Nu vil I få jeres eget barn, og hun må vende hjem igen til børnehjemmet
Hvornår får min søn dog sit arving? Birthe Mikkelsen kiggede irriteret på svigerdatteren, der sad ved spisebordet.
Du ved udmærket, vi har prøvet at få et barn i tre år, Ragnhild sukkede. Hver eneste gang begynder samtalen på samme måde. Lægerne påstår, at både hun og Arne er helt raske.
Netop. I har været gift så længe, og stadig ingen børn, kvinden trak på skuldrene med et hånligt smil. Mon ikke du var lidt for vild i ungdommen?
Birthe, hvad er det for underlige antydninger? Ragnhild smækkede computeren sammen. Det blev ikke til mere arbejde i dag. Har jeg nogensinde givet grund til det? Og kan du ikke lade være med at tale sådan til mig!
Og hvad så, hvis jeg ikke gør? svigermoren løftede et øjenbryn. Vil du løbe til Arne? Tør du satse på, at han holder med dig? Jeg er trods alt hans mor.
Det eneste svar blev et brag fra døren, der lukkede sig. Naturligvis havde Ragnhild ikke tænkt sig at sige noget til Arne om det. Ikke fordi hun troede, han ville tage morens parti, men fordi hun ikke ville gøre ham ked af det.
*********************************************
Ragnhild havde aldrig haft det godt med Birthe Mikkelsen faktisk lige siden deres første møde, hvor svigermor fandt fejl ved alt. Udseendet, tøjet, maden Listen kunne blive uendelig. Birthe protesterede kraftigt imod forholdet og pressede sin søn. Heldigvis var Arne stædig, og de blev gift.
Efter brylluppet faldt Birthe lidt til ro, især fordi de unge flyttede langt væk, ind i en lejlighed på Frederiksberg, godt væk fra svigerforældrenes store villa i Hellerup.
Men der gik ikke længe, før Birthe havde fundet et nyt kritikpunkt barnefrihed. I starten tog Ragnhild det med et smil, Vi er jo unge, og vi vil gerne fokusere på arbejde og nyde livet sammen. Men Birthe slog fast, at man skulle få børn hurtigt og faktisk gerne flere.
Trykket voksede, og Ragnhild opgav til sidst modstanden. Men lige meget hvad hun gjorde, blev hun ikke gravid. Igennem tre år prøvede de alt: lægebesøg, piller, undersøgelser. Intet hjalp.
En af lægerne luftede mistanken om, at det nok nærmere var noget psykisk. Birthe lo bare af det, og sagde, at Ragnhild hellere burde finde sig en bedre læge.
*********************************************
Efter endnu et ubehageligt møde med svigermor sad Ragnhild i sofaen og scrollede distræt på Facebook. De mange børnebilleder strammede om hjertet, for hun ønskede virkelig et barn. Ikke for Birthe, men for sig selv.
Et opslag dukkede op en kvinde skrev om arbejdet på et jysk børnehjem. Hvor mange børn sad ikke der helt uden mor eller far?
For første gang overvejede Ragnhild, om hun virkelig kunne elske et adopteret barn som sit eget. Hun så pludselig for sig det lille barn, de små åbne arme. Så rakte hun ud efter tastaturet og begyndte at søge på adoption i Danmark.
Det viste sig ikke at være nemt bunker af papirer, helbredstjek og ventetider men ønsket om et barn blev kun stærkere.
Nu manglede kun Arnes samtykke. Ragnhild var nervøs, men til hendes store overraskelse gik Arne let med til ideen; han foreslog endda, at de tog et lille barn fra spædbørnehjemmet. Sådan blev det.
Kort tid efter voksede den lille familie. De forelskede sig straks i den fem måneder gamle Sofie. Den eneste, der protesterede, var naturligvis Birthe, men ingen lyttede. Arne truede ligefrem med at flytte til Fyn, hvis moren ikke holdt inde. Modvilligt måtte Birthe affinde sig og lod som om, hun elskede barnebarnet, når der var gæster.
Syv år gik. Sofie afsluttede 1. klasse med masser af venner og var både sød og flittig. Ragnhild blev aldrig træt af at kigge på sin glade datter.
Om sommeren rejste familien på ferie til Skagen. Solen var mild, bølgerne dovne, sandet hvidt. Hvad mere kunne man ønske sig og, vigtigst, langt væk fra Birthe, der slet ikke kunne ødelægge stemningen.
