For mange år siden, ved afslutningen af en weekend, tog jeg og min kone, Ingrid, ud til hendes forældres hus i Hellerup for en familiemiddag. Det var dengang, misforståelsen opstod.
Som altid satte vi os sammen rundt om spisebordet og talte om alt muligt mellem himmel og jord. Men snart drejede samtalen over på, at jeg burde overveje at søge et nyt arbejde det var Ingrid, der bragte det op.
Der var selvfølgelig en vis baggrund for emnet. Vi havde nemlig længe talt om at bygge en lille pool ved mine forældres sommerhus på Sjælland. Det var et ønske, der havde levet i familien mange år, og denne sommer mente Ingrid, at det var på tide at få det gjort.
Samtidig havde vi planer om at skifte bilen før vinteren satte ind. Dertil ville vi gerne tage på ferie til Vesterhavet, for vi havde ikke været dér i mange år. I vores familie var jeg stadig den eneste, som forsørgede os.
Jeg havde egentlig været tilfreds med min stilling (for jeg klager ikke over jobbet). Men firmaet, jeg arbejdede for i København, havde oplevet nogle vanskeligheder, og flere kollegaer var blevet fyret, mens lønnen for de øvrige, inklusive mig selv, var blevet skåret ned på ubestemt tid.
Derfor måtte jeg forklare, at vi havde nogle opsparinger, men nok kun til en lille tur til Vesterhavet og måske til en billig bil, hvis priserne ikke steg yderligere.
Ingrid derimod, ville prioritere poolen ved hendes forældres hus over vores fælles planer. Jeg var ikke enig i den prioritering; og det endte med, at hun anklagede mig for dovenskab og mangel på vilje til at skaffe et nyt arbejde, så familien kunne få penge til det hele.
Samtalen gentog sig ved middagsbordet. Jeg kunne ikke bevare roen, og jeg sagde temmelig bramfrit til Ingrid, at hendes forældre allerede fik en del økonomisk støtte fra os hver måned. I et vredesudbrud sagde jeg, at det næsten virkede, som om hele middagen var betalt med mine penge.
Det burde jeg ikke have sagt, men det var for sent at trække det tilbage. På det tidspunkt sad jeg med en skål surkålssuppe foran mig, mens Ingrid begyndte på sit følelsesladede indlæg. Hun følte sig så ramt, at jeg hørte mange bemærkninger om mig selv, jeg ikke havde forventet. Jeg gad ikke lytte, så jeg rejste mig og gik uden videre hjem.
Da jeg kom hjem, pakkede jeg Ingrids ting sammen og bar dem tilbage til hendes forældre. Jeg mener stadig, at det er en ganske urimelig måde for Ingrid at tage op sådanne samtaler og opføre sig på det kan jeg ikke acceptere. Nu sidder jeg her, og det er svært at samle tankerne. Hvad jeg skal gøre fremover, det ved jeg stadig ikke.
