Jeg var på vej hjem fra Fields med min søn. Ved siden af os stod en kvinde med en pige, der var næsten samme alder som min dreng.
Bussen var stopfyldt med mennesker. Jeg lagde mærke til en ung fyr, der havde høretelefoner på og lyttede til musik, så jeg bad ham venligt, om han ville lade os få hans plads. Han rejste sig straks, og min søn og jeg satte os ned. Som tak gav min søn ham endda en lille karameller. Fyren smilede lidt forlegent.
Kort efter bemærkede jeg, at moren ved siden af bestemte sig for at tage min idé op. Hun begyndte bogstaveligt talt at ruske i en mand, der sad og duppede lidt. Han reagerede ikke, så hun begyndte at råbe så højt, at han vågnede. Manden tog høretelefonerne af og blev straks irriteret. Han fattede overhovedet ikke, hvad der skete.
Kan du ikke se, jeg har et lille barn med! Flyt dig! råbte hun med så meget kraft, at hendes datter brød ud i gråd af forskrækkelse. Og jeg vil altså ikke flytte mig! svarede manden bestemt.
Jeg kan faktisk godt forstå ham. Han skyldte hende intet! At blive talt til på den måde er ikke fair, og han skulle ikke finde sig i det. Jeg tilbød, at hendes pige kunne sidde ved siden af min søn, men nej hun insisterede kun på at skabe ballade.
Personligt har jeg aldrig gjort sådan. Hvis jeg har brug for noget, spørger jeg pænt. Hvis nogen giver plads til mit barn, er jeg meget taknemmelig. Hvis ikke, accepterer jeg det det er deres valg. I alle de år er jeg aldrig blevet afvist.
Måske fordi jeg aldrig skælder ud eller råber af fremmede.
