Efter fire måneders intens sms-udveksling sagde jeg ja til at mødes med den 52-årige bejler han åbnede ballet med fem klager
Man siger jo, at forventningen til festen ofte smager sødere end selve festen og for Camilla var ventetiden næsten fire måneder lang, som en sær sms-serie med daglige afsnit.
Efterhånden kendte hun Jørgens smag ned til mindste detalje, kunne navnene på hans barndomsvenner, og var stoppet med at undre sig over hans mani med at sætte tre prikker efter hvert godmorgen.
Camilla var femogfyrre den aldeles nysgerrige alder, hvor man går på date uden rystende knæ, men med let ironisk forskerblik: Lad os se, hvilken kuriositet vi får på bordet denne gang, tænkte hun, mens hun gjorde sig klar.
Hun var en af de kvinder, der kunne få en helt almindelig cashmeresweater til at ligne noget fra Dronningens garderobe, og hun havde en selvironi, der kunne neutralisere enhver akavet situation.
Flasken
Jørgen, lige blevet 52, virkede i beskederne både seriøs, rationel, en kende ironisk og især tiltrækkende stabil.
I vores alder, Camilla, skrev han til hende sent om aftenen, søger man ikke nytårsfyrværkeri, men nærhed. Man vil bare være med en, der forstår uden ord.
Uden ord så uden ord, fniste Camilla, mens hun lagde mascara. Bare de ord, der alligevel kommer ud, ikke får én til at have lyst til at stikke af.
De havde aftalt at mødes på en hyggelig café i København, med blødt lys og duften af kanel. Camilla kom til tiden velklædt og klar til en god aften. Hun lignede sit bedste jeg.
Jørgen trådte ind fem minutter senere. I virkeligheden var han lidt lavere end hans billeder, og hans blik var som om han lige havde fundet en alvorlig fejl i årsregnskabet.
Han satte sig, smilede kort og hilste.
Ingen komplimenter, intet varmt dejligt at se dig.
Jørgen kiggede nøje på Camilla, nærmest som han var censor. Så foreslog han kaffe og dessert det kunne de blive enige om.
Camilla, sagde han med tonefaldet fra en skoleleder, jeg har analyseret vores samtaler. Næsten fire måneder. Og nu hvor jeg ser dig, synes jeg det er vigtigt at komme med fem anmærkninger.
Indeni Camilla begyndte stemningen at krakelere som når glasset klirrer. Hun satte hagen på hånden og nikkede.
Fem anmærkninger? Det lyder spændende. Jeg lytter.
Jørgen missede ironiens glimt og bøjede første finger.
Ét af billederne, hvor du har blå kjole på, ser du anderledes ud. Nu ser jeg, at du… har mere form. Det kan snyde mænd. I vores alder må kvinder være ærlige.
Camilla grinede indvendigt. Form mindst han ikke sagde statue!
Anden anmærkning: svartiden
Indimellem svarer du for langsomt. For eksempel, for tre uger siden skrev jeg til dig klokken 14:15, og du svarede først 16:40. Mænd vil ikke vente. Det er mangel på respekt.
Jeg tror, jeg var på et møde… begyndte hun, men Jørgen var allerede videre.
Tredje anmærkning: stedet
Hvorfor er vi her? Caféen er alt for mondæn. Jeg foreslog noget mere nede på jorden. Dit valg afslører en hang til at vise frem.
Camilla kiggede på sin latte og fik lyst til at hælde den over ham. Nysgerrigheden vandt dog over vreden.
Hvorfor den kjole? Vi skulle jo bare drikke kaffe. Den er alt for prangende til dagtimerne. Smykkerne er også overflødige. Kvinder skal tiltrække med dybde, ikke glitter. Jeg er på jagt efter indhold, ikke udstillingsvindue.
Femte anmærkning: selvstændighed
Du valgte selv caféen, du taler om alt, du gør selv. Du lader ikke en mand føle sig som mand. Jeg vil have en kvinde, der beder om råd, ikke er for selvstændig. Hvis vi bliver sammen, må du ændre din adfærd.
Så foldede han armene foran brystet, som om han ventede en tak eller undskyldning for sin ærlighed.
Camilla så på ham og mærkede pludselig: Fire måneders chat var bare maskering af en systematisk smålig type. Han søgte ikke nærhed han ledte efter en bekvem ego-forstærker.
Ved du hvad, Jørgen sagde hun venligt, næsten kærligt jeg har også analyseret lidt. Og det tog mig fem minutter at nå frem til en konklusion.
Hvilken? spurgte han snerrende.
Du er et særligt dyr. Kommer hele vejen tværs gennem byen for at give en kvinde, du aldrig har mødt før, regning for hendes smag, udseende og ret til at være sig selv. Det er alligevel noget selvtillid.
Jørgen vred sig:
Jeg siger jo bare sandheden.
Nej, rystede Camilla på hovedet. Du siger ikke sandheden. Du er bare ulykkelig og prøver at måle verden med en skæv lineal. Mine billeder passer dig ikke? Gå på museum der ændrer objekterne sig ikke. Ventetiden er for lang? Så køb dig en Tamagotchi. Kjolen generer dig? Jeg tog den på for min egen skyld, ikke din.
Hun rejste sig, ordnede sin taske og så ham roligt i øjnene:
Og for resten. Falder dit ego sammen ved ordet selv, har du brug for rehabilitering, ikke romance. I min alder værdsætter jeg min tid for højt til at spilde den på mand, der starter bekendtskab med revision af mine mangler.
Hvor skal du hen? Kaffen? peb Jørgen.
Du kan drikke den selv. Det er en ressourcebesparelse. Og et råd: Hvis du vil have nogen til at stirre dig i munden så gå til tandlægen.
Hjemme blokerede Camilla straks Jørgen på alle sociale medier. For hende er hygge ikke kun et tæppe og et stille hjem men også en mobil fri for folk, der vil proppe én ned i deres forvredne skema.
Og hvad tænker du: Er det bare en kikset flirt eller en nøje planlagt optræden? Er det overhovedet værd at fortsætte, hvis du får en regning for hvem du er fra første minut?
