Allerede fra jeg var dreng, har jeg altid haft nemt ved at hjælpe andre selv hvis det var én, jeg ikke kunne lide. Jeg har aldrig tænkt på min svigermor på den måde. Tværtimod er min svigermor en utrolig venlig og høflig kvinde, og jeg har altid sat pris på hendes selskab. For nylig blev hun dog alvorligt syg, blev indlagt på Frederiksberg Hospital, og skulle bagefter igennem en lang rekonvalescens.
Uden at snakke med min kone først, besluttede jeg mig for at tage hende hjem til os i København, så vi kunne tage os af hende sammen. Jeg var overbevist om, at min kone ville blive glad for at se, hvor meget jeg bekymrede mig om hendes mor, men hele vejen hjem fra hospitalet virkede svigermor nedtrykt det var som om hun ville sige noget, men ikke kunne samle modet. Da vi kom hjem, hjalp jeg hende ind, lavede hendes seng klar, og gik straks ud i køkkenet for at lave en god skål suppe til hende. Mit mål var, at gøre både svigermor og min kone glade.
Men da min kone kom hjem fra arbejde, gik det helt galt. Hun så straks sin mor ligge i sengen, og udbrød: Hvorfor er det menneske her? hun kaldte hende endda for den tang af en person. Hun ville have hende ud af lejligheden med det samme, og jeg måtte kæmpe for at forhindre hende i at smide sin egen mor på gaden. Hvis ikke jeg havde grebet ind, havde min kone virkelig smidt sin mor ud.
Vi er stadig gift, men jeg er dybt skuffet over min kones opførsel, og kan ikke lade være med at tænke på, hvor vigtigt det er at vise omsorg også for dem, man måske har det svært med. Jeg har lært, at det danske sammenhold og næstekærlighed betyder meget mere end gamle konflikter eller misforståelser.