Mod slutningen af ferien begyndte Ragnhild at føle sig utilpas, men hun fortalte ingen om det. Først efter hjemkomsten gik hun til lægen.
Arne lagde dog hurtigt mærke til, at noget var galt og sagde, de hellere måtte tage hjem han lovede at tage dem med til vesterhavet igen til vinter. Ragnhild indvilligede.
Resultatet af undersøgelserne kom bag på dem begge. Men denne gang var det glædeligt: De ventede barn. Sofie var ellevild og gjorde sig allerede klar til rollen som storesøster.
Birthe fandt først ud af det flere måneder senere, da det var umuligt at skjule. En dag, hvor Ragnhild var alene hjemme, dukkede svigermoren pludseligt op.
Jeg vil ikke spørge, hvorfor du ikke sagde noget tidligere, sagde hun straks fra dørtrinet og så undersøgende på Ragnhilds mave. Men jeg har noget andet at spørge om.
Hvad da? Ragnhild fik en grim fornemmelse.
Hvornår returnerer I Sofie til børnehjemmet? spurgte Birthe helt alvorligt. I får jo nu jeres egen, så nu kan den anden godt komme tilbage.
Ragnhild blev iskold. Hvordan kunne man sige sådan om et barn, om pigen, der var blevet familiens hjerte?
Mener du det alvorligt?
Selvfølgelig, sagde Birthe koldt og ventede på svar. Hvornår har du tænkt dig at gøre det?
Gå ud! hvæsede Ragnhild, så hun næsten ikke kunne holde sig tilbage. Og kom aldrig tilbage her igen!
Hun smed den overraskede svigermor ud og satte sig ned rystende. Ringe til Arne? Han sad midt i et vigtigt møde Men de måtte snakke om det, uanset hvad.
*********************************************
Birthe trampede direkte hen til sønnens arbejde. Uden at ænse sekretæren brasede hun ind på kontoret.
Din kone kastede mig ud som en vagabond!
Hej med dig, sukkede Arne tungt. Hvad sagde du egentlig, siden min ellers så tålmodige kone reagerede sådan?
Jeg spurgte bare, hvornår I sender Sofie tilbage til børnehjemmet, nu I får jeres eget barn, Birthe satte sig på stolen og så fornærmet på ham. Et rigtigt barn kræver jo både tid og penge.
Hvordan kan du overhovedet tænke den slags? spurgte Arne vredt og knækkede pennen mellem fingrene. Vi sender ikke Sofie nogen steder. Hun er min datter, om du kan lide det eller ej.
Du og dit blødende hjerte! Hun er jo adopteret og gammel nok til at forstå, hvis I forklarer hende det.
Du vover ikke at sige hende noget, Arne slog hånden i bordet. Er det forstået?
Og hvordan vil du stoppe mig? sagde Birthe hånligt og gik ud.
Arne stirrede længe på døren. Sekretæren stak forsigtigt hovedet ind, undskyldte for ikke at have standset hans mor, men han hørte ikke efter. Han tænkte dybt over, hvad han skulle gøre.
Han tog beslutningen og greb straks telefonen
****************************************
Ragnhild gik langsomt gennem Frederiksberg Have og så på, at Sofie dansede om lillebroren på armen. Hun havde taget rollen som storesøster på sig med stolthed.
På en bænk sad to ældre damer og snakkede om deres svigerdøtre. Tankerne krøb tilbage til Birthe.
Efter det sidste optrin blev de aldrig uvenner reds. Arne havde flyttet familien så langt væk fra Københavns villakvarter, at ingen kunne blande sig. Han vidste jo, hvordan Birthe var hun ville fortælle hele verden, at Sofie var adopteret.
Nu boede de trygt og roligt. De havde deres dejlige datter, en lille søn, og snart ventede et tredje barn.
Arne ringede somme tider til sin far, der kunne fortælle, at Birthe stadig ikke var blevet mildere blot havde hun nu kastet sig over sin nygifte datter. Arne havde ondt af søsteren. Men hun lod til at tage det med overskud.
Sådan er det deres liv for sig, vores for os. Arne kiggede på sin glade familie og følte sig lykkeligere end noget andet sted i den danske sommerdrøm. Det var alt, han kunne ønske sig for sig og for andre.
