Kunne ikke vente
Jeg søger om skilsmisse, sagde Vera roligt, mens hun rakte sin mand et krus te. Eller, rettere sagt, jeg HAR allerede søgt.
Hun sagde det så afslappet, som hvis hun fortalte, at der var frikadeller og kartofler til aftensmad. Sådan lidt udramatisk.
Må jeg spørge, hvad pokker… Nå, vi tager den senere, ikke foran drengene, sagde Arthur og dæmpede stemmen, da han så de to nysgerrige drengeansigter. Hvad har jeg gjort forkert? Og det er ikke engang fordi, børnene ikke har brug for en far.
Tror du jeg ikke kan finde en anden far? Vera rullede med øjnene og trak smilende på skuldrene. Hvad du gør forkert? Alt! Jeg drømte om, at livet med dig ville være som rolige Silkeborgsøer, ikke som en rasende Gudenå!
Nå, drenge, har I spist op? Arthur gad virkelig ikke tage den snak foran børnene. Afsted og leg. Og ikke smuglyt! råbte han efter dem, vel vidende, hvor nysgerrige hans sønner var. Så, hvor var vi?
Vera kneb utilfreds læberne sammen. Selv nu skulle han spille kommandant! Som om han var årets far…
Jeg er træt af det her liv. Jeg gider ikke sidde otte timer dagligt på kontoret, smile til kedelige kolleger, og fedte for kunder… Jeg vil have lov til at sove længe, ose på Strøget, gå i spa og købe dyre cremer. Det kan du ikke give mig. Nok er nok! Jeg har givet dig de bedste ti år af mit liv…
Kan vi droppe de store ord? afbrød Arthur tørt. Hvis jeg husker rigtigt, brugte du ret mange kræfter for at få mig gift i sin tid. Jeg havde ellers ikke travlt med at blive gift.
Alle kan tage fejl, Arthur.
Skilsmissen gik hurtigt og uden det store ståhej. Drengene blev hos Vera, dog kun på den betingelse, at de skulle tilbringe hver weekend samt ferier hos deres far. Vera havde intet imod.
Et halvt år senere præsenterede Arthur sine sønner for sin nye kone. Den smilende og sprudlende Lise tryllebandt straks drengene, og de begyndte utålmodigt at tælle ned til weekend, hvilket drev deres mor til vanvid.
Endnu værre blev det, da Arthur arvede penge fra en fjern grandonkel og købte et stort hus udenfor Aalborg og nu levede det fede liv. Dog beholdt han jobbet, betalte sin ikke-så-imponerende børnebidrag, men foretrak selv at udstyre sønnerne fra top til tå og forære dem alle mulige gadgets. Han styrede også selv de der børnebidrag.
Hvorfor kunne hun ikke bare have ventet et halvt år mere? Hvis Vera bare havde ANET, hvordan tingene ville udvikle sig… Ja, så havde hun aldrig løbet hjemmefra!
Eller… måske er løbet ikke kørt endnu?
****************************
Skal vi ikke snuppe en kop te sammen? Ligesom i gamle dage, spurgte Vera med sit mest charmerende smil, mens hun snoede en lang hårtot om fingeren. En kort kjole fremhævede hendes fortrin, og makeuppen var perfekt: hun lignede pludselig ti år yngre! Hun havde virkelig gjort sig umage.
Jeg har ikke tid, sagde Arthur uden at kigge på sin ekskone. Er drengene klar?
De kan ikke finde deres strømper, det tager sikkert ti minutter mere jeg kender dem, sukkede Vera, men trak stadig ikke følehornene til sig. Hvad siger du til at vi fejrer nytår sammen? Nicolai og Jeppe har pyntet træet halvdelen af dagen!
Vi blev jo enige om i retten at ferierne er mine. Vi fejrer oppe i en vidunderlig nordjysk landsby med sne, ski og det hele. Lise har planlagt det hele.
Men det er jo en familiefest…
Det blir’ det også med MIN familie. Og hvis du brokker dig, får jeg forældremyndigheden helt.
