Min farmor var en hård kvinde, i nogle henseender virkelig en meget streng og svær person.
Mine forældre blev skilt, da jeg var ganske lille jeg kan nærmest ikke huske min far. Da jeg var fem år, flyttede jeg ind hos farmor, og hun blev den, der stod for min opdragelse hele min barndom.
Farmor var ikke nem. Hun krævede først og fremmest lydighed og at jeg var flittig. Jeg har faktisk svært ved at finde gode minder med hende.
Mange folk ser tilbage på deres barndom og føler nostalgi, men jeg har slet ikke lyst til at tænke på min. Der er ingenting at savne. Min mor hjalp mig aldrig. Der var heller ikke rigtig nogen steder at flygte hen det var 90erne. Jeg kunne kun drømme om penge og arbejde, og måtte bare indstille mig på det. Farmor insisterede på, at både jeg og min mor konstant skulle efterkomme hendes ønsker, alt skulle være på hendes måde.
Sådan gik vores liv. Udadtil lod vi som om alt var okay.
Da jeg nåede femte klasse, begyndte min mors liv at ændre sig. Hun mødte en mand og flyttede ind hos ham. Et år senere tog hun mig med. Min stedfar kunne ikke rigtigt lide mig, men han behandlede mig aldrig dårligt. Efter opvæksten hos farmor, hvor alting var konflikt, føltes livet med min stedfar som det rene paradis.
Farmor var imod forandringen, men min mor udnyttede muligheden for at leve uden farmors tyranni. Siden har de ikke haft kontakt.
Jeg ringer til farmor af og til.
En gang i måneden sætter jeg mig op til det, og forbereder mig mentalt et godt stykke tid, før jeg slår hendes nummer op. Vi taler kort om noget ligegyldigt, jeg prøver at holde samtalen positiv for at undgå alle de negative kommentarer. Oftest bliver det kun til nogle overfladiske bemærkninger. En gang hver halve år besøger jeg hende med blomster og lagkage til fødselsdage. En halv time er rigeligt. Det er sådan, vores kontakt er.
Mit liv er nu langt bedre jeg har en mand, et lille barn og vi er tæt som familie. For nyligt besluttede min mand og jeg at købe en ejerlejlighed på låntagning i Odense. Sidste år fyldte farmor 80.
Tidligere var hun aktiv, virkede næsten uopslidelig og klarede selv hus og have. På det seneste er det dog gået ned ad bakke.
Farmor er blevet meget indelukket og kan ikke komme ud, og madlavningen er også slut. For det meste ligger hun, selvom hun stadig bevæger sig lidt rundt hjemme. For nyligt blev hun syg hendes naboer har måttet hjælpe med det hele. Situationen er sådan, at farmor har brug for pleje.
Der er mange fjernere slægtninge, som nu ringer til mig hele tiden med bebrejdelser! De kan ikke få fat i min mor hun og hendes mand bor i Sverige. Så regner de med, at det altså er mig, der har ansvaret.
Men jeg ved, hvor svært det bliver. Ja, farmor har passet mig, opdraget mig og hjulpet mig. Og nu er det, på en måde, mit ansvar at tilbagebetale det. Men jeg har ikke lyst! Hun har aldrig været kærlig mod mig i min barndom. Jeg har prøvet at komme ud over bitterheden, men jeg kan ikke tilgive hende. Alligevel har jeg dårlig samvittighed og ved godt, at hun i det mindste skal hjælpes.
Det ville være bedst at finde en hjemmehjælper, men økonomien tillader det ikke. Jeg har et lille barn, et realkreditlån og min søn er ofte syg.
Hvad skal jeg gøre?
Er det faktisk mit ansvar som barnebarn at passe farmor? Eller har jeg lov til at sige nej, når jeg hverken ønsker arven eller nærmere forbindelse? Jeg har ikke brug for hverken arven eller farmor og jeg føler ingen forpligtelse.
Når jeg kigger tilbage, har jeg lært noget: Man skal turde sætte grænser for sig selv selv over for dem, der har opdraget én. Det er ikke altid nemt, men det er nødvendigt for at beskytte sin egen familie og skabe et bedre liv.
