Du, jeg må bare dele noget med dig det fylder virkelig meget for mig for tiden. Jeg har to voksne børn, og det føles bare som om jeg ikke kan få en håndsrækning fra nogen af dem. De kommer herud på landet og opfører sig næsten som om det er en ferielejlighed, fuldstændig afslappede. Og jeg render rundt som den rene husholderske, du ved, byder dem velkommen, står for madlavning, redder op til dem, handler ind, og sørger for at der er skinnende rent. Altså, ikke engang et tilbud om at hjælpe til, og penge er slet ikke på tale.
Min søn, Mikkel, har to børn selv nu, og min datter, Rigmor, har indtil videre ét barn. Vi bor jo i mit hus her på Sjælland, et rigtigt gammelt bindingsværk, og børnene elsker at komme med hele deres familie ofte med deres små. Men jeg kan mærke, at det bliver mere og mere udmattende for mig år for år.
Hele mit liv har det været sådan i vores familie man tager imod gæster med fyldt bord, hygge, og masser af komfort. Min mor gjorde altid sådan, når vi kom, så det har jeg taget med mig videre. Men min søster og jeg, vi var altså ikke sådan, vi forstod at hjælpe til; vi løftede sløret fra hendes skuldre. Vi tog opvasken, passede småungerne, hjalp med at gøre hovedrent også handlede ind, for hun klarede jo det hele alene. Hun bad os aldrig om hjælp, men vi så hun havde brug for det, og så gjorde vi det bare.
Men nu, når mine børn kommer, så er det nærmest kun, hvis der helt tilfældigt står én enkelt tallerken i vasken, de tager den, og så føler de, de har bidraget. Jeg siger ikke noget om svigersønnen og svigerdatteren, de er jo gæster jeg kan ikke forvente noget fra dem. Men det gør mig faktisk ked af det, at min egen søn og datter ikke engang selv tænker over at hjælpe lidt. De kommer, spiser, sidder med Bagedysten i fjernsynet, eller sætter ungerne af hos mig, og smutter selv ud til vennebesøg eller på gåtur. Jeg står for alt frokost, aftensmad, opvask, vask af gulve og alle deres børns lege, det vælter rundt herhjemme. Jeg har jo også børnebørn at holde styr på.
Jeg kan mærke, det bliver hårdere for hver gang, for ryggen værker, og jeg har ikke så meget energi til at stå i køkkenet i så lang tid mere. Men du ved, man er jo opdraget til ikke at bare ignorere tingene og lade stå til man skal tage sig ordentligt af sine gæster, gøre det hyggeligt og velkomment. Jeg bliver helt glad når weekenden nærmer sig, men jeg bruger nærmest en hel uge på at komme mig bagefter.
Jeg tror virkelig, jeg har brug for hjælp, men det føles forkert at bede om det. Jeg er bange for, at børnene ville føle sig stødt, som om de ikke er gode nok. Jeg sætter jo pris på dem, men det er tungt at bære alt på mine skuldre efterhånden. Der er også husopgaver jeg bare ikke kan overskue længere. Men jeg skammer mig for meget til at sige det højt. Og børnene arbejder jo, det føles forkert at bede dem tage fri for min skyld.
Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre, altså. Min opdragelse spænder ben for mig man har lært, man ikke må bede om hjælp, man skal kunne klare sig selv, det har vores forældre altid sagt. Så jeg går bare og slider mig selv op og kan ikke få mig selv til at sige fra. Det føles skidt, og så alligevel ikke helt rigtigt. Hvorfor kan mine børn ikke bare tage initiativ og hjælpe lidt, de må da kunne se, jeg ikke længere har samme energi som da jeg var tyve? Det virker ikke som om de ville blive stødt, men alligevel bliver jeg ked af det. Jeg har virkelig ikke svar på, hvordan jeg skal få løst det her…