Døren smækkede bag eksmanden og de lykkelige drenge. Vera knuste i raseri et dyrt Royal Copenhagen krus fra bryllupsgaven den dag. Lise… altid denne Lise! Hvorfor kunne hun ikke bare blande sig udenom? Hun lod som om hun elskede drengene, men hun talte da sikkert også bare timerne til de skulle hjem igen. Bare Vera vidste, hvor energiske hendes egne unger egentlig var!
Men vent… måske er det netop løsningen? Vera smilede skævt. Spillet er ikke ovre endnu! Snart vil alle pengene fra Arthur være hendes igen
********************
Hvad er det her? Arthur hævede øjenbrynene, da han så kufferterne stå foran døren.
Hvad tror du? Det er Nicolais og Jeppes ting, Vera prikkede til en af de velfyldte kufferter, så den slingrede. Nu hvor du har fundet lykken (og arven), synes jeg det er på tide, jeg gør det samme. Men altså, hvilken mand gider opdrage andres unger? Derfor skal drengene nu bo hos dig. Jeg har allerede talt med kommunen, det hele er på plads. Du mangler bare at ordne papirerne. Jeg smutter nemlig sydpå med en meget lovende herre.
Efterladende en chokeret Arthur i døren, drejede hun om på hælen og gik mod bilen, der ventede. Kan Lise nu klare mosten? En uge? To? Ja, måske to. Og Arthur han vælger helt sikkert drengene fremfor hende, og vender tilbage til Vera. Sammen med alle pengene…
Der gik to uger. En måned. To. Ingen opkald om at hente drengene. Og ifølge drengenes snak havde Lise ikke engang hævet stemmen over dem! Hvad i alverden foregår der? De to små djævle var pludselig blevet små engle? Det kan da ikke passe!
Hvordan går det med drengene? Er de for meget? Vera kunne ikke holde sig længere og ringede til Arthur.
De er eksemplariske, hjælper til, opfører sig pænt, stemmen blev straks blødere, så snart børneopdragelsen blev nævnt. De er bare guld værd!
Hva’? Vera var skeptisk. Hos mig lavede de ballade hele tiden…
Fordi børn kræver opmærksomhed, fnøs Arthur. Men du sad jo altid limet til mobilen. Forresten: vi flytter. Jeg kan bringe drengene hjem i ferierne, hvis du vil.
Men… det er altså også mine børn!
Det var dig der frivilligt sagde ja til det hele, lo Arthur. Kald dig bare for mor!
Tilbage sad Vera og kunne nærmest gnave i albuerne af ærgrelse. Hun fik hverken manden (eller hans penge) igen. Romeo dukkede ikke op, og nu var børnene også langt væk. Om hun ville savne dem? Ikke for alvor hun elskede alt for meget at bruge al sin tid på sig selv.
Helt ærligt: At holde ud i ti år og så stige af toget FØR første klasse?
UrimeligtHun knugede mobilen tættere i hånden, mærkede tomheden brede sig bag det friske lag make-up. Drengene var glade. Arthur var lykkelig. Lise? Tilsyneladende uopslidelig. Hun havde fået alt, hvad hun ønskede sig frihed, spa, stilhed og opdagede, at netop stilheden kunne være øredøvende.
Vera gik hen til vinduet og så regnen tromme mod ruden. I bagspejlet fangede hun sit eget blik: yngre, ja, men også mere ensomt. Udenfor lød klirrende latter fra nabolejligheden aftensmad og børnestemmer i plastikstole. Hun smilede bittert og tog endnu et glas vin, mens hun mærkede et stik af noget, der måske var døsig fortrydelse eller bare kedsomhed.
Bilerne gled forbi på gaden, vindueslyset flimrede. Vera lænede sig tilbage i sofaen, greb fjernbetjeningen måske var der noget godt i fjernsynet, måske ikke. For første gang i sit liv anede hun ikke, hvor toget skulle hen næste gang.
Men denne aften gjorde det ingen forskel. Hun åbnede endnu et brev fra skønhedsklinikken, lænede sig tilbage og lo stille for sig selv:
En gang imellem var det da meget rart med så lidt larm. Og helt alene kunne man i det mindste altid være stjernen i sit eget liv også selvom publikum for længst var gået hjem.
