Hvad nu hvis hun ikke er min datter? Jeg bør få lavet en DNA-test
Mikkel sad i en mærkelig tåget stue, mens Regitze, hans hustru, vuggede deres nyfødte datter i armene, og uden at han forstod hvorfor, blev han overmandet af en tung og uvirkelig mistanke: Måske er pigen slet ikke hans?
Sidste år var han på forretningsrejse i Århus en evighed på én måned og knap nok var han vendt hjem til København igen, før Regitze kvidrede frydefuldt om en glad nyhed, der måtte fejres med lagkage: De skulle have barn.
Først blev Mikkel fyldt med salig sommerstemning. Indtil Regitzes søster, Ingelise, dukkede op på besøg en fredag eftermiddag og fortalte en drømmende underlig historie om, hvordan hun selv havde fået lavet en DNA-test på sin søn bare for at den kæreste samlever kunne sove trygt om natten. Stemningen blev luftig.
Regitze, hvad hvis vi også får lavet sådan en test? Bare for ro i sindet.
Svaret kom som et kort, skarpt vindpust fra den mørke side. Regitze eksploderede. Tæpper og sofapuder fløj hen over gulvet, og nabokonen på den anden side af væggen begyndte at hamre i radiatoren. Alt var i bevægelse.
Hvilke tanker er det, du gør dig? sagde Mikkel insisterende, hvert ord blev til små isflager i luften. Han var nu mere sikker end nogensinde; hendes reaktion kunne kun skyldes skyld. Jeg vil bare vide det med sikkerhed, det er alt.
Hvordan kan du overhovedet tænke sådan noget? hvæsede hun, da hun kastede endnu en hovedpude efter ham. Har jeg nogensinde givet dig grund til at tvivle?
Jeg var væk en hel måned, krummede han mundvigene op, som var det en tragisk cirkus. Hvad ved jeg om, hvad du lavede herhjemme? Vi tager testen, får svaret, og så siger jeg aldrig et ord om det igen. Vi kan sikkert få adressen på lægeklinikken af din søster.
I næste liv, sagde Regitze med så kølig betoning, at ordene blev til iskrystaller i luften, og forsvandt svingende ind på børneværelset, hvor døren blev smækket så hårdt, at hele lejligheden skælvede.
***************************************************
Mor, jeg beder ikke om noget vanvittigt, beklagede Mikkel sig til sin mor, Hanne Pedersen, over en kop sort kaffe i køkkenet, mens regnen tegnede sløjfer på ruden. Hvorfor bliver hun sådan?
Hendes samvittighed er ikke ren, sagde Hanne lavmælt, idet hun fyldte hans kop. Det vidste jeg næsten. Hun har danset på egne stier, og nu frygter hun sandheden. Og desuden hun stirrede ned i kaffekruset, usikker på om hun turde sige mere da du var væk, skete der noget underligt…
Hvad? spurgte Mikkel hurtigt.
Du må ikke misforstå, jeg blander mig ikke normalt men jeg kom forbi for at snakke om din fars fødselsdag. Regitze åbnede ikke døren i laaang tid, men hun var jo hjemme. Da hun endelig åbnede, var hun helt forpjusket og der stod et par store herresko i gangen.
Og hvad sagde hun til det? spurgte Mikkel, hans tanker var gået på vid gænge.
Hun sagde, der var sprunget et vandrør, Hanne sukkede og kneb øjnene sammen. Kunne hun ikke være kommet med noget mere opfindsomt?
Hvorfor sagde du det ikke til mig?
Jeg var jo ikke inde i lejligheden selv, så jeg havde ingen beviser, Hanne kiggede væk. Jeg ville ikke ødelægge jeres forhold.
Det skulle du have gjort! sprøjtede Mikkel op, så kaffen næsten røg ned på dugen. Helt ærligt! Hvad gør jeg nu?
Du får hende til at lave testen alligevel, sagde Hanne roligt og gemte et lille smil bag kaffekoppen. Hun havde aldrig rigtig syntes om Regitze. Eller også gør du det selv. Du har ret til det som far.
************************************************
Du kan godt tage det roligt, sagde Mikkel og smed det nu værdiløse kuvert, som postbuddet netop havde afleveret, på bordet. Frida er min datter. Som lovet: jeg siger aldrig mere et ord om det.
Jeg forstår faktisk ikke helt, svarede Regitze irriteret, og hendes blik brændte mod den åbne kuvert. Fik du lavet den test uden mit samtykke?
Ja, sagde Mikkel med et par drømmeagtige skuldre, som om han ikke helt var vågen. Da jeg gik tur med Frida, smuttede jeg forbi lægen. Det tog ikke lang tid. Hun er min, så det er det.
Nej, der er et problem hviskede Regitze og så på ham, som var hele lejligheden druknet i tåge og det er trist, at du ikke forstår det.
Næste morgen gik Mikkel som altid på arbejde, men om aftenen, da han søgte gennem de tomme københavnske gader og åbnede døren til lejligheden, var der kun stilhed. Regitze og Frida var væk. Alt hvad der var tilbage var en lap papir på stuebordet.
Dit mistillid har ødelagt alt, hvad vi havde. Jeg ønsker ikke at leve sammen med en, der forråder mig, derfor søger jeg skilsmisse. Jeg vil hverken have din lejlighed eller børnepenge. Jeg ønsker bare, du forsvinder fra vores liv.
Mikkel kogte indvendigt. Hvordan turde Regitze forlade ham? Og så endda tage Frida med! Han greb sin mobil og ringede desperat til hendes nummer.
En fremmed mands stemme tog telefonen, lyttede stille til Mikkels vrede ordstrøm og bad ham holde op med at ringe igen.
Jeg vidste det! Selvfølgelig har hun været mig utro! rasede Mikkel og slog i bordet, ude af stand til at vågne op og forstå, at alt måske bare var et drømmebillede. Hun er dårligt nok flyttet ud, og allerede er hun sammen med en anden mand! Snart må hun sejle sin egen sø!
Han tænkte ikke over, at Regitze måske var taget hjem til sine forældre, og at det muligvis var hendes bror, der havde svaret og ikke ville vække sin søster, som endelig sov.
Skilsmissen gik hurtigt og glat igennem, akkurat som om tiden flød baglæns. Lille Frida blev hos sin mor, og hun så aldrig sin biologiske far igen…
