun tænke lidt på sin datter også?
Og min mand han har ikke selv forstået, hvor meget jeg har været på for vores datter. Man må altså huske på, at jeg også har brug for at slappe af!
Hvis han virkelig elsker sin kone, må han kunne forstå det…
Pigen i den her historie er trist. Hun er helt afhængig af sin mand ingen hjælp nogen steder.
Det ville være sjovt at høre, hvad I læsere tænker om den situation. Vi håber, at hun kan få sagt sin mening til sin mand uden at det går helt skævt.
Kære kvinder, husk nu: Vi bor i et frit land! Sig din mening det sker ikke noget ved det. Det er jo ikke sådan, at din mand straks kræver skilsmisse, hvis du insisterer lidt. Og hvis han gør, ja, så har de følelser ikke været særligt ægte. Vi skal respektere hinanden og bringe lidt glæde selv til bryllupper i provinsen!
